Leder: Velfærd i krisetider

Finansiel krise. Økonomisk afmatning. Stigende arbejdsløs-

 

hed. Hvad kommer al den snak om krise til at betyde for os,

 

der er afhængige af det offentliges tilbud om støtte til hjælpe-

 

midler og økonomisk livsgrundlag i det hele taget?

 

Principper for velfærdstaten og for socialloven er ”at fremme den

 

enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilvæ-

 

relse og forbedre livskvaliteten”.

 

Spørgsmålet er, hvor dybt den økonomiske krise skal kradse, før der

 

gives køb på disse principper.

 

Man kan frygte, solidaritetsfølelsen vil dale når økonomien bliver

 

dårligere i familien Danmark. Det kan give krav om yderligere

 

besparelser i det offentlige, hvilket politikerne så vil føje sig efter, af

 

frygt for at de ellers mister deres taburetter. Det er her, FNs handi-

 

capkonvention kan komme til at stå sin prøve, hvis der bliver sået

 

tvivl om, at vi skal have de samme rettigheder som andre borgere,

 

selvom det koster.

 

 

 

Man kan da også håbe på, at kompensationsprincippet er så

 

grundfæstet en praksis i kommunerne, at det sociale område bliver

 

skånet. Desværre vil virkeligheden nok se anderledes ud i de fleste

 

kommuner – i hvert fald hvis man skal bedømme ud fra nuværende

 

praksis, hvor kommunerne ofte gør hvad de kan for at holde deres

 

udgifter på det sociale område på et absolut minimum, for at holde

 

den økonomiske ramme, som er blevet dem pålagt af staten.

 

 

 

I starten af februar blev et skattekommissorie offentliggjort, hvor

 

der blev lagt op til en væsentlig reducering af topskatten ud fra den

 

præmis, at folk så vil arbejde mere. Teorien er, at jo mere man skæ-

 

rer i topskatten, des mere vil folk arbejde. Ifølge kommissionen er

 

der et hul på 15 milliarder i 2015, hvis den nuværende skattepolitik

 

fortsættes. Dette hul skulle så lukkes ved bl.a. at sænke topskatten.

 

 

 

Kan det være rigtigt? Kan det ikke lige så godt være, at folk vil

 

arbejde mindre, når de får råd til det? I så fald vil det ikke give staten

 

en større skatteindtægt, men derimod medføre større sociale for-

 

skelle. I det store skattespil ynder visse folketingspolitikere at score

 

billige point ved at foreslå lavere skatter for flertallet, og samtidig

 

bagatellisere, at der er behov for stigende økonomiske resurser til

 

den sociale sektor. Der findes flere virkeligheder: én for politikeren

 

der kan se, at der bruges flere resurser i socialsektoren. Og så en helt

 

anden for dem der arbejder på gulvet, som pga. rationaliseringer

 

 

 

skal rende hurtigere for at nå det hele

 

og for dem, travlheden går ud over.

 

Dér er der en risiko for, at små sam-

 

fundsgrupper som os, der er omkost-

 

ningstunge, er dem, der tidligst

 

kommer til at mærke en økonomisk

 

krise, uanset om det medfører en væsentlig forringelse af livskva-

 

liteten. Det er simpel logik, at det er nemmere for en politiker at

 

give en lille skattebesparelse for flertallet og så ”glemme”, at det får

 

væsentlig negative konsekvenser på andre områder.

 

 

 

Skattekommissoriet afspejler et syn på mennesker som en slags

 

mekaniske dukker, der reagerer helt automatisk efter en matema-

 

tisk kalkyle. Denne besynderlige logik har som præmis, at folk kan

 

styres gennem skattetrykket. I virkeligheden virker det snarere som

 

en undskyldning for at give flertallet flere goder, hvilket går ud over

 

det mindrebemidlede mindretal, der virkelig har brug for støtte til

 

at klare sig selv eller lette den daglige

 

tilværelse.

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmålet om, hvordan frem-

 

tidens velfærdssamfund kommer

 

til at se ud, afhænger dels af, hvor-

 

dan samfundsøkonomien ser ud,

 

men først og fremmest af, hvilken

 

dominerende opfattelse der er af

 

ansvaret for ens medmennesker.

 

Kompensationsprincippet er en af

 

grundpillerne på det sociale område

 

og er det, der gør det muligt at have

 

en ligeværdig tilværelse. Uden den

 

grundpille vil der ikke være et fast

 

udgangspunkt for, hvor meget der skal

 

kompenseres, og så vil det være meget

 

mere tilfældigt, hvad den enkelte vil

 

blive kompenseret for.

Mikkel Bundgaard
Formand