Krimikomet

Tekst Viggo Rasmussen
Foto og Chauffør Roger Pihl
 
Det er ikke hver dag, man møder en mand af hans kaliber. Så vi er på pletten fire minutter før tid. Her er kun et par slidte koner – den ene med en papegøje på skulderen – og en forretningsmand, som skal nå de sidste indkøb i Rimi før lukketid.
- Nå, det bliver vist ikke til noget, siger jeg til min chauffør i et tyst håb om, at han finder bilnøglen frem. For der er noget uldent ved situationen. Måske en fælde? Hvorfor skulle vi egentlig mødes lige her? På en gudsforladt parkerings-plads udenfor et indkøbscenter i en forstad til Fredrikstad. Og så kl. 18, luk-ketid. Min mave længes usigeligt efter stegt flæsk og persillesovs. Og snaps, siden jeg har chauffør på.
 
Vaskeægte mafioso
Pludselig hviner en sort Volvo C30 D5 ind foran indkøbscentrets hovedind-gang og hakker bremsen i for næsen af os. Ud stiger en tætbygget gut med et smørret smil. Pokerfjæset er ikke til at tage fejl af. Det er ham – krimikongen! Påklædningen er mørk kun afbrudt af en ildrød hårtop. Også stolen – en Küschall KSL – er sort. Akkurat lige så sort som omslaget på hans mesterværk, der er prydet med en bloddryppende nøgle.
Men hvem i alverden er han – denne unge krimikomet? En vaskeægte mafioso, som har et dusin koldblodige mord på samvittigheden? Og som slipper helskindet fra sine snedige gerninger? Eller er han den snu efterforsker med hang til damer og spil?
 
Yngste modtager af Boghandlerprisen
Fremtiden må under alle omstændigheder tegne lys for krimitalentet Jan-Erik Fjell, som blev millionær på et halvt år. Så hvorfor alle disse dystre nuancer? Mystiske kontraster, der ubetinget er et interview værd. I en alder af bare 28 år er han røget helt til tops for sin bestsel-ler Tysteren (Stikkeren), som udkom for kun ét år siden. Som den hidtil yngste forfatter fik Fjell Boghandlerprisen 2010. Tilsammen med gode anmeldelser gav det et forrygende bogsalg. Bogen er indtil nu trykt i 120.000 eksemplarer. Ret imponerende i betragtning af, at gennemsnitsoplaget for en norsk bog er 700.
 
Dårlig debut
Længe var det usikkert, hvad der skulle blive af Jan-Erik Fjell, der er født med en rygmarvsskade. Rygmarvsbrok – bare uden brok, som han siger, alt imens vi snupper en Fanta lige før Rimi lukker.Først snusede han til IT, smagte på Næringsakademiet, tog friår inden han 23 år gammel sprang på lærerstudiet. Men efter et halv år droppede han ud.- Hvad fan’ skal jeg nu? Klarede ikke at blive lærer. Og tænkte: Det ku’ være morsomt at prøve at skrive. Det blev til bogen Pus om en ung mand optaget af damer og sig selv – men gik vældig dårligt. Debutbogen blev kun solgt i få hundrede eksemplarer, fortæller Fjell, idet han stopper to poser snus under overlæben.
 
 Mafioso i Norge
Efter en sløv debut besluttede Fjell sig for at springe på krimibølgen. - Men hvad skulle den handle om? Hvad var ikke skrevet før? En mafioso på besøg i Norge. Det var, hvad jeg vidste, jeg ville have med. Jeg arbejdede med ideerne i tre-fire måneder, før jeg skrev de første ord. Selve skriveprocessen brugte jeg syv-otte måneder på.
- I begyndelsen var jeg kæmpe æng-stelig for Tysteren. Første del af manus sendte jeg til en kendt forfatter, som svarede: ”Forfærdelig dårlig”. Da var jeg slået helt ud. Men heldigvis faldt forla-get for min stil.Forlægger Arne Juritzen skrev ved bogens lancering: “At en 28-årig uden litterær erfaring kunne skrive en så god kriminalroman, troede jeg slet ikke på. Var det nogen, som havde sendt os et tidligere manus for at se, hvor let det var at snyde en nyetableret forlægger? Jeg bed ikke på og satte vore bedste folk til at grave sandheden frem. Nu kender vi den, og nu er det bare at lade sig imponere.”
 
