Ikon, canadisk kørestol

Canadisk ikon

En snowboardulykke og 13 paralympiske medaljer banede vejen for en helt ny måde at designe aktive kørestole på. Dette er historien om en kørestol, der er vokset op omkring et ønske om at kombinere teknologien fra cykelverdenen med den teknologiske udvikling fra eliteidrætten, og lade det udmønte sig i en standard dagligdags kørestol.

Tekst: Torben Mathiassen

Historien begynder tilbage i midten af 1990’erne. Den unge Jeff Adams har fuld knald på karrieren som Canadas nationale paralympiske klenodie inden for kørestolsrace. Et andet sted i Canada er den 20-årige Christian Bagg i fuld gang med ingeniørstudiet og en lovende karriere som produktudvikler inden for mountainbikeindustrien, da ulykken indtræffer. Under en fejlslagen manøvre på snowboard bliver Christian rygmarvsskadet.
Jeff Adams er en af de idrætsudøvere, der besøger rehabiliteringscenteret, mens Christian er indlagt. De to kommer hurtigt i snak, og da Christian senere er tilbage på sit ingeniørstudie og får brug for hjælp til sit kørestolsprojekt, er det Jeff han kontakter.

Perfekt makkerpar

Manglen på indstillingsmuligheder på kørestolen er et konstant irritationsmoment hos den nyskadede Christian. Tre år i en ”custom-fit” kørestol, der aldrig rigtigt passer ham, får Christian til at skrotte drømmen om at designe mountainbikes og i stedet kaste sin passion for produktudvikling over til kørestolsindustrien.
Den idrætsudøvende Jeff har gennem mange år undret sig over, at den teknologi, der blev anvendt til sportsstole, ikke blev videreført til standardstole. Jeff viser sig derfor at være den helt rigtige, som Christian ringer til. Med sit indgående kendskab til teknologien inden for kørestolsrace kan Jeff bidrage med viden til Christians projekt, og opringningen fra Christian bliver startskuddet til et langt partnerskab og venskab mellem de to.
De unge canadierne er det perfekte makkerpar. Christian er i stand til at udvikle idéer til fuldt funktionelle prototyper, uanset hvor vanvittige de må synes at være på papiret. Jeff er omvendt typen, der konstant sikrer omverdenens opmærksomhed. I 2002 klatrer han siddende i sin kørestol op ad de 1.776 trappetrin i det Canadiske CN Tower for at skabe opmærksomhed om manglen på tilgængelighed. Han indsamler $ 130.000 til formålet.

Idrætsprofilen og den ukuelige

Jeff har siddet i kørestol, siden han som barn fik kemobehandlinger mod kræft. Han overlevede kræften, men kemoen ”brændte” hans rygmarv. Allerede som ganske ung kastede han sig over idrætten, og gennem årene har han bl.a. fået 3 medaljer om halsen ved de Paralympiske Lege. Jeff bliver da også anset som én af de helt store idrætsprofiler i sit hjemland.
Christian er vokset op midt i den vilde natur i Rocky Mountains, og det bliver udnyttet til fulde. Sommeren byder ofte på mountainbikeløb på ruter, der bringer rytterne ud i vanvittige situationer, når de i høj fart kaster cyklerne rundt i skarpe sving på kanten af afgrundsdybe klippespalter. Christian ligger næsten altid forrest i feltet. Om vinteren erstattes cyklen med et snowboard, men de halsbrækkende eventyr fortsætter. I 1996 går det imidlertid galt, og Christian lander på ryggen og bliver rygmarvsskadet. Hans møde med idrætsudøvere i kørestol overbeviser ham dog om, at livet ikke er slut, men blot har taget en uventet drejning, og med sit ukuelige livssyn bliver han udskrevet fra rehabiliteringscenteret blot tre måneder efter ulykken.

