Kronik: Den perfekte verden

Tekst: Gunnar Evers

Det enkelte individ, interesseorganisationerne, medierne og politikerne kan alle gøre det bedre, men ideologier, skjulte dagsordener, egoisme, alibier, personridt og offerroller fastholder os i en verden, hvor vi i stedet for at tageansvar over- eller underspiller vores rolle for at få størst mulig bid af kagen. Men hvem skal tage det første skridttil en lidt mere perfekt verden?

I den perfekte verden ville der være rum og råd til os alle.Mennesker med en funktionsnedsættelse ville blive kom-penseret så godt, som det var muligt. Arbejdsmarkedet ogde fysiske omgivelser ville tilgodese alle behov, og velfærds-samfundet ville sørge for optimal behandling og have etanstændighedsniveau, der gjorde, at alle ville få et rimeligtudgangspunkt for det gode liv, den enkelte ville vælge.Der er mange – både gode og mindre gode grunde til, atverden ikke ser sådan ud: Riget fattes penge og alle slås om atfå deres store bid af kagen. Ideologier og faste meninger harogså deres skyld i, at ”de andre”- hvem det så måtte være,ikke skal have en bid af kagen, eller i hvert fald højest noglekrummer. Rendyrket egoisme, misundelse og tankeløshed erogså grunde til, at det hele bliver lidt mindre perfekt.

Vi er alle en del af det

Det enkelte individ, interesseorganisationerne, medierne ogpolitikerne kan alle gøre det bedre. Over- eller underdrivelserer daglig kost. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der kangennemskue det, men flertallet har ingen eller kun megetlidt viden om emnet og tager udsagnene for pålydende. Oftehører man fra mennesker, der for første gang skal i forbin-delse med ”systemerne”, at det har været en chokerendeoplevelse – de troede, at alt fungerede så godt.

Ideologier og skjulte dagsordner

Hvis dagsordnerne ikke var så skjulte, ville det være meregennemskueligt for alle, og enhver kunne danne sig en kvalifi-ceret mening om et givet emne.Politikerne er ofte – eller som regel – styret af deres ideologi,og hvis de input, de får fra andre, ikke passer ind i ideologien,er lydhørheden til at overse.Senest har vi set, hvordan det kan gå, når ideologien tilsigerat støtte det private erhvervsliv på bekostning af sundheds-systemet. Så skal vi alle sammen have høreapparater – ikkefordi vi trænger, men fordi det giver erhvervslivet en salt-vandsindsprøjtning. Det efterfølgende salg af batterier stårslet ikke mål med de udleverede apparater, så de ligger altsåbare ubrugte i en glemt skuffe hos den enkelte, men det erblot en detalje.Når formanden for Kommunernes Landsforening går ud ipressen med historien om en rig enke, hvis villa er så stor,at hun er berettiget til to hjemmehjælpere om ugen for atgøre rent, så ved en hel del mennesker godt, at det ikkepasser. Men de, der ikke har kontakt til eller viden om syste-merne, sluger det råt, og man kan ikke fortænke dem i atmene, at det er da et område, der må kunne spares på. Hervar Jan Trøjborgs dagsorden at få indført brugerbetaling påhjemmehjælp.Rigide systemer, der skal modvirke misbrug, har for en stordels vedkommende den konsekvens, at omverdenen påforhånd opgiver at yde den indsats, de måske gerne ville.Erhvervslivet ville måske gerne gøre deres, men vanskelig-heder med det administrative og problemer med at opfyldemyndighedernes firkantede regler, får mange til at opgive påforhånd.

Det er de andres skyld

Selvstyre i kommuner og regioner er rigtig godt, for så kantiden bruges på at anklage hinanden og sige, det er andresskyld: Staten sender for lidt penge, kommuner og regioner erfor dårlige til at bruge ressourcerne rigtigt, og på den måde erder ikke rigtig nogen, der har ansvaret, så kommuner, regio-ner og stat er glade.Kommunerne ser det som et alibi for at indføre generelleservicestandarder, på den måde mener de ikke, de behøveroverholde servicelovens ord om at tage udgangspunkt i denenkelte borger. Antallet af klagesager overstiger givetvis ikkeden økonomiske gevinst, kommunerne har. Det ser ud til atfunktionsevnemetoden, der blev indført for nogle år siden, erafgået ved en stille og ubemærket død.

