Idræt: Pain i temporary - pride is forewer

Tekst: Peter Marx

- Paralympisk guld er det største, man

kan opnå. Jeg har trænet til det her

i to år, og selve deltagelsen i PL har

været et mål næsten fra jeg begyndte

at svømme som handicappet.

RYK! har snakket med Karina Lauridsen

om at blive paralympisk mester.

 

 

Karina Lauridsen har siddet i kørestol i syv år, siden hun brækkede

ryggen, da en faldskærm ikke foldede sig ordentligt ud. Den 24. september

i år stod hun øverst på den paralympiske

medaljeskammel og fik guldet om halsen. 

Før sit uheld med faldskærmen dyrkede

Karina svømning og triatlon og havde en

karriere inden for Forsvaret. Da jeg taler

med hende, har hun lige overstået dagens

anden træning. Der tegner sig hurtigt et billede af en person af få ord, men med masser

af holdninger. En person, der ikke lader sig

kue af noget.

Skal man være sej for at blive en god svømmer?

”Det kræver da en vis disciplin at træne

hver dag. Man skal hele tiden overvinde sig

selv for at blive bedre. Men det er også nødvendigt at have glæde ved det man gør. Og

være åben overfor forandringer. Min træner

har ofte forslag til ting, der skal laves om.

Det er også vigtigt at have drømme, og en af

mine var at vinde medalje ved PL. Men det

kan da godt være, jeg er lidt stædig. DHIF

lavede en T-shirt med et tryk, der sagde:

“Pain is temporary, pride is forever”, og det

synes jeg er meget sigende. Den hårde træ-

ning er hurtigt glemt, men oplevelserne, jeg

har haft med min svømning, og medaljerne

– det har jeg for altid.”

Beijing 2008

En af de oplevelser, Karina har haft, var

selve arrangementet omkring PL. Alene

det at kvalificere sig er en bedrift, som blev

hyldet ved åbningsceremonien af 90.000

tilskuere.

”Det var en stor ære at deltage i indmarchen

og ren gåsehud at komme ind på stadion.

Helt overvældende. Der slog jeg bare fra og

nød at være med. Og så må jeg indrømme

at det gav hjertebanken, da ham i kørestolen

hejste sig op og tændte flammen. Det var

virkelig storslået.”

Det danske hold boede sammen i OL-

byen, i fine grønne omgivelser. Kun ti

minutter med bus fra svømmestadion.

Maden var god, selv om Karina savnede en

dansk bøf til sidst. Men vigtigst var, at det

var et velsmurt arrangement.

”Jeg er imponeret over, hvor høflige og

professionelle de har været. Der stod altid

nogen klar til at hjælpe. De gør tingene på

deres måde, men jeg mener, vi kan lære lige

så meget af dem, som omvendt. Man følte

heller aldrig at de var trætte efter et langt

OL. Tværtimod var de meget seriøse og

medierne var på 24 timer i døgnet.”

Fik du set andet end svømmestadion?

”Der blev også tid til lidt sightseeing. Jeg

er meget interesseret i historie, og Den

forbudte by er helt fantastisk. Kineserne var

også meget interesserede i os, så vi måtte

ofte stille op til en lille fotosession med de

lokale.”

Verdensrekord

Karina fik tæt på optimalt udbytte af den

megen træning, ved at vinde en bronze i

rygcrawl og en guld i medley. I sidstnævnte

satte hun desuden verdensrekord.

Du ser meget glad ud, da du får guldmedaljen

om halsen, kan du huske det?

”Det kan du tro”, griner hun. ”Det var så

stort og jeg vil aldrig glemme det. På den

anden side er jeg ikke sikker på at jeg har

fattet det endnu. Paralympisk guld er det

største, man kan opnå. Jeg har trænet til

det her i to år, og selve deltagelsen i PL har

været et mål næsten fra jeg begyndte at

svømme som handicappet.”

At sætte en verdensrekord betyder, at du

har svømmet hurtigere end nogen anden,

nogensinde. Desuden vandt du med en halv

banelængde og det ser ikke ud som om der er

nogen, der kan true dig. Kan du ikke lige så

godt stoppe nu?

”Jeg var faktisk ikke bevidst om hvor mine

konkurrenter befandt sig under finalen, for

jeg havde totalt fokus på mit eget løb. Og

jeg har ikke en gang selv set finalen endnu.

Med hensyn til rekorden, ved jeg, at jeg

kan slå den igen. Så det er slet ikke svært at

sætte sig op til. Som svømmer er man vant

til at kæmpe mod sig selv og sine egne tider.

Man kan jo ikke ændre ved de andres. Men

jeg håber og satser da på at være med til

næste PL i London.”

