Leder: Kompensation

I går, da jeg var på restaurant, kommer en dame ind ad dørenog siger til mig: ”Nej hvor er det synd for dig, du sidder ikørestol – hvad er der dog sket?” Lidt kort for hovedet svarerjeg, at jeg har siddet i kørestol mange år og har det fint. ”Nå,det var godt.”Når jeg får sådan en kommentar, får jeg en fornemmelse af, atdamen ser mig som en stakkels krøbling, der sandsynligvis haret elendigt liv. På den ene side ønsker jeg at overbevise hendeom, at jeg har en god, velfungerende tilværelse (hvis ellers hunikke kom med den attitude!). På den anden side har jeg lyst tilat få hende væk hurtigst muligt og glemme hende, så jeg kankoncentrere mig om maden og mit selskab.Kompensation handler om foranstaltninger til at give personermed funktionsnedsættelse mulighed for at fungere i en daglig-dag på lige vilkår med alle andre. En væsentlig konsekvens af denne definition er, at man ser den enkelte som en person meden funktionsnedsættelse og ikke som en patient med en syg-dom. Kompensationsbegrebet er et opgør med særforsorgensopfattelse af et handicap som en sygdom og erstatter det med,at et handicap er en livsbetingelse, der består af en funktions-nedsættelse og barrierer i det omgivende samfund.Dette opgør er nået et godt stykke vej, men der er stadig godplads til forbedringer. Den spontane kommentar fra damenpå restauranten vidner om, at nogle folks forståelse af at haveet handicap er noget stationært, der ikke står til at ændre.Tværtimod er det paradoksalt bl.a. hendes indstilling, der ermed til at skabe det handicap, jeg har. Og den indstilling kanændres og dermed mindske mit handicap.Før i tiden stod ”De Vanføre” i taknemmelighedsgæld til debedrestillede borgere, som gav dem almisser. Sådan er det hel-digvis ikke mere, men man kan nemt få associationer til dentankegang med den retorik, der er kommet for dagen i nutidensdebat om velfærdssystemet. Som for eksempel når man ind-skrænker mulighederne for at kompensere for et handicap medhjælpemidler. Borgmester Carsten Kissmeyer (V), Ikast-BrandeKommune, har foreslået at begrænse borgernes adgang til atklage, idet hans påstand er: ”man klager, hvis man ikke får sinvilje”. Fordelen ved forslaget er rigtigt nok som han pointerer, atde klagesager, der kommer ind, kan blive behandlet langt hurti-gere. Det er et faktum, at antallet af klagesager er steget eksplosivt gen-nem de senere år. Men Kissmeyersforklaring på det er skudt ved sidenaf. Kommunerne er i den sammeperiode blevet langt mere tilbage-holdende med at bevillige de hjæl-peforanstaltninger, der er nødvendige for at kompensere. Manklager, fordi man ikke får bevilget det man har brug for og rettil. Det er primært grunden til at stakken af klagesager er blevetstørre. En anden årsag er, at kommunerne selv er begyndt atbruge ankesystemet i langt højere grad end tidligere. Det varikke det, der var hensigten med ankesystemet, men derimodat sikre borgerens ret.Kissmeyers retorik afspejler den holdning, at borgere, der harbrug for særlige foranstaltninger for at kunne leve en tilværelsepå lige vilkår skal være taknemmelige for den hjælp de får, uan-set hvor stor eller lille den er. Den indstilling er et voldsomt til-bageskridt i udviklingen hen imod atgive alle lige muligheder og se allesom ligeværdige borgere.I debatten om den veteranpolitik,som blev vedtaget i efteråret, erdet blevet legalt at sige, at det eri orden at gøre forskel på folk altefter hvordan man har erhvervetsin funktionsnedsættelse. Det er idirekte strid med hensigten i lov omsocial service og endnu et tilbage-skridt fra at give alle lige mulighederog rettigheder.Jeg burde have brugt lidt tid på atforklare den velmenende dame irestauranten, at i og med at jeg erkompenseret for min funktionsned-sættelse, er mit handicap mindreend ellers.

Mikkel  Bundgaard
Formand