Livet skal udfordres. Leck-Lo Eriksen

Leck-Lo Eriksen tror, at styrtet på hans mountainbike i 2001 har været med til at skabe hans identitet.

- Livet kan være en kanon udfordring, og der er vildt mange ting, vi ikke kan. Men det handler om at flytte fokus. Vores egen verden skaber vi selv, fortæller Leck-Lo Eriksen, der blev færdig som pædagog i sommer. På en god dag cykler han over 100 km på sin håndcykel, og han har for længst taget favntag med livet.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Ved DM i mountainbike for senior og junior i sommeren 2001 så Leck-Lo Eriksen en rytter styrte på hovedet ved en nedkørsel og tænkte: ”Godt det ikke var mig”.
- Ellers havde jeg ikke fået min sølvmedalje i juniormesterskabet den dag, fortæller Leck.
Et halvt år senere skete det alligevel. Under en fotooptagelse i Aarhus i december 2001 styrtede Leck på sin mountainbike og brækkede ryggen under faldet.
Siden er Lecks mountainbike blevet skiftet ud med en håndcykel, og han har for længst sat sig nye mål i livet. Ikke blot for sin cykling, men også med hensyn til uddannelse og fremtidigt job.
Undervejs har der også været bump, der skulle forceres, og valg af retning i livet, der skulle tages.
- Jeg tror, at ulykken har været med til at skabe min identitet. Dengang i 2001 stillede jeg ikke så mange spørgsmål til mit liv, men pludselig kom livet tæt på.

Jeg skal være go’ til det her

Måske lidt for tæt, erindrer Leck.
- Jeg husker, at jeg overvejede at tage en ende på livet. Jeg havde altid siddet på en cykel, og det kunne jeg ikke mere. Inden min ulykke var jeg noget i kraft af min fysiske formåen. Jeg var 18 år, spontan og uden grænser. Nu sad jeg i en kæmpe kørestol og kunne kun se begrænsninger. Det var ingen fest. Hvad sjovt var der ved at leve?
Det er ikke noget, Leck har fortalt til så mange.
- Det er vist stadig lidt tabu. Men jeg husker, at jeg snakkede med min lillebror om det. Han sagde til mig ”Hvis du tager dit liv, kan jeg godt forstå dig”. Det var godt at få sat ord på. For det var også lidt skræmmende. Men det gav mig mulighed for at kigge på mig selv og mit liv. Sætte perspektiv på livet… det var godt, fordi jeg jo sidder her i dag, fortæller Leck. Han sender mig et skævt smil og fortsætter:
- I et halvt år knoklede jeg i Viborg med at træne mig op til at overvinde dagens mange udfordringer og genvinde min livskvalitet.  
De svære tanker blev erstattet af en sejrsvilje, og Leck satte sig et nyt overordnet mål.
- Jeg tænkte: Jeg skal være go’ til det her. Jeg skal gøre mit bedste.
Og det gjaldt alt. Også da Leck for første gang skulle hejses op i et vippeleje efter at have ligget ned i flere uger. Han ville ikke indrømme over for fys’erne på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, at han havde det skidt.
- Jeg følte, at jeg var ved at besvime, men jeg nikkede, hver gang de spurgte, om jeg var ok. For jeg ville jo være god til det hele, fortæller Leck og ler.
Fordi Leck var i fysisk god form, fik han succes i sin genoptræning.
- Allerede dengang begyndte jeg at sætte mål: Jeg ville lære alt, hvad man kunne i en kørestol… vælte bagover, komme op, kravle og op ned fra gulvet, ind og ud af biler, op og ned ad kanter og trapper…

Udfordret i uge 30

Kort efter udskrivelsen fra Viborg meldte Leck sig til RYKs sommerkursus i 2002.
- Jeg havde knapt fået styr på pis og lort. Jeg havde ikke fået bil endnu, men jeg tænkte, at mødet med andre i samme situation kunne hjælpe mig til at eliminere nogle af mine udfordringer, fortæller Leck og fortsætter:
- Jeg blev pisseglad for at være med og fik snakket med mange af de garvede rygmarvsskadede. Det var noget andet end at snakke med en sygeplejerske. I løbet af ugen blev jeg udfordret på den gode måde.
Leck erindrer vanddagen, hvor han blev smidt på den gule banan og i rasende fart skød gennem bølgerne efter en motorbåd.
- Man opdager, at det ikke er vildt slemt. At livet sgu’ ikke er så kompliceret. Ens verden blev pludselig lidt mindre bøvlet. Det var enormt lærerigt!