Du var i forvejen verdensmester i medley. Har

der ikke været et enormt forventningspres op

til PL?

”Jeg var nok favorit, men forventede ikke

selv som sådan at vinde, forstået på den

måde, at man ikke kan tage noget for givet.

Det duer ikke. Så ja, selvfølgelig har der

været visse forventninger, men jeg kan jo

kun gøre mit bedste og det gør jeg vitterligt også. Jeg forsøger altid at blive bedre.

Desuden har der været god opbakning fra

min træner og DHIF.”

Man kan ikke gradbøje talent

Siden hjemkomsten har Karina modtaget en del opmærksomhed og modtaget

flere priser, bl.a. Hans Just Idrætspris og

Gudmund Schacks legat. Desuden er

det første gang, PL-medaljer har udløst

pengepræmier.

Er det ikke rart med noget kontant

anerkendelse?

”Jo bestemt. Det er jeg meget stolt over.

Men det er alligevel spøjst, at der skal

differentieres mellem OL og PL i det hele

taget, at en OL-medalje giver højere bonus.

Det sender et forkert signal om, at der ikke

sættes lige så meget pris på handicapidræt.

Danmark mangler stadig meget i at opnå

ligestilling. Ligesådan med de kongeliges

fest, der kun er for OL-deltagerne. Men

dem er jeg nu ligeglad med. Jeg svømmer

lige godt af den grund.”

Er det ikke fair nok at sige, at konkurrencen

er så meget større hos rasksvømmerne, og at

der derfor er mere opmærksomhed om for

eksempel Jeanette Ottesen end dig, selv om du

faktisk har leveret større resultater på papiret,

end hun har?

”Selvfølgelig er der større konkurrence på

den måde, at der er flere udøvere indenfor

raskidrætten. Men man kan ikke gradbøje

talent på den måde. Inden for raskidræt

devaluerer man heller ikke håndboldspillernes præstationer, bare fordi der er flere

lande, der spiller fodbold. Og jeg træner

lige så hårdt som rasksvømmerne for at nå

mine mål. Jeg oplever det også i medierne,

hvor de ser mig som en handicappet svømmer. Jeg ser mig selv som en atlet med

et handicap. Når det er sagt, er der øget

respekt for vores resultater, trods alt. Der

er mange, der genkender mig til træning

og ved, at jeg har vundet medaljer til PL.

Det er da en udvikling fra i begyndelsen,

da jeg kom i svømmehallen og livredderen

kom styrtende for at redde mig fra det dybe

bassin.”

Det giver en god ballast

Er dit liv så forandret nu?

”Jeg lever som jeg plejer og træner som

normalt. Men svømningen som sådan har

måske forandret mig. Det giver en god

ballast i andre dele af mit liv at vide, at det

er muligt at sætte sig høje mål og nå dem.

For eksempel i forhold til arbejde. Men

jeg har nu aldrig haft lyst til at pive over at

sidde i kørestol. Jeg vil hellere se fremad og

udgangspunktet er nu en gang, at jeg sidder

i stolen.”

Hænger din medalje derhjemme?

”Den ligger i en boks”, griner hun, før jeg

siger farvel

 

 

Hall of Fame

Den danske paralympiske legende

Connie Hansen skrev historie, da hun

som den første dansker blev optaget i

handicapidrættens Visa Paralympic Hall

of Fame. Optagelsen skete især på baggrund af hendes imponerende paralympiske præstationer, hvor hun bl.a. har

vundet ni guldmedaljer i kørestolsræs,

“Jeg er virkelig taknemmelig over at

blive optaget i Paralympic Hall of Fame.

Jeg har lært et nyt ord i dag, ’inductee’,

og det fortæller mig, at det her er noget,

der komme til at stå for altid”, sagde

Connie Hansen ved ceremonien, hvor

hun blandt andre takkede sin mange-

årige træner Britt Olsen.

Connie har siden været et forbillede for

mange idrætsudøvere og paralympiske

atleter og ikke mindst blev hun en værdig ambassadør for handicapidrætten.

Connie Hansen er nu formand for

Dansk Handicap Idræts-Forbunds

atletikudvalg.

BB

 

 

Medaljebonus

Team Danmark har ved dette års Paralympics valgt at give atleterne

medaljebonus for første gang nogensinde. Guldmedaljevindere fik

40.000 kr., mens der var 15.000 kr. og 5.000 kr. til sølv- og bronzevindere. Danmark var repræsenteret i atletik, bordtennis, cykelsport

(bane og landevej), goalball (mænd og kvinder), ridning, rosport,

sejlads, skydning, svømning og tennis.

BB