Satser fuld-time

Efter en dopingdom i 2006 udelukkes Jeff Adams fra sportens verden, som afskærer ham fra de sponsorater og statslige støtteordninger, der har udgjort hans livsgrundlag. Christian og Jeff beslutter sig for at satse fuld-time på at udvikle den ultimative kørestol. En kørestol, der er multijusterbar men stadig let og komfortabel at køre i. En kørestol, der ikke gør brugeren mere immobil med tiden, men som kan ændre indstillinger, i takt med at brugerens krop ændrer karakter.
- Forestil dig at få lavet et skræddersyet sæt tøj, siger Jeff og fortsætter:
- Det passer perfekt, når du køber det, men det er det eneste sæt tøj, som du har i de næste 5-6 år. Din krop må med andre ord ikke ændre karakter. Du må ikke tage på. Du må ikke hænge mere i skuldrene. Du må ikke styrketræne og få større muskler. For så passer sættet ikke længere. Sådan er det at få en skræddersyet kørestol. Den passer nu og her, men det er en kortsigtet fornøjelse.

Cervélo sparker dem ud

De to canadiere indgår året efter et samarbejde med den canadiske cykelfabrik Cervélo, der investerer i det fælles projekt at lave en multijusterbar kørestol. Opgavens ordlyd er ligefrem: Lav en let og aktiv kørestol, der kan indstilles til både at passe til Jeffs 155 cm kropshøjde såvel som til Christians 193 cm. I praksis er det imidlertid ikke så let som det lyder, og i 2010 afbryder Cervélo samarbejdet og går solo. Christian og Jeff, der fortsat brænder for projektet, stifter Icon Wheelchairs Inc., og for ikke at komme ud i en konflikt om patentrettigheder, vender de tilbage til nogle af de koncepter, som de havde udviklet før samarbejdet med Cervélo.

Præsentation på tv-kanal

Allerede få måneder efter bruddet med Cervélo præsenterer Christian og Jeff deres nye stol for offentligheden i CBC TV-programmet Dragons’ Den. Stolen er en prototype, og det er Christian og Jeffs håb, at de kan sælge 20 % af firmaet til $ 500.000. Men selv om investorerne er mere end begejstrede for prototypen og de umiddelbare fordele, som konceptet vil medføre for kørestolsbrugere verden over, så er den krævede investeringssum alligevel mere, end de er villige til at betale.
- At deltage i programmet Dragons’ Den er sandsynligvis det bedste, som vi nogensinde har gjort, fortæller Jeff og fortsætter:
- Selv om vi ikke fik den ønskede investering, så skabte programmet så megen opmærksomhed omkring vores kørestol, at selveste Multimatic kontaktede os efterfølgende for at tilbyde deres designhjælp.
Multimatic, der er en verdenskendt leverandør af højkvalitetskomponenter til bilindustrien, tilbyder de unge canadiere deres fulde support til at gøre prototypen til en funktionel og salgsklar kørestol. De vil ikke investere i firmaet Icon Wheelchairs Inc. men stiller i stedet hele deres ingeniørstab, deres designere og maskinpark til fri rådighed for Christian og Jeff.
- Alt hvad der tidligere havde givet os hovedbrud, blev nu løst professionelt og på et niveau, der oversteg alle vores forventninger, fortæller Christian og tilføjer:
- Multimatic har en meget stor andel af æren for stolens endelige design.

Den endelige kørestol

Da Icon A1 langt om længe bliver introduceret på det canadiske og amerikanske marked i 2011, er der allerede  stor hype omkring den.
- Der er mange kørestolsbrugere, der er frustrerede over manglen på justeringsmuligheder, fortæller Christian med et stort smil før han fortsætter:
- Terapeuter er ofte tvunget til at bevilge en kørestol baseret på det behov, brugeren har her og nu. Men det er jo ikke sikkert, at dét er det samme om bare to år.
Helt konkret er det lykkedes de to canadiere at designe en kørestol, der er multijusterbar og forsynet med et luftaffjedringssystem, der effektivt absorberer de helkropsvibrationer, som kørestolsbrugere udsættes for dagligt, og som er kendt for at forårsage sekundære skader, især smerter i den nedre lænderegion. Men i modsætning til andre kørestole med affjedring, så trækker Icon-stolens luftaffjedring ikke energi ud af kørestolens fremdrift.

