Kina - en udfordring

Tekst: Stig Langvad

Det kan sagtens lade sig gøre atrejse til Kina. Hvis man har gå-på-mod, kan det også lade sig gøre atfå en god oplevelse. Stig Langvadskriver her om sine oplevelserog udfordringer fra sin rejse tilKina i november sidste år. Ogdet blev til udfordringer både uditilgængelighed og gastronomi.

Vi har alle en forpligtelse til at

fortælle om vores oplevelser, når

vi prøver noget, som de fleste endnu ikke har prøvet. Det gælder også, når vi er ude at rejse. Der er ikke behov for en traditionel rejsebeskrivelse, men mere beskrivelser af de oplevelser, vi har haft, som kan lette eller besværliggøre en rejse for en person med rygmarvsskade.

Den mindste udfordring

Selvom vi ofte betragter flyrejsen som den største udfordring, må jeg sige, at det er én af de mindste udfordringer, når man rejser til og fra Kina. Det gælder dog ikke, når man rejser internt i Kina med fly. Dér kan man komme ud for lidt af hvert. Fx er der ingen garanti for, at kørestolen bliver accep- teret. Men giv tid! Der kommer en løsning, jo kortere tid, der er, før flyveren skal lette. Man kan heller ikke være sikker på, at der er en stol med hjul til befordring mellem fly- sæderne – og det kan godt være, at der kun er en kvindelig hjælper ved gaten. Endelig kan man blive mødt med bemærkningen:

”Det kan ikke betale sig at tage kørestol med ind, for med en person i kørestolen, bliver den svær at få ud”. I lufthavnen er der generelt

handicaptoiletter, som lever op til den stan- dard, der nævnes senere i artiklen – bortset fra, at de blot kan bestå af et nedsænket pissoir. Og den kørestol, der skal bringe

personen fra flyet og til udleveringsstedet for bagage og kørestol, passer størrelses- mæssigt til et dansk barn på 10-12 år.

Tilgængelighed pist væk

I forbindelse med de Paralympiske Lege var man meget opmærksom på tilgængelig- heden i Kina. Der blev lavet ramper, lifte, skiltning osv., så det var en fryd. Men nu efter to år er næsten det hele væk igen. Der er dog steder, hvor man ikke har fjernet tilgængeligheden, men enten virker den ikke, eller også kan man kun komme et lille stykke ad vejen. På den Kinesiske Mur er der nogle få steder lavet ”tilgængelighed”, men man kan kun komme tæt på muren, og elevatorerne virker ikke – eller også er manden med nøglen ikke til stede. Det siger noget om kinesernes holdning til personer med handicap. Vi er ikke kom- met på lystavlen endnu – kun ved festlige lejligheder! Der er et stykke vej endnu, før vi får den opmærksomhed, vi har behov for på den politiske scene, blandt befolknin- gen, hos pårørende og ikke mindst hos de professionelle.

Opsigt i bybilledet

Man ser ikke mange med handicap på gaden. Jeg skal hilse og sige, at jeg vakte opsigt med min elektriske kørestol på 165 kg. Sådan én er der ikke mange kinesere,

der har set før. Det var lige før, vi skabte en folkesamling omkring kørestolen, som ville blive opløst af politiet. Vi så nogle få elek- triske kørestole på steder, hvor man rehabi- literer personer med handicap. Vi fik også fortalt, at de har udleveret nogle, men vi så dem aldrig i aktion (og i øvrigt minder de om modeller, der udgik af produktionen i Europa omkring den første Sputnik i 1959). For selvom der er gjort en del for tilgæn- geligheden på gader og fortove - og til en del forretninger med relativt stejle ramper (1:10 og til tider endnu stejlere) – må man konstatere, at Kina sagtens kan udvikle sig på dette område. Det virker som om, man ikke helt har været klar over, hvad der skal laves og med hvilket formål. Det er selvfølgelig rart at kunne komme op og ned ved kanten af et fortov. Men hvad nytter det, når man ikke kan komme længere pga. gadeudstillinger m.v.? Der er mange steder, hvor tilgængeligheden møder en uventet barriere, som kun kan skyldes, at man ikke har kendskab til formålet.

