Leder: Duracell-kaniner er nødt til at prioritere

”I er som Duracell-kaniner”, sagde en læge forleden til mig om mennesker med rygmarvsskade. ”I mener, I kan en hel masse, hvad I måske også kan, men lige pludselig går I helt død”.

Denne sammenligning passer nok meget godt på en del af os. Det kniber dog tit med erkendelsen og respekten for det forhold, at vi kan have en masse energi og færdigheder, men gang på gang må konstatere, at vores kvote af energi ikke rækker til hele dagen og til alle de ting, vi gerne vil.

Det betyder, vi er nødt til at prioritere, hvilket imidlertid er svært. Dels fordi det forudsætter, at vi har erkendt tingenes tilstand. Dels fordi vores prioriteringer ved første øjekast kan virke egoistiske og belastende for vores omgivelser.

Disse valg kan blive lettere, hvis vi alle er bevidste om, hvad de rigtige valg betyder for os.

Hvis vi vælger at bruge vores begrænsede energi på de ting, der skaber værdi og glæde for os, lever vi op til princippet om, at det er bedre at forebygge end at behandle. Det er ikke egoistisk, men sund fornuft.

Når vi ikke kan det hele, skal vi vælge de ting, der ikke kun tærer på batteriet, men samtidig også lader det op. Det er en kendsgerning, at krop og psyke hænger sammen. Er vi fysisk udmattede, bliver vi lettere nedtrykte og funktionsniveauet ryger endnu længere ned. En ond cirkel er skabt. Men har vi det godt psykisk, kan vi også overkomme mere fysisk. Måske stadig ikke alt det, vi gerne vil, men trods alt mere, end hvis vi bruger al vores energi på opgaver, der ikke giver os ny energi.

Funktionsnedsættelse og selverkendelse følges desværre ikke altid ad. Derfor er det vigtigt og også rimeligt at forvente, at kommunerne som den professionelle part har forståelsen for, at batterierne ikke er konstant opladede, men at de aflades, og at de ikke kan skiftes ud, men skal lades op, hvilket tager tid.

Det betyder fx ved vurdering af behov for hjælpemidler og handicapkørsel, at gangdistancen ikke skal måles, når batterierne er fuldt opladede, men også, når de er flade. Vi har jo også brug for at komme ud sidst på dagen.

Desværre er der en tendens til, at kommunerne ikke foretager individuelle skøn, selvom de er lovpligtige. De ”glemmer” også, at vi er hele mennesker, der skal have et helt liv til at hænge sammen, og at det derfor ikke dur, at al vores energi bruges på en enkelt af de mange udfordringer, et liv med rygmarvsskade medfører. Når kommunen fx i deres spareiver bevilger katetre, der giver gener i form af infektioner og/eller mere besværlige og tidskrævende toiletbesøg, belastes batteriet unødigt meget, og hvad så med arbejdet, børnene og alle de andre ting, man skal tage sig af?

Det burde være indlysende, at det ikke kun er det mest menneskelige, men også det mest økonomiske at tænke på det hele menneske, når der skal bevilges hjælpemidler, forsørgelse m.m. Det bedste resultat opnås, hvis batterierne aldrig bliver helt flade, men rækker til et vist aktivitetsniveau hele dagen og hele livet. Alt andet er både dyrere, mere besværligt og mindre værdigt for alle parter.

Lotte Tobiasen
Formand