Komponenter fra cykelindustrien

Når man ser indgående på Icon-stolen, så ser man først og fremmest en kørestol, der ser anderledes ud. Kigger man nærmere efter, så ser man også en kørestol, der kan justeres på så mange afgørende parametre, at man ikke tror, at det er muligt samtidig med en lav vægt og gode køreegenskaber.
- Vi har jo skelet temmelig meget til cykelindustrien. Flere af komponenterne er standard på mountainbikes,  forklarer Christian og peger på luftaffjedringen:
- Den dér er f.eks. en Rock Shox fra SRAM og benyttes af verdens førende mountainbikeryttere i det allermest krævende terræn, som man kan forestille sig. Og hvis den kan holde til det, hvorfor skulle den så ikke også kunne holde til dagligdagsbrug i en kørestol?, spørger Christian retorisk.
- Men vi har ikke kun kigget på justeringsmuligheder, komfort og køreegenskaber, supplerer Jeff med henvisning til den lidt specialdesignede ”front wing”, som er stolens ramme.
- Ved forflytninger fra stol til gulv, gulv til stol eller endda fra stol til seng udsættes skulderleddet normalt for en temmelig høj belastning, da leddet under forflytninger er helt åbent. Det skyldes, at man normalt griber fat i kørestolsrammen på sædeniveau. På Icon-stolen griber man derimod fat på et lavere punkt, nemlig på den polstrede front wing. Derved holdes armen strakt, og leddet forbliver lukket og udsættes for en væsentlig mindre belastning.

Det internationale marked

Tre år efter en succesfuld markedsintroduktion på hjemmemarkedet er Jeff og Christian klar til at kigge ud mod den internationale scene. Særligt Europa ser interessant ud. De indser dog hurtigt, at det kræver sit at have med et fragmenteret europæisk marked at gøre, hvis ikke man er fysisk til stede. Jeff pakker derfor rygsækken og drager til Rehacare-messen i Tyskland i 2014 med henblik på at finde den helt rigtige samarbejdspartner. Her møder han salgschef Martin Fog Thomsen fra den danske virksomhed Langhøj Live ApS, og 11 måneder efter har Langhøj købt halvdelen af Icon Wheelchairs, og salget i Europa er en realitet. Men det er en helt anden historie.

Historien om Icon-stolen, som en snowboardulykke og 13 paralympiske medaljer baner vejen for tilbage i 1990’erne, får Christian lov at slutte:
- Det har været en lang og hård vej, men vi har altid været drevet af en sand lidenskab for at frembringe den bedste stol, vi kan. Som designer, og fordi jeg er bundet af det faktum, at jeg er lammet, vil jeg aldrig stoppe med at tænke måder, hvorpå en kørestol kan gøres bedre.

Torben Mathiassen er eksportmanager i Langhøjs afdeling i Århus. Artiklen er med tilladelse redigeret af redaktionen.

Den danske historie

- Egentlig var vi slet ikke på udkig efter en kørestol, da jeg tog til messen i Tyskland. Men den her kørestol var nu alligevel unik på så mange måder, at den ikke kunne undgå at vække min nysgerrighed, fortæller salgschef Martin Fog Thomsen fra Langhøj Live ApS.
Tilbage på kontoret i Danmark kan Martin ikke slippe mødet med Jeff og Icon. I mellemtiden er Jeff tilbage i Canada, og de indleder forhandlingen, der ender med, at Langhøj køber halvdelen af firmaet Icon Wheelchairs.
- Det lå egentlig ikke i kortene, at vi nu skulle være kørestolsfabrikant, fortæller produktudviklingschef Frank Langhøj og fortsætter:
- Vi har produceret handicapbiler i mere end 30 år, og selv om vi med ansættelsen af Martin har taget et skridt i retning af at levere drivaggregater til kørestole på hjemmemarkedet, så er købet af Icon Wheelchairs en uventet, men meget spændende udvikling for firmaet.
Med den nyansatte eksportchef, Torben Mathiassen, i spidsen står Langhøj Live ApS allerede året efter over for en europæisk markedsintroduktion på Rehacare-messen i Tyskland i 2015, og succesen udebliver ikke. Adskillelige forhandlere kommer forbi og ønsker at repræsentere Icon i deres eget hjemland. I skrivende stund har Langhøj forhandling med otte lande i Europa.