Dukkehusstørrelse

Man skal være meget opmærksom, når der skal vælges hotel og/eller toilet. Kineserne har ikke helt fundet ud af det der med kørestolen – og de har heller ikke erkendt, at resten af verdens befolkning er en smule højere end den gennemsnitlige kineser.

har alle en forpligtelse til at

fortælle om vores oplevelser, når

vi prøver noget, som de fleste endnu ikke har prøvet. Det gælder også, når vi er ude at rejse. Der er ikke behov for en traditionel rejsebeskrivelse, men mere beskrivelser af de oplevelser, vi har haft, som kan lette eller besværliggøre en rejse for en person med rygmarvsskade.

Den mindste udfordring

Selvom vi ofte betragter flyrejsen som den største udfordring, må jeg sige, at det er én af de mindste udfordringer, når man rejser til og fra Kina. Det gælder dog ikke, når man rejser internt i Kina med fly. Dér kan man komme ud for lidt af hvert. Fx er der ingen garanti for, at kørestolen bliver accep- teret. Men giv tid! Der kommer en løsning, jo kortere tid, der er, før flyveren skal lette. Man kan heller ikke være sikker på, at der er en stol med hjul til befordring mellem fly- sæderne – og det kan godt være, at der kun er en kvindelig hjælper ved gaten. Endelig kan man blive mødt med bemærkningen:

”Det kan ikke betale sig at tage kørestol med ind, for med en person i kørestolen, bliver den svær at få ud”. I lufthavnen er der generelt

handicaptoiletter, som lever op til den stan- dard, der nævnes senere i artiklen – bortset fra, at de blot kan bestå af et nedsænket pissoir. Og den kørestol, der skal bringe

personen fra flyet og til udleveringsstedet for bagage og kørestol, passer størrelses- mæssigt til et dansk barn på 10-12 år.

Tilgængelighed pist væk

I forbindelse med de Paralympiske Lege var man meget opmærksom på tilgængelig- heden i Kina. Der blev lavet ramper, lifte, skiltning osv., så det var en fryd. Men nu efter to år er næsten det hele væk igen. Der er dog steder, hvor man ikke har fjernet tilgængeligheden, men enten virker den ikke, eller også kan man kun komme et lille stykke ad vejen. På den Kinesiske Mur er der nogle få steder lavet ”tilgængelighed”, men man kan kun komme tæt på muren, og elevatorerne virker ikke – eller også er manden med nøglen ikke til stede. Det siger noget om kinesernes holdning til personer med handicap. Vi er ikke kom- met på lystavlen endnu – kun ved festlige lejligheder! Der er et stykke vej endnu, før vi får den opmærksomhed, vi har behov for på den politiske scene, blandt befolknin- gen, hos pårørende og ikke mindst hos de professionelle.

Opsigt i bybilledet

Man ser ikke mange med handicap på gaden. Jeg skal hilse og sige, at jeg vakte opsigt med min elektriske kørestol på 165 kg. Sådan én er der ikke mange kinesere,

der har set før. Det var lige før, vi skabte en folkesamling omkring kørestolen, som ville blive opløst af politiet. Vi så nogle få elek- triske kørestole på steder, hvor man rehabi- literer personer med handicap. Vi fik også fortalt, at de har udleveret nogle, men vi så dem aldrig i aktion (og i øvrigt minder de om modeller, der udgik af produktionen i Europa omkring den første Sputnik i 1959). For selvom der er gjort en del for tilgæn- geligheden på gader og fortove - og til en del forretninger med relativt stejle ramper (1:10 og til tider endnu stejlere) – må man konstatere, at Kina sagtens kan udvikle sig på dette område. Det virker som om, man ikke helt har været klar over, hvad der skal laves og med hvilket formål. Det er selvfølgelig rart at kunne komme op og ned ved kanten af et fortov. Men hvad nytter det, når man ikke kan komme længere pga. gadeudstillinger m.v.? Der er mange steder, hvor tilgængeligheden møder en uventet barriere, som kun kan skyldes, at man ikke har kendskab til formålet.

Dukkehusstørrelse

Man skal være meget opmærksom, når der skal vælges hotel og/eller toilet. Kineserne har ikke helt fundet ud af det der med kørestolen – og de har heller ikke erkendt, at resten af verdens befolkning er en smule højere end den gennemsnitlige kineser.

