Idræt og rehabilitering

Debat:

Rehabiliteringen skal være bedre til at inddrage idrætten

Mennesker har brug for at være i aktivitet, og vi udvikler os hele tiden gennem deltagelse i fysiske aktiviteter. Derfor er det vigtigt, at mennesker, der pådrager sig en rygmarvsskade, bliver præsenteret for mulighederne for et aktivt idrætsliv i deres rehabiliteringsforløb. Det mener Zenta Kirstejn Frerks, der gennem samtaler med tidligere patienter efterlyser bedre information og præsentation af idrættens muligheder på landets rehabiliteringscentre.

Gennem mit virke som klassifikatør i kørestolsrugby og som medlem af Medicinsk Udvalg for Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) møder jeg mange mennesker med forskellige funktionsnedsættelser, herunder mennesker med rygmarvsskade, og ét har de alle til fælles; de brænder for sporten, fællesskabet og friheden til at vælge at være fysisk aktiv med det, de nu kan bidrage med.

Idræt hjælper i hverdagen

De fleste rehabiliteringsprogrammer i Danmark har fokus på de primære instruktioner, som retter sig mod hverdagsfunktioner. Det vil sige, at fysioterapeuterne ofte fokuserer på basale teknikker som for eksempel gangtræning og forflytning, mens ergoterapeuterne ofte arbejder med hverdagsaktiviteter såsom personlig pleje og praktisk formåen. Det er ærgerligt, for der er mange eksempler på, at (handicap)idrætten er med til at flytte det enkelte menneske og påvirke dennes livskvalitet positivt. Der er en overførelsesværdi fra idrætten til hverdagslivet for de mennesker, der lever med funktionsnedsættelse.
Forskning fra USA og Australien har for eksempel vist, at paraplegikere, der deltager i kørestolssport, har mindre risiko for medicinske komplikationer og genindlæggelser, og et dansk studie har belyst, at idrætten gør det lettere for mennesker med funktionsnedsættelser at deltage i mange andre af hverdagslivets gøremål. Hvis man som rygmarvsskadet er i god fysisk form, kan man glemme sin krop, rette opmærksomheden mod omverdenen og klare sig lettere i hverdagen.

Behandlerne mangler viden

En ofte stringent opdeling af terapeutroller og uvidenhed hos behandlerne om idrættens overføringsværdi, gør, at der ofte mangler blik for den langsigtede, bredere sundhedstilstand – på, hvordan man lever et sundt, aktivt liv med sin funktionsnedsættelse. Patienternes møde med (handicap)idrætten under genoptræningen begrænser sig ofte til en udleveret folder, og det bliver op til den enkelte patient selv at søge erfaring med idrætsaktiviteter udenfor rehabiliteringsinstitutionens rammer. Og det er langt fra altid, at patienten, der er i en sårbar situation, har overskud til det.
Udgangspunktet for rehabilitering skal helst være en forståelse af patientens værdier og ønsker for hverdagslivet, og mine oplevelser blandt idrætsfolk med handicap har tydeliggjort for mig, at mange ønsker og elsker idrættens fællesskab og fysiske aktivitet.

Mere idræt i rehabiliteringen

Det er oplagt for rehabiliteringscentre og andre behandlingsinstitutioner at gøre idrætten til en del af kommende aktivitetstilbud. Og dermed at anvende idrætten som et praktisk redskab i rehabiliteringen. Terapeuter, som har mulighed for at iagttage deltagernes udvikling af aktivitetsidentitet og formåen gennem idrætten, kan påvirke mennesker med funktionsnedsættelser til at blive socialiseret ind i sportens verden og dermed åbne op for muligheder for at deltage i nye fællesskaber og aktiviteter.
Lad os vende blikket mod Canada og Australien, to lande, der har nogle af verdens bedste paraatleter. Her inddrager man ofte idrætten som en del af terapeuternes intervention. Terapeuterne har mere tid til at arbejde med idræt i rehabiliteringen, og de idrætslige faciliteter er bedre og mere tilgængelige, både på behandlingsstederne og rundt omkring i landet, hvor folk bor. For den enkelte er det nemlig vigtigt, at idrætten er let tilgængelig, og at der er forskellige tilbud om aktivitetsudøvelse i nærområdet.

En større inddragelse af idræt i rehabiliteringen og en inddragelse af det frivillige foreningsliv vil give en bedre rehabilitering for den enkelte - særligt i det liv, der skal leves efter selve rehabiliteringsforløbet. Men det kræver, at de institutioner og de terapeuter, der arbejder med rehabilitering, får øjnene op for den overførelsesværdi, der er fra idrætten til hverdagslivet.

Zenta Kirstejn Frerks er Lektor, Ergoterapeut og Master i Idræt og velfærd. Tidligere har hun været ansat på VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen. I dag er hun Uddannelses- og Idrætskonsulent for Parasport Danmark. Desuden er hun klassifikatør i kørestolsrugby og paracykling samt medlem af Medicinsk Udvalg i Parasport Danmark.