Leder

Dokumentation

Det er måske tidligt nok at gøre status over kommunalreformens
konsekvenser, men man kan dog ane nogle tendenser
til i hvilken retning det går.

Det er forventeligt, at en så grundlæggende strukturændring
kræver en omstillingstid. Allerede i løbet af 2006 forberedte
mange offentlige instanser sig på omstillingen. Den 1. januar
2007 skulle forberedelserne stå sin prøve. Mange borgere, der
henvendte sig til de offentlige instanser i starten af året, oplevede,
at det nærmest var umuligt at komme igennem til den
rette person. Hvad var slået fejl i forberedelserne?

Sagen var, at de offentlige ansatte skulle klare forberedelserne
sideløbende med de arbejdsopgaver, som de i forvejen havde.
Med andre ord skulle de arbejde meget mere på den samme
tid. Det har medført, at bunkerne med ansøgninger er blevet
større, hvilket vi den dag i dag stadig kan mærke konsekvenserne
af: sagsbehandlingstiden er blevet længere. Det er overflødigt
at nævne, hvem det går ud over. Det bliver spændende
at se, hvor længe der går, før bunkerne er væk.

En væsentlig ændring med den nye kommunalreform er, at sagsbehandlerne
er blevet pålagt at dokumentere deres afgørelser
endnu mere end før. Nye begreber som arbejdsevnemetoden,
funktionsevnemetoden, jobplaner mv. er blevet indført for at kategorisere
borgerne og for at synliggøre og ensarte sagsbehandlernes
arbejde. For et par måneder siden blev der råbt vagt
i gevær fra de ansattes side, fordi de mente at nu var grænsen
nået. Efterhånden bliver der brugt så meget tid på dokumentering,
at det i væsentlig grad reducerer tiden til selve sagsbehandlingen.
Argumentet for dokumentationen har været, at
det i det lange løb vil lette de ansattes arbejde og gøre det let
at overdrage en sag til en anden medarbejder.

Der er bare en overhængende risiko for, at der bliver så meget
dokumentation, at de ender med ikke at kunne se skoven
for bare træer. Dokumentationen bliver et mål i sig selv i stedet
for et middel. Man kunne i øvrigt komme på den tanke, at
baggrunden for dokumentationen i virkeligheden er mistillid til
borgeren og mistillid til sagsbehandleren fra politikernes side.
Politikerne ønsker kontrol ned til mindste detalje, bl.a. for at dække sig selv ind overfor pressen,
politiske modstandere mv. Det er
en meget uheldig drejning, uanset
hvad baggrunden for den øgede
dokumentation er. Og det fordi
uanset hvad, så kan det virke som
om at man ikke længere stoler på at borgerne har brug for det,
vi søger om.

Sagsbehandlerne er blevet tvunget til at fokusere på lovgivningens
krav om dokumentation i stedet for borgernes behov.
Manglende dokumentation kan betyde manglende refusion fra
staten til kommunerne - og det er hverken kommune eller sagsbehandler
interesseret i. Endvidere er deres arbejde blevet mere
specialiseret, så de sidder med hvert sit smalle arbejdsområde.
Det giver en stor risiko for, at folk ikke får en helhedsorienteret
behandling - fx får de ikke at vide, hvad de kan søge,
hvor de skal søge, hvem de skal søge. Er du nyskadet fx, så
får du mange sagsbehandlere - en
i dagpengeafdelingen, en i handicapafdelingen,
en på hjælpemiddelområdet,
en i hjemmeplejen - og sagsbehandlerne
taler ikke sammen.

Politikerne er glade, så længe budgettet
bliver holdt og de får deres
dokumentation - så kan de holde deres
ryg fri. Der burde laves en afvejning
af, hvor meget og hvilken dokumentation
der er brug for i forhold
til den tid, det tager. Drop dokumentation
bortset fra det der kan
bruges konstruktivt og lad sagsbehandlerne
gøre det de er ansat til.

Kommunalreformen blev sat i værk
for at effektivisere og give borgerne
en bedre service. Indtil videre
har vi set det modsatte.
Mikkel Bundgaard, formand