Kioskbaskere og det der ligner

Medierne er altid glad for spektakulære historier, og det giverda også ofte resultat for den enkelte. Derimod er medierneikke specielt interesserede i opfølgning på et givet emne. Detskal helst være noget, der kan brages ud i primetime ellerskabe store overskrifter. Det lange seje træk, hvor fokus pået emne måske kunne ændre forholdene for mange, er manmere tilbageholdende med.Der er naturligvis læsere/seere til at interessere sig forveteranpolitikken og bakke op om, at veteranerne får enoptimal genoptræning, så her kommer medierne på banen,men at grave dybere og undre sig over, at det ikke er alle, somrammes af en ulykke, der skal genoptrænes optimalt – Detgør man ikke.

Patientforeninger og interessegrupper

De fleste af de foreninger,som er dannetfor at varetagemedlemmernesinteresser, erofte kun kendtaf medlem-merne selv,og mange af aktiviteterneer lidt hyggeklubagtige. Hvis en interesseorganisation endeligkommer ud til en bredere offentlighed med synspunkter, erdet ofte enkeltsager, der interesserer medierne, men hvorargumentationen ikke helt holder, og hvor medlemmerneudstilles som stakler, der har behov for hjælp og omsorg.Aktioner og protestdemonstrationer kan være meget godt,men det lange seje træk, hvor man går i clinch med beslut-ningstagerne og bruger saglige argumenter, ville sandsynlig-vis på sigt give bedre resultater og skabe større respekt fororganisationerne.Det er klart, at det er en meget større, ressourcekrævendeøvelse, og vores interesseforeninger er slet ikke dygtige noktil at finde de personer, der har evne og vedholdenhed til atløfte opgaven.Når man læner sig tilbage og lader nogle få trække læsset,slider man de kapaciteter, man har, op. Flere kræfter skullesættes ind på at rekruttere vidende og energiske medlemmer,og så måske bede nogle af de passive, der sidder rundt om ibestyrelser og arbejdsgrupper – bare for at sidde der – om attrække sig.

Dig og mig

Vi har som enkeltpersoner også et kæmpe ansvar. Vi stillerselv med skjulte dagsordener og er mestre i at beskrive egensituation lidt sortere end den er, når vi forhandler med kom-munen om kompensation og hjælp.Nogle gange skulle man måske nøjes med at kræve det, manhar brug for – og ikke det, man har ret til.De fleste mennesker har en hverdag, hvor de må økonomi-sere med penge, kræfter og tid, og hvis vi kræver ligestillingpå andre områder, må vi vel også på disse områder haveligestilling.Måske kunne vi godt arbejde en lille smule. Det ved jeg godt,at rigtig mange allerede gør, men der er stadig en stor gruppe,der kunne yde en indsats, selv om det ikke betaler sig øko-nomisk. Det betaler sig i hvert fald med bevidstheden om, atman gør hvad man kan til gavn for det fælles samfund og ensegen forsørgelse.Er situationen den, at man ikke er i stand til at bidrage mednoget på arbejdsmarkedet, så har man måske en hjernekapa-citet, der ville gøre nytte i de organisationer, der interessereren. Alle steder skriger man på kompetente personer, der villave et seriøst stykke arbejde.Vi beklager os over de skodbiler, vi bliver bevilget som kom-pensation for vores handicap, men vi bliver dog bevilgeten kompensation. Mange familier må anskaffe en bil trodsmanglende økonomi, simpelthen for at få arbejdslivet til athænge sammen med afhentning af børn, utilstrækkelig kol-lektiv trafik eller andre årsager. De bliver ikke kompenseretmen må selv købe den bil, der (næsten) kan rummes indenforfamiliens økonomi.I min omverden hører jeg jævnligt om mennesker, der frydersig over en lille sejr. De har måske fået godkendt merudgifter,der ligger på kanten af det rimelige, eller bevilget et hjæl-pemiddel, de egentlig godt selv kunne anskaffe uden størreøkonomisk besvær.Det gælder om at komme ud af offerrollen, rette ryggen – hvisman kan!, og tage del i livet på godt og ondt sammen medmillioner andre danskere.Hvis sandheden skal frem, så er jeg ikke kun hellig. Jeg vil sik-kert selv fremover i større eller mindre grad over/underspillemine skavanker, stille skjulte dagsordener og fremstille migselv som offer, hvis det er det, der skal til, for at jeg kan profi-tere. For hvorfor skulle JEG være den, der lægger grunden tilden perfekte verden?