Idræt: Jeg kan lide at være fysisk aktiv

- Jeg vil altid dyrke sport, hvis det er muligt. Det giver mig en stor fysisk som psykisk tilfredsstillelse, som jeg ikke vil være foruden, fortæller Joan Hallberg, der bor i Grenaa og gerne tager en morgendukkert i havet. Det gjorde hun også den kølige septemberdag, RYK! besøgte hende.

Tekst: Birgitte Bjørkman

I udkanten af Grenaa tæt på skov og strand finder vi Joan Hallberg. Hun er netop kommet hjem fra den dukkert, hun tager hver morgen i Kattegat.

- Jeg er så heldig at bo tæt på Dronningens Ferieby, hvor der er en tilgængelig badebro, fortæller 66-årige Joan, der holder af at være fysisk aktiv. Det var hun før sin rygmarvsskade, som hun pådrog sig i 1981, og det er hun stadig.

Udfordringerne

- Jeg har altid dyrket sport. Før ulykken dyrkede jeg gymnastik på eliteplan, og allerede under min indlæggelse på Viborg gjorde jeg mig ideer om mine muligheder.

Og man skal ikke sige til Joan, at det ikke kan lade sig gøre. Så vil hun bevise det modsatte. Det gjorde hun fra dag ét.

- På neurokirurgisk afdeling var der en læge, der sagde til mig, at det var umuligt at kapro i min situation.

På det tidspunkt boede Joan i Skanderborg og havde kendskab til den lokale roklub, hvilket var årsagen til hendes spørgsmål til lægen. Svaret fra lægen provokerede hende, og hun ville derfor bevise, at det kunne lade sig gøre. Betingelsen fra klubben var blot, at hun kunne svømme300 meter.

- Og det kunne jeg! Jeg udså mig en stærk og velvillig, mandlig roer og sammen roede vi kaproning - dobbeltsculler - i et par sæsoner.

RYK!s udsendte ville måske have givet samme svar som lægen, og spørger derfor Joan, hvordan hun tog udfordringen op med kaproning.

- Jeg blev båret ned i båden, hvor jeg sad forrest, fik fødderne spændt fast og knæene bundet sammen. Når jeg sad på glidebrættet, lod jeg mig glide frem ved at kaste overkroppen fremover, og herefter "trak vi i årerne", og jeg gled automatisk tilbage … det var bare med at finde en kadence, der passede og ellers have en stærk og velvillig roer bag sig, fortæller Joan begejstret om sin tid på Skanderborg Sø.

- Siden flytningen til Grenaa har jeg ikke roet, men jeg har overvejet at tage kontakt til byens lokale sejlklub, der har havkajakroere, fortæller Joan, der allerhelst vil deltage i et almindeligt klubliv.

Gammel olympisk mester som inspirator

Under sin indlæggelse kom Joan til at tænke på den polioramte, olympiske mester i dressurridning, Lis Hartel.

- Så tænkte jeg, at det kunne jeg nok også.

Inden da havde Joan aldrig siddet på ryggen af en hest.

- Jeg startede med at ride med bagrytter på et hensyntagende hold. Senere, da jeg flyttede til Grenaa i 2001, blev jeg medlem af en rideklub som den første med handikap.

Joan red på lige fod med de "almindelige ryttere" og lærte meget, men følte på et tidspunkt, at hun blev en praktisk belastning for holdet. Det var her, hun erfarede, at hendes handicap satte begrænsninger for deltagelse i en almindelig idrætsklub.

- De såkaldt rask-idrætsforeninger er ofte ikke gearet til at rumme medlemmer med et handicap. Og det er ærgerligt, mener Joan.

Hun tog derfor kontakt til Birkegården i Feldballe. Rideskolen, der udelukkende har islandske heste, har både lift og rampe.

- Foruden mine egne armkræfter kræver det kun et ”kærligt skub” at bestige hesten, fortæller Joan, der siden har reddet året rundt i Mols Bjerge.

- Det har stor betydning for mig, at jeg har mulighed for at ride i naturen. Det giver mig en masse glæde. Ridningen betyder også, at jeg har fået en bedre balance og større kropsbevidsthed.

For at undgå tryksår har Joan fået syet et specielt lammeskind til sadlen og sørger for at smøre sin hud med god creme.

De mere eksotiske

Vi vender igen tilbage til det med, at man ikke skal sige til Joan, at noget ikke kan lade sig gøre. Kort efter sin ulykke fik hun nemlig mulighed for at springe i tandemfaldskærm.

- Min omgangskreds sagde, at jeg ikke turde, og så måtte jeg jo lige prøve. Det var en stor udfordring – og helt fantastisk, fortæller Joan med et stort smil.

- Ærgerligt at det er både dyrt og besværligt at springe. Ellers ville jeg gerne prøve mange gange endnu.

Dit liv dit ansvar

Da Joans liv blev forandret efter ulykken, lavede hun en aftale med sig selv.

- Jeg mener, man selv må tage ansvar for sit liv - hvad enten man sidder i kørestol eller ej.

Og det gjorde Joan. Da hun blev rygmarvsskadet, var hun midt i trediverne, gift og mor til tre børn, hvoraf den yngste har en svær hjerneskade. Hun havde job som sygeplejerske og studerede til psykolog ved siden af. Kort efter udskrivelsen genoptog hun sit arbejdsliv og fik et deltidsjob i en lægepraksis.

- Jeg har aldrig haft lyst til at påtage mig offerrollen, fortæller Joan, der arbejdede i lægepraksisen i syv år.

Skilsmisse og en datter med en svær hjerneskade fik Joan til at søge førtidspension, hvorefter hun færdiggjorde sit cand.psyk studie. I dag er hun folkepensionist, og selv om pengene er små og alle handicaptillæg ryger, når man bliver folkepensionist, så klager hun ikke.

- Man får et andet liv som rygmarvsskadet. Men hvem siger, at det er dårligere, spørger Joan og fortsætter:

- Vel kan det da være surt, men jeg har valgt at se mulighederne i mit liv frem for begrænsningerne. Det er nu sådan, jeg ser på mit liv.

- Det, jeg savner mest, er at kunne gå ud i naturen helt alene. Uden for skovstierne, hvor der er stille og man kan sidde ned og bare være sig selv.

Nu får Joan naturoplevelser og fred ude på vandet, når hun gennem hele sommeren tager sin  morgendukkert. Og det er lise for sjælen, betror hun mig.

På Joans træningsprogram står der også Pilates, og mindst tre gange ugentligt kommer hun på den lokale kliniks motionscenter, hvor hun træner norsk sekvenstræning. Dertil skal lægges en stor interesse for litteratur, kunst og musik.

- Det vil være helt udelukket, at jeg ikke forbliver aktiv indtil min død! Det er så stor en del af mit liv og giver mig så megen livskvalitet, at jeg nødigt vil være det foruden … og så har jeg lovet min ældste datter at blive 104 år. Og det forpligter jo, slutter Joan.