Leder: Normalitetsbegreber indskrænkes

I kommunernes spareiver er de nu gået skridtet videre, og er

begyndt at tale om, at borgere med behov for dyre hjælpemidler

selv skal betale en del af udgifterne. Det var Ole Pass, formandfor de kommunalt ansatte socialchefer, der i påsken gik i mediernemed forslaget, og som ventet startede det en hed debat. Forslaget erat give køb på tre af de fire principper, der ligger til grund for dansksociallovgivning: Kompensations-, solidaritets- og ligebehandlings-princippet. Heldigvis udsendte Ole Pass en pressemeddelelse sam-men med Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer,hvor de gjorde det klart, at alle skal kunne deltage på lige vilkår isamfundslivet. De to lægger endvidere op til, at niveauet for socialeydelser skal ske i dialog med handicaporganisationerne. Man kanikke være mere enig.

Desværre var tonen lagt an i debatten, så efterfølgende kunneman se overskrifter som: ”Handicappede skyld i merudgifter” og”Handicappede voksne slår hul i kommunekassen”. Ikke nok meddet foreslog oberst Lars R . Møller, at hjemvendte, sårede soldater skalforrest i køen til behandling og sociale ydelser. Dermed siger han, atder bør ske en prioritering af folk alt efter, hvordan man er kommet tilskade eller hvilken type handicap man har, i stedet for at man bliverkompenseret efter behov. Med andre ord tillægger han en såret soldats”offer” større værdi end det, en hvilken som helst anden har mistetved at få et handicap.

Hvis man som politiker støtter forslaget, som de konservative gjorde,er det det samme som åbent at indrømme, at tilbuddet af sociale ydel-ser ikke fungerer godt nok. I stedet for at tage om roden af problemet,foreslås det i stedet at gøre forskel på folk. Faktum er, at udgifternetil det specialiserede område er steget fra 2008 til 2009. Noget tyderpå, at kommunerne har udsat nogle af merudgifterne for at undgåden økonomiske straf de ville få af staten for at overskride budget-terne i 2008. Men udgifterne er kommet for at blive, hvis man vilholde serviceniveauet. Det skyldes primært , at vi alle lever længereog særligt indenfor flere handicapgrupper er gennemsnitslevealderensteget væsentligt. Udvalget af hjælpemidler er også steget, hvilketgiver mulighed for bedre livskvalitet for de potentielle brugere. Deter bare helt urimeligt, når Ole Pass foreslår, at man selv skal betale endel for et så basalt hjælpemiddel som en kørestol.

Det er en utryg situation for de borgere,der har specielle behov, når grundlagetfor en rimelig tilværelse bliver truet.Men det er også meget ubehageligt atopleve, at der i det offentlige rum i rea-

liteten bliver sagt, at man er mindre værdig til at modtage offentligeydelser. Muligvis er det rimeligt, der skal spares – det kommer tildels an på ens politiske grundholdninger, og det er ikke det, jeg vilproblematisere her. Det er den lette løsning at gøre forskel på folk ogkøre en gruppe ud på et sidespor, men det er i den grad i modstridmed det, som har gjort dansk socialpolitik til noget unikt.

I en tid hvor resurserne er blevet knappe i kommunerne, er mantilbøjelig til at hytte sit eget skind. Når Lars R. Møller foreslår, atsårede soldater skal forrest i køen, er det fordi han har oplevet nogle

grelle eksempler på sagsbehandlingstider, mangel på handicapeg-nede boliger, og hvad der kan og ikkekan bevilges. Hvorfor laver Forsvareti stedet ikke fælles front med os –handicaporganisationerne, som harmangeårig erfaring med at kæmpe forvores rettigheder? Så ville begge parterstå stærkere, og vi kunne arbejde for enmere langtidsholdbar løsning.

Den igangværende debat er med til atopdele befolkningen mere end nød-vendigt. På den ene side dem medarbejde, karriere og aktiv deltagelse isamfundslivet og på den anden sidepassive modtagere af offentlige ydelser.Sådan behøver det ikke at være.

Mikkel Bundgaard

Formand