Leder: Bilreform - nu!

Efter mere end et kvart århundrede med lappeløsninger, er der nu håb om, at Karen Jespersen og hendes embeds mænd vil reformere bilreglerne.
Behovet for et helt nyt re
gelsæt er presserende. Et regelsæt, der sikrer fuldstændig afbureaukratisering og større valgmuligheder.
Da jeg skulle søge om min anden bil, søgte jeg et år inden jeg
regnede med, at den skulle udskiftes. Jeg vidste fra den første
gang, jeg fik bevilget bil, at det ville tage lang tid. Det endte med
at tage næsten to år fra jeg søgte til jeg havde bilen!

Kommunen krævede blandt meget andet en detaljeret beskri-
velse af mit kørselsbehov og mit handicap
- som om de for
ventede, at jeg var begyndt at gå!
Efter kommunalreformen trådte i kraft er der kun en instans,
nemlig kommunen, der skal behandle ansøgningen. På trods af
det, er sagsbehandlingstiden ikke som forventeligt blevet kor-
tere men væsentligt længere. Om det er på grund af for få sags-
behandlere eller at kommunen bevidst trækker det i langdrag,
ved jeg ikke. Jeg har op til flere steder hørt historier om, at en
a
nsøger har fået at vide, at han kan forvente, at behandlingen
af ansøgningen først kan gå i gang efter ca. ni måneder.

Vi, der er fysisk udfordrede, er stærkt afhængige af vores bil
for at komme rundt. Hvis man kigger på RYKs debatside, får
man indtryk af, hvor stor betydning bilen har. Folk søger jævn-
ligt råd om, hvordan man bedst griber en ansøgning an, hvad
man gør, hvis sagsbehandleren ikke forstår ens behov, etc. Der
er hos mange en frygt for at få afslag på støtte til bil. Uden bil
er vi bogstaveligt stavnsbundne.

 Som nytilskadekommen er det afgørende at få en bil hurtigst
muligt for at få en god start på en ny tilværelse med et handi-
cap. Og det er grotesk, at os der har siddet i mange år ved hver
ny bilansøgning skal hele møllen igennem igen med detaljere-
de beskrivelser og lægeerklæringer.

 

 Hvis uheldet er ude og noget af specialindretningen går i styk-
ker, har man mulighed for at få udgiften dækket af det offent-
lige. Men kun hvis man husker at søge og får det bevilget, in-
den man får det repareret. Og da det kan tage mange uger at
få en bevilling, risikerer man at stå uden en brugbar bil i al den tid.
Der er sager, hvor kommunen
har bevilget taxi i ventetiden, men
det er både utilfredsstillende for
ejeren af bilen og samfundsøko-
nomisk hul i hovedet.
En af mine bekendte har kørt i taxi i 10 måne-
der på kommunens regning, mens han ventede på en ny bil.

 

 Som udgangspunkt bevilges kassebiler, fordi de er billigst eg-
nede. Men de er dyre i drift, uforholdsmæssigt meget for-
urenende og har en størrelse, som mange slet ikke har brug
f
or. En kassebil er måske det billigste på kort sigt for kommu-
nen, men på lang sigt den dyreste løsning både for kommunen
og i hvert fald for ejeren af bilen.

 

Det er et klasseeksempel på
kortsigtet kassetænkning. Der burde være mulighed for større
frihed til at kunne vælge den bil, man har behov for.

 
Reglerne er uklare omkring hvem der kan få støtte til bil. Det
betyder, at kommunen ofte vælger
at give afslag for ikke at risikere, at
de bevilger noget, de ikke behøver.
Reglerne må præciseres og gøres
klarere, men ikke på en måde, så
målgruppen reduceres.

 

 Heldigvis er der folketingspolitike-

 

noget. Læs mere om det inde i bla-

 

det. Opmærksomheden på proble-

 

met har medført, at der er dannet

 

en arbejdsgruppe i Velfærdsmini-

 

steriet, der er i gang med at un-

 

dersøge, hvad der kan gøres for at

 

reglerne bliver mere brugbare. Det

 

bliver interessant at se, hvad de

 

når frem til. RYK ser frem til en

 

gennemgribende reform af de håb-

 

løse regler og en grundig sanering

 

i administrations helvedet.

Mikkel Bundgaard
Formand