Idræt: Med holdet til Canada - kørrestolsbasket

Tekst: Morten Elmholt

 

Det danske kørestols basket-

hold, Viborg Dunkers deltog i

den canadiske turnering, Spit-

fire Challenge i Toronto. Det

blev ikke blot en udfordring

på det sportslige plan. For

Morten Elmholt og to andre

nyskadede var det første gang,

de skulle ud at flyve efter deres

rygmarvsskade, og rejsen blev

derfor også en øvelse i at hånd-

tere de udfordringer, de mødte

undervejs. Og ikke mindst med

erfaring om, at tilgængelighed

er en selvfølgelighed i et land

som Canada.

 

En tidlig morgen sidst i juli begyn-

der en rejse på over 6.000 km

fra Midtjylland til Toronto for at

deltage i Spitfire Chal lenge i kørestols-

basket. Bilen er tætpakket og traileren

er fyldt. 10 basketkørestole, fire hver-

dagsstole, reservehjul og værkstøj.

Ud at yve for første gang

Det sitrer af spænding og nervøsitet i

afgangshallen i Kastrup Lufthavn. For

tre af os er det nemlig første gang,

vi skal ud og flyve med kørestol. Der

udveksles gode råd med de mere

erfarne spillere, og det tager den vær-

ste nervøsitet. Ved check in får vi kli-

stermærker til vores kørestole, hvor

der står, at de skal stilles ved flyverens

udgang, når vi lander. Efter check in af

bagage, basketstole og sikkerhedstjek

er vi klar til at komme ombord på flyet,

en boeing 767. Ved gaten står et par

Falck hjælpere med, hvad der bedst kan

beskrives som en sækkevognslignende

stol, som vi en efter en bliver kørt ind

i flyet på. Turen tager otte timer og 40

minutter, og undervejs er det nødven-

digt med en tur på ”sækkevognen” for

at komme ud på toilettet. Med seks

kørestolsbrugere, som skal køres frem

og tilbage fra toilettet, holder det to

stewardesser godt beskæftigede på

turen.

Efter en lettere turbulent landing i

Toronto kommer jeg ud af flyet som den

sidste. Her møder jeg nogle frustrerede

holdkammerater i gamle hospitalskøre-

stole med kommentaren: ”Der er ingen,

der ved hvor vores kørestole er henne!”.

Efter en times venten og en flok stewar-

desser på overarbejde begiver vi os ud

på en tre km lang tur gennem lufthav-nen, hvor vi genforenes med vore egne

kørestole og bagage.

Med skolebus og bybus

På vores første dag i Canada tager vi

en bustur til det lokale indkøbscenter,

Square One Mall. Vi kører i en klassisk,

amerikansk skolebus, der er indrettet

med lift bagi. Turen er arrangeret af

canadierne, der afholder turneringen,

som en velkomst til de hold, der alle-

rede er ankommet.

Sidste fridag inden turneringen bruges

på en tur downtown. Vi bliver enige om

at prøve kræfter med Torontos kollek-

tive trafik, så udstyret med kort og bus-

planer tager vi med en shuttlebus fra

hotellet ud til busterminalen i lufthav-

nen. Busserne er særdeles tilgængelige,

de kan sænkes, klappe en rampe ud og

har plads til at spænde to kørestole fast.

Det lykkes os efter nogen overtalelse at

finde plads til hele holdet - seks køre-

stole i én bybus!

Styrketræning på rulletrappe

For at komme ind til centrum skal vi

skifte til en metrolinje. Vejret viser sig

ikke fra sin bedste side, så planen er

at starte med et museumsbesøg. Hele

holdet står derfor af ved metrostatio-

nen Museum, hvor vi tager rulletrap-

pen op. Det er lidt sjovere end at kigge

efter en elevator! Vi bliver mødt af en

meget opgivende billetkontrollør: ”No!

Not again, no more wheelchairs”. Det

viser sig, at der er en grund til, at vi

ikke har set en elevator, for vi har glemt

at kontrollere på vores metrokort, om

stationen er handicapvenlig. Takket

være en god omgang styrketræning til

vores holdleder og træner lykkes det hele holdet at komme op på gaden. Et

hurtigt kig på metrokortet viser, at vi

bare skulle have taget et stop mere, så

kunne vi havde taget en elevator op til

gadeniveau.

