Klumme - De dårlige gamle dage

Tekst: Pete Roepstorff


I denne sommer har vi heldigvis kunnet nyde mange, varme solskinsdage. Selv har jeg profiteret af vejrgudernes gunst ved at kunne fræse rundt i min nye, affjedrede TA el-stol og indsuge indtryk fra det pittoreske Dragør.

Under sådanne ture har jeg tænkt, hvor privilegerede vi med handicap er i 2014. Vi får bevilliget el-stol, manuel stol og trappemaskine. Vi får mulighed for at købe handicapbil på meget lempelige vilkår. Men et af de mest favorable ”hjælpemidler” er den danske hjælperordning BPA. Denne ordning er en kolossal fordel for os med et handicap. At det også er en samfundsmæssig nyttig foranstaltning fremgår af, at man regner med, at langt over 10.000 personer er beskæftiget som handicaphjælper. Hvis ikke denne ordning fandtes, ville mange studerende, kunstnere m.fl. have svært ved at finde en supplerende indtægtskilde.

Under mine køreture – måske influeret af, at der i 2014 er specielt fokus på slaget ved Dybbøl i 1864 – har jeg tænkt på, at de stakkels krigsinvalider dengang havde meget ringere forhold. De måtte klare sig med trækrykker eller i bedste fald en almindelig stol påmonteret et par hjul.

De kommende generationer af mennesker med handicap vil uden tvivl kunne sige det samme: at det var godt, de ikke kom til skade i begyndelsen af dette årtusind. For sikkert er det, at den teknologiske udvikling også fortsætter inden for handicapområdet. Allerede nu findes der avancerede kørestole, der kan køre i al slags føre og forcere særdeles ujævne terræner. I sidste nummer af RYK! kunne vi læse om verdens mest avancerede og tankekontrollerede eksoskelet – en robot, som kan få en lammet person til at gå.

Men én ting er, at der sker en glædelig udvikling i de personlige hjælpemidler, så vores dagligliv så vidt muligt ligestilles med resten af befolkningen. Et anden ting er, hvordan vi løser udfordringen med de fremtidige begrænsede, menneskelige ressourcer. Med den nuværende aldersmæssige sammensætning af den danske befolkning ser det ikke lyst ud. Der bliver stadig flere ældre, som pådrager sig rygmarvsskader, der kræver hjælp, og færre yngre borgere til at yde denne hjælp. En måde at løse dette problem på er ved, at nye opfindelser gør det muligt, at vi kan klare flere opgaver selv. Måske kan vi inden for handicapområdet nå lige så langt i teknologiudvikling som det danske landbrug, hvor en dansk landmand i 2014 kan klare det samme arbejde, som krævede 64 landarbejdere for 60 år siden.

Man hævder, at alle arbejdsområder kan intensiveres og rationaliseres. Hvordan dette er muligt med hensyn til handicaphjælpere, har jeg svært ved at forestille mig. At rationaliseringen ikke må blive inhuman, siger sig selv. Opførelse af ”handicapsiloer”, hvor samtlige af kommunens handicappede bliver anbragt, er ikke en farbar vej. Vi skal i lighed med resten af befolkningen have mulighed for at vælge boligtype efter vores økonomiske formåen. Ordningen med støtte til ændring af boligen, så den bliver egnet, er fortsat en nødvendig hjælp, så vi kan leve på næsten samme vilkår som ikke-handicappede.

Personligt er jeg i hvert fald glad for, at jeg ikke blev handicappet i det, som vi normalt benævner som: ”De gode gamle dage”.