Jeg skulle have gjort det for længe siden

Tekst: Irene Johannessen

Hård afføring, figensaft, HUSK, magnesia, smerter, manglende appetit og timelange toiletbesøg var hverdag for Susan Thomas fra en alder af 18 år og til for blot fire år siden. I dag kan hun ikke forestille sig en hverdag uden analirrigation.  

For blot fire år siden var det Susan Thomas' afføringsproblemer, der styrede hendes liv. Så meget, at hun manglede overskud til at have et socialt liv. Alligevel kunne hun ikke tage sig sammen til at gøre noget ved det.

Svært at tale om

Med årene var det blevet værre og værre. For at få gang i den ”hårde mave” begyndte Susan derfor at spise Perilax, der er et syntetisk afføringsmiddel. Det satte reflekserne i gang i sådan et omfang, at hun i de efterfølgende seks timer skulle være tæt på et toilet. I den periode begyndte hun for alvor at tænke på at gøre noget ved problemet, men uvisheden om, hvordan tarmen ville reagere og hvad der skulle ske, holdt hende tilbage. Efter flere samtaler med sin læge og efter mange års overvejelser, besluttede Susan sig til sidst for at blive indlagt på Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor hun skulle præsenteres for forskellige metoder mod afføringsbesvær.

- Det var svært at tage beslutningen. Jeg var nervøs og usikker. Jeg skulle sygemeldes i to måneder, og jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle få det sagt til min arbejdsgiver, fortæller Susan og fortsætter: - Det lykkedes mig ikke desto mindre at få min sygemelding, uden at min arbejdsgiver fik sandheden at vide.

Rutine gav tryghed

- Mit valg faldt på et irrigationssystem (højt skyl), der lignede et lille hjemmehospital. Fordelen ved denne metode er, understreger Susan, at det ikke er forbundet med en medicinsk behandling og dermed heller ingen  bivirkninger har. - I dag kan jeg slet ikke forestille mig en hverdag uden analirrigation. Susan havde valgt analirrigationssættet, ”Peristeen Analirrigation”, som på det tidspunkt lige var blevet introduceret af firmaet Coloplast.

- Efter de tre første uger på Hornbæk havde jeg opnået en god rutine. Jeg analirrigerede på et bestemt tidspunkt hver eneste dag, også for at vænne tarmen til det. Det var vigtigt for mig, at det foregik på nøjagtig samme måde hver gang. Gentagelsen gav mig tryghed, også fordi jeg dermed vidste, hvad jeg kunne forvente. Det var en stor fordel for Susan at være på Hornbæk. Hun vidste, at hvis der skulle ske uheld, var hjælpen inden for rækkevidde. Det var vigtigt, at der ikke var ydre påvirkninger, der kunne stresse hende.

Fri for spekulation

Efter Susan kom hjem fra Hornbæk, fortsatte hun i endnu tre uger med at analirrigere hver dag og med samme fremgangsmåde. Først herefter begyndte hun at variere det lidt. - I dag analirrigerer jeg hver anden dag. Det tager cirka en time inklusiv bad, men derudover er jeg fuldstændig fri for at spekulere på toiletbesøg, fortæller en veltilfreds Susan. Siden den allerførste dag på Hornbæk har Susan ført dagbog over sine analirrigationer.

 - Den er blevet en del af rutinen, fortæller Susan og fortsætter med et lille smil på læben: - Jeg har alligevel ikke andet at lave derude. I dag kan jeg slet ikke forestille mig en hverdag uden analirrigation. Det giver mig kropsligt velvære, selvtillid og tryghed, fortæller Susan Thomas og slutter: - Ikke mindst har det givet mig et socialt liv, som jeg selv styrer.