Alt er tilgængeligt

Det er nu tørvejr, så vi dropper museet.

I stedet begiver vi os ned mod havnen

til det berømte udsigtstårn CN Tower.

Turen gennem centrum er fascinerende

med byens mange skyskrabere, og

igen bliver jeg overrasket over, hvor let

tilgængelige alle ting er. Næsten alle

butikker har døråbner, der er ramper i

stedet for trapper, og frem for alt er der

altid et toilet, som er bredt nok til en

kørestol, dejligt!

Det meste af byturen kører vi på Yonge

Street, som med sine 1.896 km er ver-

dens længste gade. For enden ligger det

storslåede indkøbscenter, Toronto Eaton

Centre, som er et af de mest besøgte

storcentre i verden med over en mil-

lion besøgende hver uge. Det består af

en lang korridor med et buet glastag,

hvor der er butikker i flere forskudte

planer på hver side. Efter en rundtur i

Eaton tager vi metroen ved centret og

kører til CN Tower. Det er et fantastisk

syn, der møder os, da vi kommer op fra

metrostationen et par gader væk fra CN

Tower. Men vi bliver dog hurtigt skuf-

fede. Vejret driller os, og vi kan knap

nok se toppen af det 555 meter høje

udsigtstårn. Vi må vente med at komme

op og nyde udsigten.

Spektakulært

Oven på en god afslutning af basketball-

turneringen bliver vi dagen efter kørt

til CN Tower af arrangørerne. Denne gang er nogle af de andre hold også

med i skolebussen. Der er skyfri him-

mel. Perfekt. For at komme de ca. 350

m op til udsigtsplatformen, skal vi med

en udvendig glaselevator. Turen tager

56 sekunder og er meget spektakulær,

hvor vi kan se byen blive mindre og

mindre for til sidst at forsvinde under

os. Nederste etage på udsigtsplatfor-

men har et glasgulv, som selv i kørestol

er halvubehageligt at køre på. Men det

skal vi jo selvfølgelig prøve.

Niagara Falls og på visit i USA

For at komme ud og se nogle sevær-

digheder uden for Toronto lejer vi den

følgende dag to amerikanske biler; en

GMC Yukon V8 og en Dodge Caravan.

Det tager ca. en times kørsel sydpå

at komme til den canadiske grænse,

hvor vi drejer ind for at se Niagara

Falls. Allerede flere kilometer inden

vi ankommer til Niagara, kan vi se en

stor dampsky rejse sig i det fjerne. Et

signal om, hvor storslået vandfaldet

er. Nedenfor Niagara Falls forbinder

Rainbow Bridge Canada og USA. Det er

dog ikke sådan lige at komme ind i USA.

Der skal tages fingeraftryk, billeder og

udfyldes en masse papirer, men efter

næsten halvanden time, kan vi endelig

køre forbi grænsebommene og bruge

eftermiddagen i USA.

Det har været ti gode dage med basket-

ball, socialt samvær og store oplevelser.

Vi vender hjem et par udfordringer

rigere og med erfaring om, at tilgænge-

lighed er en selvfølgelighed i et land

som Canada.

 

Spitfire Challenge

Vores første kamp spilles mod et

canadisk hold fra Calgery. Det bliver

en tæt kamp, hvor vi må se os slået af

et mere velspillende hold, som scorer

på de oplagte chancer, hvor vi i ste-

det brænder. Om aftenen kommer vi

igen med en sejr over det mexicanske

landshold. Godt nok er det ”kun” det

mexicanske kvindelandshold, men

de fleste af spillerne er både større

og stærkere end os. Det er senori-

tas med store overarme, vi er oppe

imod. Vi fortsætter det gode spil

de følgende dage og får nogle gode

kampe, hvor vi bliver mere og mere

sikre i vores spil. Mellem kampene

er der tid til at se nogle af de store

hold spille i gruppen med landshold.

Her er specielt Canada-USA kampene

interessante at følge, da de har nogle

af de bedste hold i verden. Efter fem

indledende kampe er vi klar til at

spille i finalen med mulighed for at

få revanche mod Calgery. Finalen

bliver en tæt kamp, og vi afslutter

som vinder af turneringen. Det er en

stor oplevelse for holdet, som fejres i

hotellets bar om aftenen.