Indbetaling af kontingent

Er du medlem af RYK, og har du allerede indbetalt det årlige kontingent til Dansk Handicap Forbund, behøver du ikke at læse videre.

Dette nyhedsbrev er kun henvendt til den desværre ret store andel af RYKs medlemmer der ikke har indbetalt kontingentet til Dansk Handicap Forbund (DHF). Det skulle have været indbetalt i februar. RYK er en specialkreds i DHF, og vil man være medlem af RYK, skal man derfor betale kontingent til DHF.

Vi håber naturligvis, at de manglende indbetalinger skyldes forglemmelser. Det er dyrt og tidskrævende at sende rykkere ud, så vi opfordrer alle til snarest muligt at få indbetalt kontingentet.

Det er vigtigt for RYKs arbejde og mange aktiviteter, at vores medlemmer støtter os via det årlige kontingent. Selvom det meste arbejde udføres af frivillige, koster det naturligvis penge at drive en aktiv forening som RYK, der bl.a. står bag et flot magasin, en informativ hjemmeside, arrangementer og sundhedspolitisk arbejde til gavn for alle mennesker med rygmarvsskade.

På forhånd tak for din støtte!

De bedste hilsner

Lotte Tobiasen
Formand