Leder: Det lukkede arbejdsmarked

Regeringen har taget nogle initiativer til at gøre det mere

attraktivt for førtidspensionister at tage et job. Initiativerne

er taget som følge af den lave arbejdsløshed og deraf følgende debat om mangel på arbejdskraft.

Der er flere fordele i at få personer med en resterhvervsevne

ud på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk kan det betale sig,

at så mange som muligt bliver delvist eller helt selvforsørgende. Og de menneskelige gevinster kan være, at man får noget

konkret at stå op til og føler sig mere værdsat, idet man gør

en forskel. I et større perspektiv kan det forhåbentlig rykke ved

den fordom, at førtidspensionister pr. definition ikke kan arbejde.

Det beløb man må tjene, før der bliver trukket i pensionen, er

hævet. Med andre ord får man nu, rent økonomisk, mere ud

af at arbejde.

I forbindelse med et fleksjob kan pensionen nu sættes i bero,

så man ikke risikerer en genvurdering af behov for pension i

tilfælde af, at man ikke kan beholde jobbet (vel at mærke hvis

man får førtidspension efter reglerne fra før 2003).

Endvidere er det foreslået, at man i fremtiden bevilger tidsbegrænset førtidspension. Det kan være relevant for dem, der har

udsigt til at få mere af arbejdsevnen tilbage, men helt unødvendigt for dem, hvis arbejdsevne aldrig bliver bedre. Så hvis

forslaget realiseres, bør der være differentieret sagsbehandling, så dem, der ikke kan arbejde, ikke jævnligt bliver prikket

på skulderen af sin sagsbehandler. Det er i øvrigt værd at bemærke, at arbejdsevnen ikke kun afhænger af den fysiske formåen, men også hvilken støtte og hjælpemidler, der stilles til

rådighed.

Intentionerne er fine, men der er skudt ved siden af målet. Det

er stadig svært for førtidspensionister at finde job. Vi har som

regel ikke samme netværk og kontakter til arbejdsmarkedet,

som andre har. Alene det er en væsentlig hindring. Jobsøgende

kan normalt hente hjælp hos jobcentrene, men centrene har

ikke noget økonomisk incitament til at formidle jobs med løntilskud til førtidspensionister. Det betyder, at det praktisk talt ikke

sker.

Mht. fleksjob er hver fjerde, der er visiteret til det, arbejdsløs.

Hvis de ikke kan finde arbejde, hvordan kan førtidspensionister så? Noget tyder på, at det rummelige arbejdsmarked ikke er så

rummeligt endda.

Som førtidspensionist bliver man

nemt sat i bås som dem, der ikke

kan arbejde, underforstået at vi er andenrangs borgere. En

væsentlig del af en persons identitet er traditionelt bundet op

på, hvilket arbejde man har. ”Hvad laver du så?” er en typisk

indgangsreplik til en samtale med en fremmed, og det gør en

forskel, om man er fåreavler eller direktør i et privat firma. Som

Alice Brun, centerleder for Den Uvildige Konsulentordning på

Handicapområdet udtrykker det: ”Det er fedt at møde anerkendelse og respekt - hvad enten man kan arbejde eller ej”.

Sådan ser virkeligheden bare ikke ud.

Der gøres ganske enkelt ikke nok for at få førtidspensionister

i beskæftigelse. Som ledig førtidspensionist, der ønsker et arbejde, skal man igennem en dobbelt

ansøgning. Ud over den ordinære

jobansøgning skal man visiteres af

kommunen til at få løntilskud eller

fleksjob. Og det tager i mange

tilfælde flere måneder pga. de overbebyrdede sagsbehandlere.

Konklusionen er, at hvis man som

førtidspensionist vil i arbejde, skal

man selv gøre noget ved det. Det er

rimeligt nok, men man skal også

være forberedt på, at man risikerer

at møde en dræbende tung og ufleksibel kommunal sagsbehandling.

Og derudover være parat til at

møde barrierer hos arbejdsgiverne, der tilsyneladende foretrækker

arbejdstagere, der kan levere arbejdskraft 110%.

Mikkel Bundgaard
Formand