Leder: Anerkendelse

Anerkendelse

Når jeg tager en tur ned ad gågaden og møder dem, der hverver

nye medlemmer til Amnesty International, UNICEF, Danmarks

Naturfredningsforening etc., henvender de sig aldrig til mig. Det

er egentlig rart, at de ikke forsøger at appellere til min dårlige

samvittighed i håb om, at jeg vil købe aflad hos dem. Jeg har

som regel et andet ærinde, når jeg går på gågaden. Men jeg

kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvorfor det lige

netop er mig, der går fri hver eneste gang, uden at jeg på nogen

måde virker afvisende.

Jeg tror, det handler om min kørestol. Bevidst eller ubevidst

bliver jeg valgt fra, fordi de føler det er nemmere at henvende

sig til den, der kommer gående lige efter. Der er jo nok at vælge

mellem.

Nu støtter jeg flere af foreningerne med et fast bidrag – det er

ikke det. Jeg ser det blot som positiv forskelsbehandling, at de

ikke henvender sig til mig, fordi det fra mit synspunkt er til min

fordel. Ligesom når jeg i andre sammenhænge får mulighed for

at springe køen over, fordi jeg sidder i kørestol. Eller når jeg ikke

skal betale for min hjælpers billet til en koncert.

Men desværre sker der også en del negativ forskelsbehandling

i mange situationer. Ofte pga. ubetænksomhed. Det er

heldigvis sjældent af ond vilje, det sker. Uanset årsagen, er

det et problem at der ikke tages hensyn. Dagligt bliver vi, der

har en funktionsnedsættelse, mødt med fysiske eller mentale

barrierer. I nogle tilfælde sker det i en grad, så vi end ikke selv

tænker på at stille spørgsmålstegn ved det. Selvfølgelig er der

en grænse for, hvor meget man kan tage særlige hensyn, og

man skal vælge sine kampe med omhu. Men hvis ikke man

nogensinde gør opmærksom på, at det burde være anderledes,

så sker der ikke noget. Her skal vi også huske på, at vi er

ambassadører for en større gruppe mennesker, idet omverdenen

automatisk kategoriserer fx kørestolsbrugere som havende

samme behov og muligheder, når det gælder tilgængelighed.

Man skal selvfølgelig ikke udelukke sig selv fra at deltage, fordi

tilgængeligheden ikke er perfekt. Så er det bedre at gøre den

ansvarlige opmærksom på, at det kan gøres bedre.

Der er behov for, at vi konstant gør opmærksom på det, når

noget er uhensigtsmæssigt indrettet. For med den rette

omtanke, kan man for det meste indrette en ny café eller indgangen

til et nyt hus, så alle kan komme ind. Også på en æstetisk

måde og uden at det bliver dyrere. Nogle gange kan det

virke nyttesløst at gøre opmærksom

på det, når det allerede er etableret,

men hvis ingen gør opmærksom

på det, sker der ikke noget. Vi bliver

nødt til at reagere på det, for at få

det ændret. Få folk til at reflektere

over, hvorfor det er indrettet sådan.

I et perfekt indrettet samfund ville

der ikke være behov for nær så mange kompenserende foranstaltninger

som i dag. Hvis det var tilfældet, ville det ikke

være relevant at tale om stigende udgifter til hjælpemidler,

som tilfældet har været de seneste par år. Plus at den enkelte

person får mulighed for at leve en mere selvstændig tilværelse.

Argumentet med ”de dyre, forkælede handicappede” er skudt

helt ved siden af. Det handler om et samfund, der skal indrettes

på en måde, så alle kan deltage på lige vilkår. Det vil i sidste ende

nedsætte udgifterne til specialområdet og give flere en større

selvstændighed og langt bedre mulighed for alles deltagelse. Et

mere rummeligt Danmark til glæde

for alle.

De gode viljer har vist sig ikke at

være nok. Lad os få handicapkonventionens

tillægsprotokol ratificeret,

så det bliver ulovligt at

diskriminere os, med mulighed for

at prøve sagerne ved en domstol.

Men der kan ikke lovgives mod alle

typer af diskrimination. Ofte finder

diskriminationen sted pga. uvidenhed

eller mangel på omtanke.

Men ved at lovgive mod det, sender

det samtidig et vigtigt signal,

der på længere sigt gør omverdenen

opmærksom på, at her er en

gruppe, der har ret til at deltage på

lige vilkår med andre. Vi vil anerkendes

og ses på som ligeværdige

borgere.

Mikkel Bundgaard

formand