Maria Marcus: Man skal dyrke sin have

Maria Marcus: DAME MED STOL

Tekst: Janke Bondam

Man skal dyrke sin have

Man tror det er løgn - begge dele: At få en rygmarvsskade som 83-årig ved en lægefejl. Og at komme helskindet ud på den anden side - nu i kørestol. Men det skete for Maria Marcus.

Maria Marcus er kendt af mange. Hun hører til på det toneangivende parnas både som forfatter, psykoterapeut og feminist og er nu aktuel med bogen Dame med stol, der udkom i november. En bog, der handler om den rygmarvsskade, hun fik for tre år siden. Det er en lille perle af en bog, skrevet med tilsyneladende let hånd, der går tæt på, højt op og dybt ned. Tonen er usentimental og går frygtløs ind i de tabubelagte og prekære spørgsmål vedrørende den nye virkelighed, hun er havnet i. Selv beskriver hun sit bogprojekt således: ”det bliver lidt med håndholdt kamera à la dogmefilm – til dem, der har lyst til at kigge med og måske få lidt input til deres eget liv”.

RYK! Magasin har opsøgt Maria Marcus for at høre nærmere om den proces, hun har været igennem og for at ønske hende tillykke med bogen, der imponerer, fordi hun så hurtigt er i stand til at verbalisere de væsentlige spørgsmål vedrørende den mildt sagt vanskelige situation, hun i så sen en alder blev kastet ud i. Der er kort sagt tale om en inspirerende bog, der på den ene side tager direkte fat om alle de ting, man aldrig taler om - kan man have sex, når man er lammet i benene? hvordan kommer man på toilettet? Og som på den anden side kan trække lange tråde ud til de mere filosofiske spørgsmål om bare det at være til i verden ... og ikke mindst under andre betingelser.

Det, vi finder allermest spændende at tale om, er hendes oplevelser af eksistentiel art og de beskrivelser af mærkværdig ro og tilfredshed, man kan opleve efter så stort et tab, som tabet af førligheden kan være. At fange det i ord - fange betydningerne i vendepunktet, hvor livet tager en helt ny drejning, hvor man som en anden Odysseus bliver kastet op på strandbredden efter totalt strabadserende oplevelser og skal rejse sig igen. Og Maria Marcus har lagt godt ud med sin bog.

I din bog taler du om en ro og giver udtryk for en tilfredshed, der står side om side med de besværligheder, som livet nu også byder på. Er der tale om et paradoks, da mange ting jo nu er blevet noget besværligere, eller drejer det sig om et smukt amor fati – det at elske sin skæbne?
- Jeg ser mere det hele som en stor omstillingsproces. Havde jeg vidst det på forhånd, ville jeg have været knust. Nej, jeg vil ikke sige, der er tale om at elske min skæbne. Snarere måske noget med at være loyal over for min skæbne - nu er det sådan! Det er på mange måder hæsligt, at alting tager længere tid. Man når ikke noget som helst. Det er meget underligt, men samtidig er der noget i langsommeligheden - jeg ved ikke, om det er det, der hedder spirituelt. Jeg tænker tit på Suzanne Brøggers ord: ”Jeg øver mig i at hænge mit vasketøj langsomt op!” Det er blevet krystalklart for mig, at det handler om nærvær. Det gælder om at være i stand til at være til stede i øjeblikket.

I bogen taler du om langsomheden og ventetiden som et zen-åndehul - en slags meditation.
- På et tidspunkt gik det op for mig, at min el-stol i virkeligheden er alle tiders træner i den teknik. For hvorfor ikke udnytte ventetiden? Det tager et halvt minut at hæve stolen, hvis jeg skal tage noget på hylden, og det tager et halvt minut at sænke den igen. Men ventetid er jo også tid – hvorfor dog hade den? hvorfor ønske, den ikke var der? Hvorfor ikke mærke den, smage på den, nyde den? Hvorfor kun tænke på det, jeg skal nå, men ikke mærke vejen – mærke, om den har hjerte? Jeg øver mig. Så snart en af dagens utallige ventetider begynder, trækker jeg vejret dybt, jeg mærker mine skuldre falder på plads, jeg trækker vejret igen – og se, ventetiden bliver til en pause, et mellemrum mellem gøremålene – et lille øjeblik, hvor jeg ikke skal noget, bare være her! Et zen-åndehul! Der er jo ikke andet at gøre. Jeg kan lige så godt overgive mig, overgive mig til øjeblikket og være i det. Jeg kan ikke sidde og blive sur hver gang.