Vi har alle en forpligtelse til at

fortælle om vores oplevelser, når

vi prøver noget, som de fleste endnu ikke har prøvet. Det gælder også, når vi er ude at rejse. Der er ikke behov for en traditionel rejsebeskrivelse, men mere beskrivelser af de oplevelser, vi har haft, som kan lette eller besværliggøre en rejse for en person med rygmarvsskade.

Den mindste udfordring

Selvom vi ofte betragter flyrejsen som den største udfordring, må jeg sige, at det er én af de mindste udfordringer, når man rejser til og fra Kina. Det gælder dog ikke, når man rejser internt i Kina med fly. Dér kan man komme ud for lidt af hvert. Fx er der ingen garanti for, at kørestolen bliver accep- teret. Men giv tid! Der kommer en løsning, jo kortere tid, der er, før flyveren skal lette. Man kan heller ikke være sikker på, at der er en stol med hjul til befordring mellem fly- sæderne – og det kan godt være, at der kun er en kvindelig hjælper ved gaten. Endelig kan man blive mødt med bemærkningen:

”Det kan ikke betale sig at tage kørestol med ind, for med en person i kørestolen, bliver den svær at få ud”. I lufthavnen er der generelt

handicaptoiletter, som lever op til den stan- dard, der nævnes senere i artiklen – bortset fra, at de blot kan bestå af et nedsænket pissoir. Og den kørestol, der skal bringe

personen fra flyet og til udleveringsstedet for bagage og kørestol, passer størrelses- mæssigt til et dansk barn på 10-12 år.

Tilgængelighed pist væk

I forbindelse med de Paralympiske Lege var man meget opmærksom på tilgængelig- heden i Kina. Der blev lavet ramper, lifte, skiltning osv., så det var en fryd. Men nu efter to år er næsten det hele væk igen. Der er dog steder, hvor man ikke har fjernet tilgængeligheden, men enten virker den ikke, eller også kan man kun komme et lille stykke ad vejen. På den Kinesiske Mur er der nogle få steder lavet ”tilgængelighed”, men man kan kun komme tæt på muren, og elevatorerne virker ikke – eller også er manden med nøglen ikke til stede. Det siger noget om kinesernes holdning til personer med handicap. Vi er ikke kom- met på lystavlen endnu – kun ved festlige lejligheder! Der er et stykke vej endnu, før vi får den opmærksomhed, vi har behov for på den politiske scene, blandt befolknin- gen, hos pårørende og ikke mindst hos de professionelle.

Opsigt i bybilledet

Man ser ikke mange med handicap på gaden. Jeg skal hilse og sige, at jeg vakte opsigt med min elektriske kørestol på 165 kg. Sådan én er der ikke mange kinesere,

der har set før. Det var lige før, vi skabte en folkesamling omkring kørestolen, som ville blive opløst af politiet. Vi så nogle få elek- triske kørestole på steder, hvor man rehabi- literer personer med handicap. Vi fik også fortalt, at de har udleveret nogle, men vi så dem aldrig i aktion (og i øvrigt minder de om modeller, der udgik af produktionen i Europa omkring den første Sputnik i 1959). For selvom der er gjort en del for tilgæn- geligheden på gader og fortove - og til en del forretninger med relativt stejle ramper (1:10 og til tider endnu stejlere) – må man konstatere, at Kina sagtens kan udvikle sig på dette område. Det virker som om, man ikke helt har været klar over, hvad der skal laves og med hvilket formål. Det er selvfølgelig rart at kunne komme op og ned ved kanten af et fortov. Men hvad nytter det, når man ikke kan komme længere pga. gadeudstillinger m.v.? Der er mange steder, hvor tilgængeligheden møder en uventet barriere, som kun kan skyldes, at man ikke har kendskab til formålet.

