Kunst i Hornbæk

Fernisering:

Spor i kunsten

I juni inviterede Afdeling for Rygmarvsskader i Hornbæk indbudte til fernisering i anledning af ophængning af Alfred Holters malerier, som han med hjælp fra fonde skænkede afdelingen.
Malerierne er helt unikke. Malet med Alfred Holters helt egen teknik, som han kaldte Spor.

Tekst: Birgitte Bjørkman

- Vi har glædet os til denne dag, hvor vi vil vise jer de malerier, som Alfred Holter har skænket os, og som i fremtiden vil pryde vores omgivelser, fortalte funktionschef Hanne Gregersen, da hun bød velkommen til de mange fremmødte, der også talte Alfreds familie og venner.

Ide til udsmykningsprojekt

Alfred Holter, der sov stille ind sommeren 2012, nåede ikke af færdiggøre sit projekt, der var planlagt til at være det dobbelte af de malerier, som i dag hænger på Afdeling for Rygmarvsskader.
I januar 2011 henvendte Alfred Holter sig til Hornbæk med sine ideer til et kunstnerisk udsmykningsprojekt til afdelingen. Og derfra tog projektet sin begyndelse.
- Alfred havde en overordnet idé med udsmykningen og en klar holdning til, at stimulerende omgivelser i form af kunst er medvirkende til heling på legeme og sjæl. Det ville han gerne berige vores afdeling med.
Eller som Alfred selv beskrev i projektets formål: ”Udsmykningsprojektet skal understøtte patienternes oplevelse af at leve, så de træder i fornyet forbindelse med en livslyst, som måske er blevet anfægtet”.

Frihed og livskraft

Alfreds egen livslyst bestod frem til hans død. Gennem sin store virkelyst udfordrede han eget og andres syn på, hvad der er muligt. Og det var den inspiration, han ønskede at videregive til de nye patienter.
I sin tale mindedes Hanne Gregersen Alfred Holter med følgende ord:
- Alfred fortalte mig, mens vi arbejdede med ansøgningerne, at det at male gjorde, at han for første gang i sit liv følte sig helt fri. Det overraskede mig, da Alfred har været utrolig kreativ og nyskabende gennem hele sit liv. For mig var han en person, der hele tiden sprængte de gængse rammer … bl.a. med hans socialpædagogiske skibsprojekt Fudark og indføring af Mini-tolv meter bådene i Danmark.
Jens Bo Sørensen var med ved ferniseringen:
- Der er ingen tristesse i billederne. Selvom han var udfordret gennem det meste af sit liv, så finder man en stor livskraft i Alfreds billeder … jeg ser styrke frem for mismod. Det må være et godt budskab til nuværende og kommende patienter.

Spor i naturen

Malerierne er malet med Alfreds egen teknik, som han kaldte Spor. Teknikken er helt unik. Selv så han det som en symbiose af hjælpemiddel og handicap i en skabende proces.
Og uden kørestolen var det ikke blevet til de billeder, vi nu kan se på Hornbæk. Alfred dirigerede sin hjælper til at kaste spande med maling i præcise mål, præcise blandinger og præcise vinkler for derefter at køre ind over de flere meter store lærreder i sin el-stol. På malerierne ser man spor af både for- og baghjul, der enten farvemættede eller transparente sætter deres spor gennem malerierne. For at undgå utilsigtede spor afdækkede Alfred undervejs partier af lærredet. Tilsat farvestænk og penslede strøg giver sporene form til maleriernes motiv og helt egne sindsstemninger. De penslede strøg er påsat med en pensel med et forlænget skaft, så Alfred kunne nå lærredet. Han lod sig ikke begrænse, men fandt altid muligheder for at udtrykke sig.

Flot samling

I alt 11 malerier nåede Alfred Holter at male, få af dem kort før sin død, og de udgør tilsammen en fantastisk flot samling fordelt på afdelingens tre etager.
Malerierne er meget smukke og skaber plads til både refleksion og fordybelse. Naturen var Alfreds holdepunkt og gennemgående motiv for malerierne. Naturen med alle dens stemninger, lys og farver. Naturen, der på én gang er drømmende, sjælelig og healende - og stimulerende, inspirerende og kraftfuld.
Selv opfattede Alfred Holter sig som kolorist; optaget af naturen og de to store spørgsmål – skabelse og destruktion, som et grundvilkår i menneskelivet.

 

Alfred Robbin Holter. Født 1948 i Brevik, Norge. Malerierne er fordelt på stueetagen, 2. sal og 3. sal. Det er Tryg Fonden og Frimodt-Heinicke fonden, der har givet donationer til udsmykningsprojektet.