Komisk hverdagskaos

Tekst: Leck Lo-Eriksen

Hallo, er det hos byens Handicapcenter? Min kørestol er gået i stykker … hvad siger du? Først på mandag? Men hvad skal jeg så gøre? … Nå! Det er ikke din afdeling. Men kan du så ikke stille mig videre? … Er hun på ferie? … Ok, så du ved, hvem jeg skal snakke med. Hvad sagde du nummeret er? … Tirsdag næste uge ml. kl. 9 og et minut over 9 … Hallo ….. ????

Af og til kan livet som kørestolsbruger være super fedt. Men andre gange er det som om, livet vil en helt anden vej, end man selv vil. Dette essay handler om at forberede sig på hverdagen. Nærmere de ting i hverdagen, vi ikke kan planlægge. 

Og ta’ nu én af de dage, som måske næsten er som alle andre dage. Man vågner til lyden af vækkeuret. Måske ved det lille klik, uret siger, inden det nådesløst begynder at plage en. Man har fundet ud af det der med snooze funktionen. Så man rammer den rigtige knap på uret. Men man har jo ikke lyst til, at djævlen viser sit frække ansigt igen, så man sender vækkeuret et håndkantslag nøje forbi snoozeknappen. Og med lidt held vil djævlen ikke benytte vækkeuret til at intimidere en omtåget morgenbrandert.

Lad mig bare sige, at jeg taler af erfaring, og at jeg efter nogen tid desværre har måttet erkende, at håndkantsslag er en økonomisk dårlig løsning. Men så kom jeg på en virkelig god ide. Jeg flyttede vækkeuret over på mit skrivebord, så jeg blev nødt til at stå ud af sengen. Og sådan face-to-face med vækkeuret, ville det jo blive helt kujonagtigt med håndkantslag.

Så en morgen bliver jeg vækket af djævlen. Lige da jeg hører lyden, bliver jeg klar over, at det er verdens dårligste løsning at stille vækkeuret så langt fra sengen. Jeg får til nøds kastet mig over i kørestolen, men mine sko står på gulvet - lige i kørestolens kørebane på vej mod uret. Jeg vælter ud af stolen og ned på gulvet, lige så lang jeg er, og kigger på mine tynde ben, der laver en helt ny slags spasmer. Jeg synes sjovt nok ikke, det ser normalt ud, når det ene ben forsøger at stikke af til den ene side, og det andet ben forsøger at stikke af i den anden retning.

Efter en kamp med at hæve mig fra gulvet og op på en dynge vasketøj og videre over i kørestolen, får jeg endelig slukket vækkeuret. Nå! Heldigvis venter badet forude. Det skal blive godt at komme i bad. Og helt sikkert også tiltrængt. Ah, det er dejligt. Jeg synger min obligatoriske morgensang i badet, og selvom benene ikke har været så samarbejdsvillige denne morgen, skal de ikke snydes for en skyller.

Med to hurtige tag får jeg tørret det meste af kroppen. En solid dosis af min gode deodorant inden jeg tager blusen på, så er jeg ved at være klar. Puha! Lige i dag har jeg lidt ekstra travlt. Heldigvis ved jeg af erfaring, at jeg kan nå det, hvis jeg giver den en ekstra skalle. Med et hurtigt snuptag og begrænset kontrol hiver jeg mine bokseshorts op over knæene. Så er det buksernes tur. Først det højre ben, i med foden. Og i dag sætter foden sig heldigvis ikke fast på tværs i buksebenet. Lykken smiler vist alligevel lidt til mig. Jeg tager sok og sko på, sætter foden ned og fatter det andet ben. Jeg tager det andet bukseben og begynder at lade venstre fod glide ned i buksebenet. Åh nej! Jeg har stukket begge ben gennem det samme hul i mine bokseshorts. Heller ikke denne morgen gik det som planlagt.

Efter en hel dag i stolen synes jeg godt nok, min bagdel er ved at være brugt. Det helt rigtige kan kun være, at jeg har fortjent en øl. En øl. Et par timer senere på den lokale bar, jeg har indfundet mig på, melder øllet klar til exit. Ude på toilettet fægter jeg med stor koncentration med mit kateter men rammer ikke plet. Det var tæt på. Tæt på igen. Ej, det var så helt ved siden af. Dyb indånding. Nu med bævrende hånd. Fandens også det skide gummiskidt! Endnu en forbier. Hvem fanden har opfundet det her gele? Endelig, med hårdt sammenknebne øjne, lykkes det. Jeg er bare god. Pisse godt. Jeg kan bare det der!

Da jeg ruller tilbage ind i baren, hvor musikken spiller, ser jeg en masse kendte ansigter, der hilser mig velkommen. Hm! Synes de, at jeg har været så længe væk? Nå, men vi skåler og får et par øl mere. Snakken går, om stort og småt og om spændende, farlige oplevelser. Jeg glemmer helt, hvor jeg er. Det er rart med selskab. Skål! Skål! Jeg er efterhånden helt hæs. Men skidt med det, når man er i godt selskab.

Gad vide hvad klokken er? Det er hvert fald længe siden, jeg kom ind i baren. Jeg kigger efter min mobil, som ligger i mit skød. Sørens også. Der er en stor våd plet i skridtet på mine bukser. Hvad pokker gør jeg? Jeg undertrykker trangen til at se, om der er nogen, der har opdaget mit uheld, og med en præcis håndbevægelse fejer jeg den største øl foran mig ned i skødet, og udbryder: Hovsa, øl!!

Tilbage igen på barens toilet overvejer jeg, hvordan jeg griber situationen an. Jeg kigger på min telefon og ringer tilbage til min far, som jeg kan se, har ringet.

”Jeg har overvejet at tage på ferie, far”. Han synes, det lyder som en smadder god ide. ”Måske kan vi tage til Mallorca”, foreslår han. Hm!, tænker jeg. Mallorca! Det lyder lækkert. Men for resten – ”Far, tror du de har handicaptoiletter, med sådan et lille hvidt håndtag ved siden af wc’erne på Mallorca?” Jeg hører min far mumle et eller andet i den anden ende af røret, og jeg skynder mig at komme ham i forkøbet: ”Ved du hvad far, det lyder rigtig godt med Mallorca. Men jeg tager altså på Egmont i stedet for. Der er jeg sikker på, at de har håndtag på toiletterne”.

Leck Lo-Eriksen oplæste sit essay ved en morgensamling på RYKs sommerkursus på Egmont Højskolen.