Vejen til uddannelse

Efter et ni måneders spændende højskoleophold på Silkeborg Højskole, hvor Leck erfarede, at kørestolen blot er et redskab til at fungere, flyttede han til Sjælland og begyndte på Ernærings- og sundhedsuddannelsen i Sorø. Efter halvandet år stoppede han. Det var ikke den vej, han skulle. Han blev optaget på Roskilde Universitetscenters Naturvidenskabelige Basisuddannelse og flyttede ind i et øko-kollektiv tæt på universitetet.
- Det blev altså lidt for meget teori og lidt for meget øko, fortæller Leck, som stoppede på RUC og flyttede ind i et kolonihavehus, alt imens han funderede over, hvad han ville med livet.
I dag sidder han i en andelslejlighed på Amager og er færdiguddannet pædagog. Om hvorfor det lige præcis blev pædagog, er Leck ikke sen til at svare:
- Jeg fandt ud af, at jeg ville have et job, hvor jeg kan være praktisk. Og børn er fantastisk sjove at være sammen med.
Men udfordringerne stopper ikke her. For det er ikke let at søge job, har Leck erfaret.
- Jeg ved ikke, om jeg skal skrive i mine ansøgninger, at jeg sidder i kørestol. Indtil nu har jeg gjort det, men jeg synes, det er lidt af et dilemma, fortæller Leck, der håber på et job i en børnehave.
- Jeg ser ikke min kørestol som hindring, og jeg glæder mig til at indgå i et fællesskab og mærke, at der er brug for én.

At blive verdens bedste

Når det gælder cykling, er Leck stadig med i feltet. Mountainbike er erstattet med håndcykling, og på en god dag cykler Leck over 100 km. Målet er VM i håndcykling i 2020.
Blot et par husblokke fra andelslejligheden ligger Amager Strandpark med udsigt til Øresund.
- Det er et fantastisk sted med masser af frirum og dejlige oaser, fortæller Leck, der bruger de mange asfalterede løberuter i området til at træne på sin cykel, hvis kilometertæller står på 15.000 km, når året er gået.
Men der skal også trænes, for Leck holder sig ikke tilbage med at sætte sig nye mål. Sidste sommer cyklede Leck fra København til Skagen til fordel for hjemvendte, skadede soldater, og i juni i år cyklede han Vättern rundt. En strækning på 300 km, der blev tilbagelagt på under 10 timer og 35 minutter. Samme måned gjaldt det Langeland Handbike Open, og forude venter Berlin Marathon i september. I 2016 gælder det én af de helt store udfordringer sammen med cykelkollegaerne Thomas Gerlach, Anders Themsen og Michael Stefansen: Deltagelse i RAAM 2016, der skal føre dem tværs over USA fra New York til Californien. 5.500 km venter i verdens hårdeste cykelløb.
Tilbage til verdensmesterskabet i håndcykling i 2020. For jeg må vide, om Leck satser på en medalje.
- Jo, mit mål er da at blive verdens bedste, erklærer Leck og sender mig et stort smil.
- Lige nu cykler jeg mest for sjov. Jeg er fascineret af den høje fart, man kan tilbagelægge på en håndcykel, men VM deltagelse kræver, at jeg skal træne endnu mere… også mentalt. Og så skal der søges økonomisk støtte.
Der er ikke noget her i verden, som er gratis – heller ikke håndcykling. Indtil videre har Leck dog fundet A-H Cykler, der støtter ham i hans projekt.

Troen på livet har båret Leck siden ulykken, og han har ikke været tilbageholdende med at udfordre sig selv og livet. Som han selv formulerer det:
- Livet kan være en kanon udfordring, og der er vildt mange ting, vi ikke kan. Men det handler om at flytte fokus. Vores egen verden skaber vi selv.