Idræt: Rugby

Tekst: Peter Marx

Hvilken øjenåbner! Så kunne jeg måske alligevel

komme til at spille bold! Tre måneder efter jeg var

udskrevet, tog jeg med ud til min første træning i

Ballerup og har spillet lige siden.

I min tid på Nørrebros værste skole

skulle man enten være god til at slås

eller til at spille fodbold. Og da klassens

tyran ikke var sådan lige at bide skeer med,

valgte de fleste af os fodbolden. Det var

også godt nok, for så længe vi vandt over

de andre klasser, var idioten stillet tilfreds.

Ellers brød helvede løs. Jeg gik der indtil 8.

klasse, hvor min mor endelig forbarmede

sig, så jeg kunne skifte skole, og vi spil-

lede hvert evig eneste frikvarter. Fodbold,

fodbold, fodbold. Og det var så det, jeg

lærte på den skole, for i timerne lavede vi

ingenting.

Efter skole var det også sport. Min bedste

ven havde nogle billige ketsjere med hjem

fra en sommerferie i Italien, og så begyndte

vi at spille tennis. Vi havde ingen penge,

så vi tog rundt til de forskellige baner og

nåede måske at spille et enkelt sæt, før vi

blev opdaget og smidt væk. Så cyklede vi

hen til et andet sted for at se, om der var

en ledig bane. Helst én, der lå langt væk fra

klubhuset. Ind i mellem fik vi lov at spille

færdig, hvis vi fejede nogle af banerne.

Året efter begyndte vi at spille badminton

efter samme princip. Det var lidt lettere at

skjule sig i de store badmintonhaller. Andre

aftener tog vi ind på min kammerats fars

arbejde på Københavns Rådhus, hvor der

stod et bordtennisbord. To gange om ugen

cyklede vi ud til Enghave, hvor vi spillede

håndbold i Ajax, der holdt til bag Vestre

fængsel. Da jeg blev 15, havde jeg fået

sparet sammen til en racercykel, som min

overbo hjalp mig med at samle og som jeg

kørte mange kilometer på.

Om sommeren svømmede vi, og om

vinteren stod vi på skøjter og ski. Men

allermest spillede vi fodbold. Det kunne

vi spille hvor som helst, hvis vi bare havde

en bold og var to drenge. Ofte fandt vi et

bur med en asfaltbane og var der allerede

en kamp i gang, kunne man altid være

med. Græs var der ikke noget af, dengang

stenbroen var belagt med sten. Nu er der

plæner i hver anden baggård, som i et andet

parcelhuskvarter.

Overordnet var det var en barndom som så

mange andres, fyldt med sport og fysiske

aktiviteter.

Hovedløst

Så sport blev et af de større afsavn, da

jeg efter et hovedløst hovedspring lå på

Hornbæk og indså, at der nok ikke var

mange tåhylere tilbage i mig. Jeg var typen,

der ikke kunne se en bold uden at skulle

sparke til den. Eller kaste med den. Stadig i

dag begynder mine ben, som jeg ellers ikke

kan mærke overhovedet, at sitre og krible,

når jeg ser andre spille. Glæden ved at lege

med en bold kan ikke forklares, men det

ligger dybt i en. Det afskrev jeg imidlertid

oppe på Hornbæk, betragtede det som en af

de ting ”der var engang” og koncentrerede

mig om noget andet.

Derfor var det mig også ret ligegyldigt, “

da en sygeplejerske kom ind på stuen og

spurgte, om jeg ville med ud at se kørestols-

rugby. Men tiden skulle jo gå med et eller

andet, så jeg tog med alligevel. Mine hæn-

der lå som et par døde sild på det tæppe,

jeg havde om benene, da jeg blev skubbet

ind i Coloplasts hal i Humlebæk i den stol,

jeg havde til afprøvning. Hvilket chok. Jeg

var havnet midt i en landskamp mellem

Danmark og Tyskland og en intens og lar-

mende stemning mødte mig. Publikum og

trænere råbte og skreg. Spillerne for rundt

efter en bold, bragede ind i hinanden og

væltede ud af stolene. Jeg syntes det så fedt

ud, men kunne ikke forholde mig til det.

Det var alligevel ikke noget, jeg kunne være

med til. Men så kom der en anden sølle

tetra som jeg selv trillende hen, præsente-

rede sig og forklarede, at han skam spillede,

og det kunne jeg også sagtens komme til.

Hvilken øjenåbner! Jeg lå vågen hele natten

og spekulerede over denne nye erkendelse.

Så kunne jeg måske alligevel komme til

at spille bold! Tre måneder efter jeg var

udskrevet, tog jeg med ud til min første

træning i Ballerup og har spillet lige siden.

Handicapidræt – et potentiale

Det er noget særligt at dyrke idræt som

fysisk handicappet, fordi sport netop

indebærer fysisk udfoldelse. For nytilska-

dekomne, der med et bliver sat i en fysisk

begrænset situation, er det måske mest

naturligt at fravælge sport og fokusere på

de ting, man stadig kan. Ting, man kan

gøre med hovedet. Vælger man alligevel at

udnytte det potentiale, der trods alt stadig

eksisterer, bliver det under andre vilkår.

Men bortset fra de fysiske omstændighe-

der er det akkurat det samme, der gør sig

gældende som i al anden idræt. Man kan

gøre det for sjov, men man skal stadig være

en ’atlet’ eller idrætsmenneske, der yder

maksimalt, for at konkurrere på højt plan.

Som en kriger fra kamp

For mig betød rugby en kæmpe frihed. Jeg

kom fra min manuelle kørestol, som jeg

ikke kunne holde balancen i og ikke kunne

forcere kantsten med og blev sat i en rug-

bystol, hvor jeg lige pludselig kunne køre

meget hurtigere, dreje rundt uden at falde

ud og ikke mindst, køre ind i ting og de

andre uden at komme til skade. I rugbysto-

len får jeg min førlighed tilbage. Der kan jeg

drible, finte og slås. Det er skønt at vende

hjem efter en hård turnering, radbrækket i

hele kroppen og med brandsår på armene.

Som en kriger fra kamp. Her er det kun de

bedste, der vinder. De hurtigste, stærkeste

og klogeste. Med tiden betød det også, at

jeg blev meget bedre i min hverdagsstol. Og

til alle mulige andre ting.

I Hornbæk havde jeg med stor fornøjelse

spillet bordtennis, men det blev ved at

irritere mig grænseløst, at jeg kun kunne

gøre det halvt så godt som dengang, jeg var

gående. Jeg havde svært ved at løsrive mig

fra min tidligere kunnen, og det mindede

mig konstant om, at jeg nu var havnet i en

situation med en masse begrænsninger.

Sådan var det ikke med rugby. Den har kun

gjort mig  mere fri.