Leder: A og B hold

Regeringen har foreslået, at flere sociale opgaver skal overtages af frivillige sociale organisationer. I år har EU udnævnt til frivilligår og i den forbindelse er der afsat 100 mio. kr. til frivilligt arbejde. En nylig undersøgelse blandt frivillige organisationer viser, at langt de fleste mener, at grænsen er nået for, hvor meget vi kan løfte af sociale opgaver.

Det er en sympatisk tanke, at vi kan hjælpe hinanden på frivillig basis. Omvendt er der en klar problematik i at overlade opgaver, der kan være livsvigtige og helt essentielle for opretholdelse af et værdigt liv, til frivillige. Ikke fordi de ikke kan klare opgaven, forudsat de har den rette uddannelse og kompetencer, men fordi det skaber et ulige forhold mellem giver og modtager. Den der får hjælp vil nemt komme til at føle sig sat i gæld til den der har hjulpet. Det er også fint i en vis målestok, men i yderste konsekvens bliver der en uheldig magtfordeling og forskellen på folks status bliver større. Og hvor længe kan modtageren forvente at få frivillig hjælp?

Flere og flere borgere betaler sig til at få hjælp af private sagsbehandlere for at få deres sag fremmet. Søgningen til vejledning fra de frivillige foreningers tilsvarende tilbud er også eksploderet og selv her kan man forvente ventetid. Det er dels fordi at lovgivningen er blevet så indviklet, at selv kommunens sagsbehandlere har svært ved at administrere og overskue dem. Men desværre også fordi der er flere eksempler på, at de kommunale administrationer fra politisk hold er blevet pålagt at tolke lovgivningen strammere og nogle gange lidt for kreativt. For en borger der ikke har indgående kendskab til lovgivning og retspraksis, er det nærmest umuligt at vide sig sikker på, at man får den hjælp man er berettiget til.

En anden grund til, at det ofte føles som at være i en labyrint for den almindelige borger er, at det er blevet mere uoverskueligt, hvilken afdeling i kommunen man skal henvende sig til. Den helhedsorienterede sagsbehandling, der var lagt op til i forbindelse med kommunalreformen, har vi måttet kaste en hvid pind efter. Derimod er kassetænkningen i de enkelte afdelinger blevet styrket i kraft af kommunernes pressede økonomi. Seneste groteske eksempel er, at betalingskommunen i visse sociale sager nu har fået handlepligten. Det betyder at der kan sidde en sagsbehandler i den kommune man oprindeligt kommer fra og være herre over hvad der bliver bevilget. Det groteske er, at det i mange tilfælde betyder et andet serviceniveau og at man bliver afhængig af en sagsbehandler i den anden ende af landet i en kommune, hvor man ikke har stemmeret. Med andre ord en umyndiggørelse af personer der ellers er mentalt normaltfungerende.

Det tyder på, at vi kan forvente en reform af førtidspensionsreglerne til efteråret. Det er blandt andet foreslået, at førtidspensionen til alle under 40 år gøres midlertidig, sådan, at den skal genvurderes hver 3. år. Tildelingen af førtidspension sker i dag kun når det er sikret, at der ikke er arbejdsevne tilbage, så denne genvurdering er en overflødig belastning at have hængende over hovedet som førtidspensionist.

Arbejdsmarkedskommissionen anbefaler, at det offentlige løntilskud til fleksjobbere og førtidspensionister i arbejde nedsættes væsentligt. Hvis det forslag gennemføres, bliver der en stor forskel i lønindkomst mellem folk ansatte på ordinære vilkår, og folk ansat i førnævnte ordninger.

Disse tre eksempler tyder på, at vi er på vej mod en opdeling mellem et A og et B hold. I disse sparetider bliver der en tydeligere forskel på dem som har råd og overskud til at opsøge den rette ekspertise og dem, der har få ressourcer, økonomisk og på et personligt plan. Det bliver en udfordring at fastholde og udvikle de rettigheder som er stadfæstet i socialloven.

Mikkel Bundgaard
Formand