Leder RYK! 2-2011

Værst for dem, der ikke selv kan råbe op

En god formuleringsevne, evnen til at argumentere for sin sag samt viljestyrke er afgørende elementer, når man skal lave en ansøgning i bred forstand. Det gælder naturligvis også når det drejer sig om at få bevilget de rette kompenserende foranstaltninger i forbindelse med det at have et handicap. Det kan være afgørende at udpensle dagligdagssituationer, som kan virke trivielle at forklare. Det er afgørende, at man kender sine rettigheder og ved hvor man skal opsøge informationer om disse. Det er ikke længere nok at have retten på sin side. Der kommer flere og flere grelle eksempler på, at borgernes retssikkerhed ikke blot bliver truet, men nu også overtrådt.

 Hvis man ikke har ovennævnte egenskaber, er man dårligt stillet og har en ringere chance for at få en bevilling igennem. Det er ingen hemmelighed, for sådan har det altid været. Det vigtige ved at have og ikke have disse egenskaber er i de senere år blevet mere tydelig. Det kan mærkes i frivillige foreningers medlemsrådgivning såvel som hos professionelle rådgivere, at der er sket en kraftig stigning i antallet af borgere der har behov for assistance.

Til tider kan det virke som et fuldtidsarbejde at have et handicap, når man skal igennem lange ansøgningsprocedurer og finde vej til den rette afdeling og den person, der sidder med bevillingskompetencen. Mange steder i den sociale sektor i kommunerne er der så stort et pres på de ansatte, at der er meget stor udskiftning af personale, hvilket ofte betyder en usammenhængende sagsbehandling.

 Alt dette skyldes primært kommunernes pressede økonomi og deraf følgende kreative tolkninger af sociallovgivningen. Siden påsken sidste år har retorikken blandt politikere i den offentlige debat været meget skarp, når talen er landet på de relativt store udgifter kommunerne har på socialområdet. Tilsyneladende er taktikken at få det til at se ud som om, at der er nogle mennesker med handicap der er forkælede og at det dermed kan retfærdiggøres at skære på budgetterne over en bred kam. Hvis man er unuanceret nok i en fremstilling af konkrete eksempler, er det relativt nemt at få det til at se ud som om, at der er nogen der bliver overkompenseret. For eksempel når man hører, at to samboende har hver sin dyre handicapbil. Hjælpemidler koster mange penge, men her er det vigtigt at huske hvor stor en forskel de gør. For eksempel gør en handicapbil en verden til forskel for en gangbesværet, der ikke kan bruge offentlig transport som andre på grund af ufleksible løsninger og dårlig tilgængelighed. Drømmescenariet er, at det offentlige rum, inklusive den offentlige transport ville være tilgængeligt for alle. Sådan er virkeligheden ikke, og derfor har man valgt at kompensere i stedet. Det handler om at få mulighed for at deltage i det omgivende samfund på så lige vilkår som muligt. Uden kompensation indskrænkes disse muligheder. Men nu skærer man f.eks. så meget i støtteforanstaltninger, at ægtefæller er nødsaget til at sige jobbet op for at hjælpe med det nødvendige.

 De samlede udgifter på det sociale område er steget gennem årene. Men her er det vigtigt at få tre ting med. Vi der har brug for kompensation, er blevet flere, og vi lever længere. Levestandarden i samfundet er steget generelt, og administrationsomkostningerne på området er eksploderet på grund af omstændelige sagsgange og krav til dokumentation. Så selvom budgetterne på området er blevet større, oplever den enkelte borger, at der er færre penge til basale hjælpemidler. Det kan nemt betyde forringet livskvalitet og dårligere muligheder for at engagere sig i omverdenen. Og værst er det for dem, der ikke selv kan råbe op – de der har mest brug for kompensation. Hvorfor skal mennesker med handicap ikke have mulighed for samme livskvalitet og levestandard som andre?

 Mikkel Bundgaard

Formand