Komunikation i parforholdet

Tekst: Birgitte Bjørkman

Grundlæggende er der ikke mange problemerdenne jord, som ikke kan afhjælpes med god, effektiv kommunikation – problemet er bare, at det ikke erhelt så let. På RYKs pårørendeseminar fortalte psy-koterapeut Lisbeth Sørensen om vigtigheden af godkommunikation i parforholdet og videregav en række værktøjer til deltagerne. RYK! har talt med LisbethSørensen

altid, når to vildele livet, er der nogle udfordringer, men i etforhold, hvor den ene part errygmarvsskadet, er der ogsåen anden hverdag.­ Det handler ikke kun omdet sædvanlige med, at hanglemmer at sætte tutten påtandpastaen og smider sok­kerne ved siden af vasketøjs­kurven. Mange hverdagstinger meget mere besværligeeller slet ikke mulige.Psykoterapeut LisbethSørensen sætter ord på det,der kan være svært.­ Man er begrænset i, hvorman kan gå ud og spise, hvorman kan rejse hen på ferieeller hvilken biograf, man kankomme ind i. Og sex kræ­ver forberedelse, hjælp ognytænkning. Man svinger sigikke lige op på køkkenbordetog tager en ”kvicky”, og hosnogle er der en hjælper ihuset.

Sammen og hver for sig

Behøver man gøre altingsammen i et parforhold?

­ Tendensen i parforhold ogægteskaber er, at det blivermere og mere legalt at gørenogle ting sammen og andre

ting hver for sig. Så fordi maner pårørende til en partneri kørestol, er det jo ikkeensbetydende med, at manikke skal gå i ballongyngerneeller vandre i fjeldet, fortæl­ler Lisbeth og påpeger, atdet vigtigste er at tale åbentom det og gøre det med godsamvittighed.­ Måske er det ok for den,der er rygmarvsskadet, atden pårørende tager tilsteder, som er utilgænge­lige. Men det kræver tillidog tiltro, og ikke mindst forden pårørende kræver detat kunne slippe den dårligesamvittighed.Lisbeths råd er derfor at tageen snak om det.­ For ellers kan det være ligemeget med ballongyngerne… så bliver det ingen fornø­ jelse for nogle af parterne.

Værktøjer til godkommunikation

­ Størstedelen af vores kom­munikation er non­verbal,altså uden ord, derfor liggerder en masse signaler i voresmåde at bevæge, gebærdeog formulere os på og seud på, fortæller Lisbeth ogforklarer:­ Tavshed kan signalere, atpersonen i virkeligheden harbehov for at tale, en tilba­getrækning i forhold til denydre verden kan signalerestor aktivitet i personensindre, og skænderier oversmå, ubetydelige ting kanvære symptom på, at der ernoget meget vigtigt, vi IKKEfår talt om.Og at tale er vigtigt, fastslårLisbeth.­ Men man skal tale ud frasig selv og undgå beskyldnin­ger, hvis kommunikation i etforhold skal lykkes.Eller som Lisbeth udtrykkerdet:­ Det handler om at blivei eget hus. Du kan fx sige:”Jeg kan mærke, at jeg bliverked af det, når ...” frem forat sige: ”Du gør mig ked af det, når ...”, for så er vi godt igang med en dialog frem foren diskussion. De fleste, for­tæller Lisbeth, vil nemlig oftereagere med et forsvar ellermodangreb, når de udsættesfor beskyldninger.

At tale om det, der er sket

Kommunikation er ikkemindst vigtigt i de parfor­hold, hvor den ene part efterulykke eller sygdom bliverrygmarvsskadet. For somLisbeth siger:­ Én ting er i hvert fald sikker,følelser som sorg, frustrationog vrede over det skete, for­svinder ikke ved ikke at taleom tingene. På et tidspunktholder man måske op med attænke på det, der er sket, ogdet virker som om de tristefølelser forsvinder – mendet gør de ikke, de bliver”fortrængt”!­ Hvis man er heldig bryderfortrængningerne ud en dagog viser sig i form af syg­dom, depression eller stress.Lisbeth forklarer hvorforheldig:­ Hvis reaktionen får én tilat reflektere over sin situa­tion, og man begynder attale om og bearbejde, hvadrygmarvsskaden betyder forparforholdet, så har manvundet, når man kommergennem og ud på den andenside. Ikke blot vundet sigselv, men også et sundt fun­dament for parforholdet.Kommer reaktionen ikke,vil man ­ for at komme vækfra det voksende, indre kaos­ gradvis lukke ned for sinefølelser og sin kontakt medsig selv. Eller som Lisbethsiger:­ Så mister man sig selv!Det er vigtigt at begge partererkender, forklarer Lisbeth,at den pårørende også bliverpåvirket – og at det er heltok.­ Alle får et liv, der bliver førog efter ulykken – på godt ogondt ­ og det skal man kunnetale åbent og ærligt om, hvisparforholdet skal lykkes.

Afhængighed ogmagtforhold

I forhold, hvor den rygmarvs­skadede part har en hjæl­peordning, er der endnu enfaktor, der gør kommunika­tion vigtig.­ Når et menneske er afhæn­gig af et andet menneskeshjælp, opstår der et magtfor­hold, fordi den anden partkan nægte at hjælpe, fortæl­ler Lisbeth, som af sammegrund anbefaler par, hvorden rygmarvsskadede parter afhængig af hjælp, nøjeoverveje hvornår og hvormeget den pårørende skalhjælpe.­ Der kan være både fordeleog ulemper ved at ansættepartneren i en hjælpeord­ning, men det stiller krav tilbegge parter.­ Den pårørende skal kunneskelne mellem hvornår maner privat, og hvornår maner på job, og den rygmarvs­skadede skal sætte retnings­linjerne og være klar til atpåtage sig lederrollen.Her er kommunikation ogklare udmeldinger vigtige,forklarer Lisbeth og pegerpå, at nye brugere og derespårørende kan have storglæde af at tale med familier,der har mange års erfaringmed hjælpeordning.

 

Redenering

Mennesket er et vanedyr.Ikke noget godt udgangs­punkt, når man skal findenye måder at håndtere dennye situation, parforholdetstår i, fortæller Lisbeth ogfortsætter:­ Det er frygtelig svært atændre vaner, og der ermeget og mange vaner, par­terne skal opgive og ændre,når den ene part bliverrygmarvsskadet.

et gælder også kommuni-kationen i parforholdet?

­ Ja, hvis man ikke tidligerehar snakket om de ting, derer svære eller gør ondt, erdet lidt af en udfordring.Men når vi først er blevetbevidst om det, kan vi ogsåforholde os til det, og såkan vi begynde at ændre påvores kommunikation medhinanden.En god og effektiv kom­munikation åbner for aner­kendelse og respekt forhinandens behov og ønskertil parforholdet.­ Det gælder i alle parfor­hold. Men for parforhold,hvor den ene part er ryg­marvsskadet, kræver det enekstra indsats for forholdetstrivsel, fastslår Lisbeth ogslutter:­ Hvad enten det handler omat tage i ballongyngerne ellerturde sige fra