- Mine virkemidler er jo blevet reducerede. Jeg har fået store begrænsninger i mit liv. Jeg kan ikke ”lige” en masse ting. Færdes ikke længere så nemt i byen, men deri ligger også en befrielse. Det er nogle gange en befrielse at slippe for det. Så behøver jeg ingen anden god undskyldning, når jeg melder afbud. Heller ikke over for mig selv!

Denne reducering sammenligner Maria Marcus i sin bog med en reducering af sovsen, der bliver kogt ind og kogt ind, så mindre og mindre bliver tilbage. Det overflødige er fordampet, det væsentlige er der stadig, og smagen er blevet mere intens. Med andre ord: sovsen er blevet til sauce. Man kunne også på kierkegaardsk tale om den udvidende begrænsning.

- Jeg ved jo stadig ikke ret meget om min nye kørestolsvirkelighed. Jeg ved kun, at det faktisk er en barsk, men højst interessant og på mange måder inspirerende, ny tilværelsesform jeg er blevet smidt ud i. Og nu hvor den er sket, skaden, ulykken, den bratte ændring i mit liv, er det afgørende vigtigt for mig, at jeg administrerer den rigtigt. Det skylder jeg mig selv.

- Jeg er blevet mere bevidst om mine muligheder. Jeg bryder mig ikke om den med glasset, der er halvtomt eller halvfyldt. Jeg oplever mere, at mit glas er ved at blive fyldt op – der er bevægelse og udvikling i mit liv. Ting forandrer sig og er altid i bevægelse, således også mit liv. Jeg er vant til at tænke over det - give plads til udvikling, sanser og energier. Se, hvad godt der er i det. Få øjnene op for, hvad livet rummer mod forventning, og se på de nye sider af tilværelsen.

Handler det kort fortalt om at lære at sanse mere?
- Ja, og at tænke mindre. Bare en stille, sansende refleksion over de bevægelser af følelsesmæssig karakter, der rumsterer i kroppen, og en bevidsthed om, at følelser er noget, som er der lige nu! Jeg mærker, at mine sanser og hele min følsomhed er mere levende end nogensinde før. Det er ikke viljebestemt. Det er, som om jeg bare følger med strømmen, min egen strøm eller livets, og overgiver mig til begivenhedernes gang, og det ligger der en frihed i.

Du må have en stærk vilje til at stå oprejst her i live - i overført betydning?
- Ja, måske fordi jeg har fået en god, basalt tryg start i livet. Så det at stå oprejst, altså ikke at lade mig slå ud, det har jeg på rygmarven … den del af rygmarvsautomatikken er ikke beskadiget! Jeg gider ikke at blive staklet. Jeg gør mig umage. Også, når jeg bare skal ned til grønthandleren. Jeg gør mig pæn, så andre mennesker får indtryk af, at jeg ikke er en, der har givet op.

Hvad så med lykken? I bogen skriver du, at du ikke ved, hvornår du har været så lidt ulykkelig i dit liv, og at du ikke husker, hvornår du har haft så dejligt et sexliv.
- Der er helt oplagte momenter af lykke i mit liv. Ligesom livet også kan være noget lort, og besværlighederne kan være ved at tage pippet fra mig. Men jeg er overrasket over, at det kunne lade sig gøre at opnå flere glimt, flere oplevelser af lykke end tidligere i mit liv - det troede jeg ikke var muligt. Men det er som om jeg er blevet mere opmærksom på dem, når de er der. Jeg registrerer mere nu, er blevet langt mere opmærksom på detaljer.

Der er en befriende ligefremhed i din bog, humoristisk på sine punkter og blottet for selvhøjtidelighed. Adskillige gange trak jeg bredt på smilebåndet. Har du haft specielle læsere i tankerne?
- Jeg håber bare, min bog kan gøre gavn, men det er selvfølgelig op til den enkelte, om den kan inspirere. Jeg sidder ikke med en løftet pegefinger! Det handler jo også om ens baggrund og om et godt netværk. Jeg har meget lidt lyst til at være pædagogisk. For mig er det en personlig ting, hvordan man klarer ærterne. Min måde at administrere min situation og mit handicap på er ikke nødvendigvis god for en anden. Der er andre måder at gøre det på. Som den franske oplysningsfilosof Voltaire sagde: Enhver må blive salig i sin tro!

Vi kunne have talt meget mere med Maria Marcus om den friske luft hendes bog, der har så mange livgivende og interessante pointer, har blæst hen over landskabet, og selv legemliggør Maria Marcus sit budskab med sit nærvær og sin ro. Men alting har sin ende, og hun afslutter med den opfordrende visdom, som samme Voltaire endte sin roman Candide med - med hovedpersonens ord: ”Man skal dyrke sin have”. Fordi det er nødvendigt at være i det nære perspektiv, være til stede lige her og nu, hvor hænderne har kontakt med jorden og planterne - eller det våde vasketøj.