Leder: En grum Aarhushistorie

Denne Aarhushistorie er desværre ikke en vittighed. Den er virkelig og handler om besparelser på kommunens BPA-ordninger.

BPA-ordningen giver ret til personlig hjælp til det, man ikke selv kan mere, når man har fået et handicap. Dermed sørger samfundet for, at en man på trods af sit handicap kan have en rimelig tilværelse og så vidt muligt de samme muligheder som andre. 

At det er en dyr ordning, siger sig selv, men i normale tider skal man ikke gøre sådan noget op i simpel mammon. Nu er det krisetid, og så bliver kommunerne kreative til at finde besparelser. Også i Aarhus.

For det første vil Aarhus Kommune se mere kritisk på, om den enkelte person er i stand til at fungere som arbejdsleder. For det andet vil Aarhus Kommune i større omfang udmåle hjælpen ”ud fra faste serviceniveauer”. Det betyder, at man vil bruge de samme principper som på hjemmehjælpsområdet, og man vil i mindre omfang ”fylde op” med timer for at gøre hjælpen sammenhængende, fx om natten. Dette er klart ulovligt, og derfor også i strid med ministerens udmelding, der siger: ”Hvis man laver om på BPA, skal det være lovligt”. For det tredje vil Aarhus Kommune skabe ”alderssvarende tilbud til de borgere, der ikke længere kan få BPA-ordningen til at hænge sammen”. Meningen er, at flere måske kan dele nogle ”ydertimer”, hvis de bor tæt på hinanden. For det fjerde vil Aarhus Kommune fjerne hjælp til madlavning og indkøb, i hvert fald hos de borgere med BPA, der ikke er afhængig af en hjælpers permanente tilstedeværelse. Dermed tilfører man borgeren en ekstra udgift, idet der skal betales 47 kr. pr. måltid, som bliver bragt ude fra. For det femte vil Aarhus Kommune beskære det årlige timetal til hjælpernes efteruddannelse, personalemøder osv. For det sjette vil Aarhus Kommune gennemføre en markant beskæring af det beløb, som den enkelte borger modtager til betaling af et firma eller en organisation for at påtage sig administration og arbejdsgiveransvar.

 

Hvem er det, der kommer i den største klemme? For det første er der nogle, som med tilstrækkelig kommunal kreativitet kan frakendes deres BPA. For det andet vil kommunen se på, om nogle med BPA godt kan være alene i nogle timer. Kommunen siger lige ud, at et af formålene med de konkrete forslag simpelt hen er at gøre ordningen med Borgerstyret Personlig Assistance så ringe for udvalgte borgere, at de selv vil fravælge den, fordi den ikke kan sikre dem et sammenhængende liv.

Da jeg i 1991 blev sendt til genoptræning i Viborg, husker jeg, da Lars Hermansen var på besøg. Lars var lam fra nakken og skulle have personlig hjælp til alt, undtagen at snakke og bevæge hovedet. På trods af dette, havde han haft et usædvanligt spændende liv i de 20 år, han på det tidspunkt havde været tetraplegiker. En af de ting, Lars havde kæmpet for, var at kunne flytte i egen bolig. Det var lykkedes for ham som den første i Aarhus Kommune, hvilket havde dannet vejen for adskillige andre. Det var også Aarhus, der var først ude med hjælpeordningen, der i mange år blev kaldt Aarhusordningen.

Men sådan er det ikke i Aarhus Kommune. Ikke mere i hvert fald. Engang var det Aarhus Kommune, der opfandt tingene og var dansk handicappolitiks stolte flagskib. Nu er der lagt op til, at Aarhus Kommune vil være handicappolitikkens synkefærdige plimsoller. Og kun ved en tilfældighed fandt kommunens Handicapråd ud af, at der var ændringer på vej på BPA-området. Det havde man ”glemt” at sætte på dagsordnen.

Desværre bliver der stadigvæk set op til Aarhus Kommune som foregangskommune. Ikke i forhold til inklusion og udvikling, men i forhold til isolation og afvikling. Allerede nu kan man konstatere, at bl.a. Horsens og Vejle Kommune følger godt efter.

Det er en Aarhushistorie, der er grum og desværre ganske sand.

Torben Bach Holm, næstformand