Leder: Et velfærdssamfund???

Bestyrelsesåret tog sin start på generalforsamlingen, hvor RYK havde indbudt en række folketingspolitikere til debat i forbindelse med den kommende antidiskriminationslov. En historisk lov, som RYK hilser velkommen, men hvor en del af den politiske verden desværre ønsker at se bort fra tilgængelighed. Det er uforståeligt, da tilgængelighed er forudsætningen for, at vi kan blive inkluderet i samfundet.
Det blev en spændende debat med meget engagerede politikere og en aktiv forsamling, der med gode input gav politikerne en indsigt i et samfund, hvor mennesker med funktionsnedsættelse må kæmpe for at opnå et ligeværdigt liv med samme muligheder som den øvrige befolkning (se også artikel på side 39).

Kampene foregår bl.a. i kommunerne, hvor det er helt urimeligt, at det er ens postnummer, der afgør, hvilken hjælp man får. Denne forskelsbehandling bliver tydelig, når man ser på alle de kommunale afgørelser på socialområdet, som bliver omstødt i Ankestyrelsen. I 2016 afgjorde Ankestyrelsen 8.140 klagesager på det sociale område, og resultatet er ganske uhyggeligt.
I gennemsnit blev 37 procent af sagerne omgjort, og hvis man dykker ned i suppedasen og dermed de enkelte kommuner, er forskellene himmelråbende. I én kommune er 90 procent af sagerne omgjort, mens tilsvarende tal er langt lavere i andre kommuner.
Dertil kommer, at det kun er de ressourcestærke, der magter kampen og klager, hvorfor det faktuelle tal for fejlagtige afgørelser formentlig er langt højere.

RYK har erfaret, at nogle af vores medlemmer bevidst flytter til en anden kommune, hvor de kan blive bevilget det, de har behov for. Det er simpelthen ikke i orden i et velfærdssamfund som Danmark, at ens bopæl nøje skal overvejes i forhold til at få den hjælp, man har krav på.
Socialminister Mai Mercado kalder det ”tørresnoren”, når hun gerne vil hænge de kommuner, der ikke er deres opgave voksen, offentligt ud. Det er en start, men der bør ruskes godt og grundigt op i kommunerne, og hvis det stod til RYK, så skulle der indføres økonomiske sanktionsmuligheder, der kunne motivere de kommuner, der ikke overholder loven, til at ændre praksis.

Man kunne fristes til at tro, at denne ulighed skyldes, at visse kommuner sætter økonomi før mennesket. Kommunerne går lige til grænsen for at spare penge. For som det er nu, når en kommunes sagsbehandling er fejlagtig, er den eneste konsekvens for kommunen, at den sparer udgiften, indtil beslutningerne eventuelt bliver omstødt i Ankestyrelsen, da en omgørelse ikke bevirker, at man får bevilget med tilbagevirkende kraft.

På hjælpemiddelområdet har bevillinger på katetre i flere kommuner været under pres. Man har lavet massekonverteringer uden at foretage en konkret og individuel vurdering, som Serviceloven påskriver. Igen er det økonomi, der spiller ind. Man får konverteret til et billigere kateter. På den korte bane måske en besparelse, men konsekvensen af et kateter, der ikke fungerer for den enkelte, kan få katastrofale følger som infektioner, indlæggelse og forringet livskvalitet og dermed også økonomiske konsekvenser.

Et andet væsentligt punkt er førtidspensions- og fleksjobreformen, hvor der er et gigantisk pres på mennesker med et indgribende handicap og meget syge mennesker. Ressourcerne fosser ud for at presse disse grupper ud i håbløse arbejdsprøvninger og ressourceforløb, hvor lægelige udtalelser, der påpeger uarbejdsdygtighed, og at arbejdsprøvning vil forværre deres sygdom, bliver tilsidesat.

Økonomi, uvidenhed og manglende forståelse for de udfordringer, hver enkelt har, er de væsentligste barrierer for at vi kan leve et liv på samme vilkår som andre.

RYK savner en større forståelse for de mennesker, der har særlige behov. Hvis behovene bliver opfyldt, kan vi i højere grad deltage i samfundet og bidrage på lige fod med andre.

Man skal behandle befolkningen forskelligt for at behandle os ens.

Helle Schmidt

Formand