Leder: Retssikkerhedens uland

Danske Handicaporganisationer (DH) lavede i april en

 

eksempelsamling på kommunale sagsbehandlinger rundt

 

omkring i landet der, set fra borgerens synsvinkel, i den

 

grad er uacceptable. Baggrunden for samlingen var, at DH havde

 

en fornemmelse af, at der i den senere tid er sket en forringelse i

 

sagsbehandlingen i de enkelte kommuner.

 

Eksempelsamlingen er sammensat af flere af DHs medlemsorgani-

 

sationer og er eksempler fra mange forskellige kommuner. Fra vore

 

egne rækker er et eksempel på en nytilskadekommen rygmarvs-

 

skadet, der ikke har fået anvist en egnet lejlighed i København,

 

men i stedet er placeret på et hospital på ubestemt tid. Der er flere

 

lignende eksempler i Københavns Kommune, hvorfor RYK har

 

skrevet til kommunens borgmestre for at få en forklaring og en

 

løsning hurtigst muligt.

 

Nogle overordnede tendenser i eksemplerne er manglende forstå-

 

else og viden om borgerens situation, men også manglende vilje til

 

at sætte sig ind i situationen. DH konkluderer, at en medvirkende

 

grund kan være mangel på kompetence og kvalifikationer hos

 

sagsbehandlerne og ikke mindst også, at økonomien efterhånden

 

har fået større vægt end borgerens rettigheder. I samlingen er der

 

flere eksempler på overskridelse af sagsbehandlingstider og forsøg

 

på at omgå kommunens forpligtelser til at give de nødvendige

 

bevillinger.

 

 

 

Der er sket en klar forråelse i de kommunale sagsbehandlinger.

 

Det giver sig til udtryk, når en sagsbehandler ringer til borgeren i

 

forbindelse med en ansøgning og spørger: ”Hvordan kan jeg vide,

 

at du taler sandt?”. Manglende koordinering mellem de forskel-

 

lige forvaltninger indenfor kommunen bevirker i flere tilfælde, at

 

borgeren bliver kastebold mellem disse. I sådanne tilfælde kræver

 

det en jernvilje at stå fast på sin ret. I Københavns Kommune har

 

ombudsmanden for femte år i træk påpeget alt for mange eksem-

 

pler på dårlig og langsommelig sagsbehandling. Utilfredsstillende

 

sagsbehandling går særligt ud over de borgere, der ikke har resurser

 

til at kæmpe for sin ret – og som typisk er dem, der har mest behov

 

for handicapkompenserende foranstaltninger.

 

 

 

I forbindelse med FNs handicapkonvention er der lavet en til-

 

lægsprotokol om et diskriminationsklageorgan, hvor borgere og

 

 

 

organisationer kan henvende sig, hvis

 

man mener man bliver diskrimineret.

 

Denne tillægsprotokol har regeringen

 

valgt ikke at ratificere, hvilket virker

 

besynderligt, når de har sagt god for at overholde selve handicap-

 

konventionen. Det er mistænkeligt, at regeringen siger ja til kon-

 

ventionen men nej til en instans, som kan overvåge, om den bliver

 

overholdt.

 

 

 

Med forråelsen i kommunernes sagsbehandling og regeringens

 

afvisning af at ratificere tillægsprotokollen tegner der sig et dystert

 

billede af fremtiden, hvor vi som frivillige handicaporganisationer

 

givetvis får en betydeligt større rolle i at assistere den enkelte borger

 

i kampen for at få de nødvendige bevillinger, som man er berettiget

 

til. For hvem skal ellers gøre det, når sagsbehandleren ikke er på

 

vores side og ser bort fra borgerens

 

lovfæstede ret? Allerede nu ser vi et

 

stigende behov for hjælp, når der skal

 

søges et hjælpemiddel eller noget

 

andet handicapkompenserende.

 

 

 

Leder

 

 

 

Lad os få den nærhed tilbage mellem

 

sagsbehandleren og borgeren, der

 

skaber forståelse og accept af bor-

 

gerens behov. Og lad os få en faglig

 

ekspertise, der kan give borgeren en

 

kvalificeret vejledning til at finde frem

 

til den bedste løsning. Lær af de gode

 

eksempler på sagsbehandlere, der

 

stadig findes rundt i landet. En god

 

tilværelse kan ikke gøres op i penge.

 

Lad os få en værdig behandling

 

tilbage.

Mikkel Bundgaard
Formand