Pølser i lompe
Selv om Fjell har tjent gode penge på bogen, har han ikke ændret livsstil. Bortset fra den nye Volvo, bor han stadig alene i en mindre lejlighed. Og spiser pølser i lompe – en slags pande-kager bestående af kartoffelmos og mel.
- Du må da være omsværmet, spørger jeg direkte.
- Tjaaa. Min postkasse er ikke fuld af frierbreve. Men på Facebook er der da nogen, som viser interesse, klukker Fjell mens han bladrer på sin iPhone og stolt viser et foto af sin kæreste.
 
 
Hellere snus end stol
Nu må jeg vide det, og spørger Fjell uden omsvøb - er du hovedpersonen Anton Brekke. Den 40-årige efterforsker og gambler fra Kripos, som let lader sig friste af et slag pokker?
- Ja – der er nok en hel del Anton i mig, afslører Fjell. Og Anton fortsætter i min næste bog sammen med et par andre gengangere. Men ikke mere mafia i denne omgang. Temaet bliver menne-skehandel. Og den bog kommer nok til foråret.
Mere vil forfatteren ikke afsløre. At Fjell har sat sig ind i organiseret kriminalitet og jargonen blandt snusafhængige politifolk, mærker man tydeligt i Tysteren. Han skriver utroligt overbevisende. Nærmest som om han selv har sat sine hjul i New Yorks undergrund og i virkeligheden har flyskræk. Men at han foruden snus bruger stol, skinner ikke igennem. Det nærmeste vi kommer han dicap er en løjtnant med en skum-mel fortid som lejesoldat, der bruger rullestol. Ja i Norge kører man ikke, man ruller stadig. Når alt kommer til alt, vil Fjell helst undgå stolen. Ofte er den diskret gemt ad vejen på pressefoto, og han nedtoner den bevidst i de mange interview, han har stillet op til.
- Andre handicappede skriver på grund af rullestolen. Min stol er bare en stol. Du må godt kalde mig den rullende forfatter, men jeg vil være kendt for at være skrivende.
 - Da jeg første gang mødte forlaget, anede de ikke, jeg kom rullende. Vel er adgang til bygninger en vigtig sag, men den kamp må andre kæmpe, understreger Fjell, der hverken er medlem af Norges Handicapforbund eller RYKs søsterorganistation LARS.
 
Bekymringer opvejet af sort humor
Chaufføren rasler med bilnøglerne og blinker til mig. Nu mangler vi bare at høre, hvorfor Fjell stadig sværmer for det mørke.
- Jeg bekymrer mig unødig meget. Faktisk har jeg aldrig været så bekymret som nu. For hvordan skal jeg leve op til alle forventningerne? Hvordan bliver næste bog modtaget, holder kæresten og bliver jeg mere end 30 år, siger han med sit eftertænksomme smil.
Og for egen regning vil jeg tilføje: Tysteren er smækfyldt af sort humor - ligeså sort som Fjells Volvo, vi ser bagenden af, da han forlader indkøbscentrets tomme parkeringsplads.
 
Anmelderne skrev:
”Knaldstærk krimidebut”. ”Fjell har godt greb om alt det grundlæggende i en kriminalroman, tro værdige personer, en historie fuld af overraskelser og en finurlig intrige””Flyt dig Jo Nesbø” (Norges  krimi konge, red)“Det er en litterær sensation. Jeg kan ikke huske, at en norsk debutant har solgt så godt nogensinde” (for lags chef Arve Juritzen).
 
Fakta
Tysteren er en parallelhistorie, som begynder i New York i 1960’erne. Vincent Giordano bliver optaget i den berygtede mafiafamilie Locatelli og får sin ilddåb: at henrette en stikker. I nutidens Fredrikstad bliver byens rigeste mand dræbt. Der er grund til at tro, at drabet er økonomisk motiveret. Fra den norske enhed til bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet, Kripos, kommer overbetjent Anton Brekke til at lede efterforskningen. Frodig, frejdig, og fræk, med hang til damer og en hemmelig lidenskab: pokerspil. Med den ivrige politistudent Magnus Torp i hælene begynder Anton at oprulle flere historier, som på overraskende måde flettes sammen i en snedig finale.Hidtil i år har Tysteren opnået ni førstepladser på boghandlernes bestsellerliste. Inden længe bliver den uden tvivl filmatiseret. Bogen er solgt til foreløbig Tyskland med titlen Der stumme Besucher, Spanien, Italien, Holland og i Danmark bliver det People’s Press, som udgiver bogen i foråret 2012. Kan du ikke vente på den danske version, kan jeg varmt anbefale den norske til 149 NOK i paperback. Udkommet 2010 på Juritzen Forlag. Se juritzen.no.