Dukkehusstørrelse

Man skal være meget opmærksom, når der skal vælges hotel og/eller toilet. Kineserne har ikke helt fundet ud af det der med kørestolen – og de har heller ikke erkendt, at resten af verdens befolkning er en smule højere end den gennemsnitlige kineser. Toilettet sidder gerne i en højde på omkring 30-35 cm. Det er lavt! Det er ikke altid, der er plads ved siden af toilettet til en kørestol – faktisk er det ret sjældent. Armstøtterne kan meget sjældent slås op. De er faste. Det betyder, at det er vanskeligt at komme på toilettet – ligesom det er vanskeligt at komme rundt på et areal, der bliver mindre pga. denne massive konstruk- tion. Og samme løsning finder man ofte også ved håndvasken. Endelig er det meget sjældent, at der er en til-

 fredsstillende mulighe d for at komme

 i bad, hvis man ikke kan benytte et badekar. Og hvis du spørger efter en badestol, kan du risikere, at den venlige person i receptionen kommer med en stol, der kan benyttes i et dukkehus – og den størrelse passer ikke til en person på 192 cm og 95 kg.

Transport

Som kørestolsbruger er det altid interes- sant, hvordan man kommer fra A til B på den letteste måde. I Kina er det vanskeligt at være sikker på transporten. Det gælder i hvert tilfælde, hvis man benytter elektrisk kørestol. Der er selvfølgelig taxa til den, der kan benytte almindelig taxa, men for andre er det spørgsmålet, hvilket alternativ der er. Man kan starte med at se på den kollektive

transport. Her er der ikke megen hjælp at hente. Jeg så kun én tilgængelig bybus – i øvrigt med lav bund og elektrisk lift (som danskerne ikke mener passer til dansk klima, men som åbenbart kan fungere under mere kolde udfordringer i Kina!). Der er sandsynligvis flere bybusser, der kan benyttes i en by med 20 mio. indbyggere, men det er ikke noget, man kan regne med som transportmiddel, hvis man er køre- stolsbruger. Vi klarede vores transport ved at leje en bus med chauffør og lift gennem den kinesiske handicaporganisation. Jeg ved

dog ikke, om det er muligt for andre at gøre det samme. Det var ellers en rela- tivt billig løsning. Vi havde en bus til 20 personer til vores rådighed i tre døgn med chauffør og brændstof for 3.500 kroner. Det var løsningen i Beijing. I andre byer ved jeg ikke, hvad vi ville have gjort. Det kan derfor anbefales, at man forsøger at finde et egnet hotel i byens centrum. Det gør det hele meget lettere. Det er nogenlunde muligt at komme frem og tilbage på gader og fortove.

Gastronomisk udfordring

Det er helt utroligt, hvad man bliver budt, hvis man vil købe den lokale mad ved de lokale forhandlere på gaden.

Der er fårepenis, hjerne, søstjerne og naturligvis andre mere almindelige delika- tesser. I Kina spiser man alle de ting, som danskere normalt betragter som skadedyr eller farlige dyr. Man kommer uvægerligt til at rynke lidt på næsen ved tanken om at skulle spise en giftig slange, selvom den kun koster 100 kr. kiloet og efter sigende sma- ger som en kylling. Men man er nødt til at prøve noget af det lokale, så derfor indtog vi en enkelt stegt skorpion (uhm!). Der er mange spisesteder at vælge imellem. Og meget smager fremragende og minder om det, vi spiser i Europa. Vi blev dog adva ret imod at spise på steder, hvor der ikke er

mange mennesker, og hvor maden ikke er

rygende varm.

Bortset fra nogle retter er den største udfor- dring at få mad fra tallerkenen til munden med to spisepinde, når man ikke har nogen mulighed for selv at holde på dem. Det tog et stykke tid, før mine hjælpere fik styr på den handling. Det var selvfølgelig noget, kineserne opdagede, og så trådte de til som en frelsende engel. Det skete fx, da vi skulle have lavet vores ruller med Pekingand. Her dukkede tjeneren diskret frem og tog over for at aflaste mine hjælpere.

Kina har noget at byde på

Vi har alle sammen hørt og læst om Kina. Det er verdens største land. Det har det største antal indbyggere. Det har den læng- ste historie. Det er gennemført anderledes. Kineserne er lige så stolte af deres land som

alle andre. De fremstiller deres historie på en helt anden måde, end vi ser i de euro- pæiske lande. De er langt mere folkelige, end vi ser andre steder – både i praksis og i fortællingen. Hvis man kigger til USA er det normalt, at de altid skal fortælle, at det er meget stort, at deres kunstværker er de

største, at deres bjerge er de længste, at dehar brugt mest maling osv. I Kina fortællerde ikke, at det er stort. Det er bare stort påalle måder. Og om vinteren er det meget koldt i Beijing