Leder: Besparelser kan koste dyrt

Udgifterne til det specialiserede socialområde har igennem flere år været stigende. Området dækker blandt andet kommunernes udgifter til mennesker med handicap og en del af forklaringen på stigningen, er den konstante nyudvikling af mere raffinerede hjælpemidler. Det har skabt et større udvalg og bedre muligheder for at dække individuelle behov.

Nu har finansminister Claus Hjort Frederiksen sagt stop. Kommunernes budgetter for 2010 er fastlagt med den målsætning, at udgifterne til handicapområdet ikke må stige. Heldigvis er der også en hensigtserklæring om, at beløbet heller ikke må skæres i. Spørgsmålet er, hvordan vi borgere med særlige behov får dette at føle?

Det ligger fast at lov ligger over budget i retslig status. Det kan blive et dilemma for kommunerne hvis – eller når – der ikke bliver råd til det vi som borgere har ret til.

Tendensen, til at det er blevet svære at få bevilget det man har ret til, er ikke ny. Det er rimeligt nok, at man skal argumentere og begrunde for sine behov. Men desværre er der efterhånden flere kraftige indicier på at sagsbehandlere og visitatorer pålægges at give afslag pr. automatik i håb om, at borgeren accepterer dette. Hermed er retssikkerheden for alvor truet, specielt for dem der ikke har indgående indsigt i deres egne rettigheder. Det er kommet dertil, at man ikke nødvendigvis skal tage et  afslag for et svar. Under alle omstændigheder skal man altid bede om en skriftlig begrundelse og ud fra den vurdere, om man bør anke afgørelsen.

Som nævnt i en tidligere leder er de gennemsnitlige sagsbehandlingstider blevet længere. Så længe ansøgningen ikke er færdigbehandlet har kommunen ikke udgifter, så man kan desværre foranlediges til at tro, at kommunerne bevidst spekulerer i dette. Retningslinierne for sagsbehandlingstiderne er så diffuse, at der reelt set ikke er nogen sanktionsmuligheder overfor kommuner der trækker tiden ud.

Tendensen er klar: Det er i stigende grad blevet interesseforeningernes rolle at være det enkelte medlems sagfører i sager omkring bevillinger af handicaprelaterede foranstaltninger. Det bliver vi som foreninger og borgere nødt til at indstille og forberede os på.

En umiddelbar besparelse ved at bevillige et billigere hjælpemiddel kan på længere sigt blive en bekostelig affære. Ikke bare for kommunens økonomi men også på livskvalitetskontoen for borgeren. Et eksempel fra den virkelige verden er en bekendt der i løbet af kort tid har fået sin tredje kørestol fra samme firma, da de to foregående ikke har passet ordentligt – hvilket den tredje i øvrigt heller ikke gør. Det er en billigere stol end et andet bedre mærke, men i sidste ende har kommunen måtte betale for tre kørestole. Ved valget af det rette hjælpemiddel er samarbejdet med borgeren der skal bruge det altafgørende. Men det kræver også professionel rådgivning i hvilke muligheder der er tilstede.

Ane Esbensen, leder af Center for Ligebehandling af Handicappede, foreslår en radikal forsøgsordning. Det går på at forenkle proceduren ved behandling af ansøgninger om hjælpemidler: Så snart der er konstateret et behov kan hjælpemidlet bevilges. Det vil spare kommunen for en masse administration og dokumentation og den besparelse vil så kunne bruges til dækning af flere hjælpemidler. Udgifterne til hjælpemidler vil muligvis stige en overgang, men den øgede livskvalitet det vil give, kan ikke gøres op i penge. Desuden er der næppe nogen der søger om et hjælpemiddel de ikke har brug for. Jeg er tilbøjelig til at sige tværtimod.

Finansministeren foreslår også kommunerne at afbureaukratisere og dermed spare penge. Hvis det sker kan vi håbe på kortere sagsbehandlingstider – men jeg vil se det før jeg tror på det. Det er et spørgsmål om politikernes tillid til de kommunale ansatte og de kommunalt ansattes tillid til borgeren.

Mikkel Bundgaard
Formand