Idræt: Fra La Santa til Beijing

Tekst: Peter Marx

 

Blandt de 40 danske atleter, der deltager i De Paralympiske Lege finder man Marianne

Maibøll. RYK! fangede hende inden hun tog til Beijing for at repræsentere Danmark i håndcykel-klassen

 

 

Brun, blond og blåøjet, men absolut kun på den gode måde, åbner Marianne Maibøll for mig,

med et stort smil. Hendes hund virker

lige så spændt på besøget som jeg.

Det er mit første møde med denne

vaskeægte PL-deltager, der har gjort

kometkarriere i kørestolsrace og håndcykel. Mullerne sidder de rigtige steder

og jeg tænker, at det er godt vi kun skal

snakke sammen. Det er nu ikke det

store problem. Vi sludrer nemt, og

Marianne viser sig at være alt andet

end mundlam.

Ved et tilfælde

“Mit første løb på håndcyklen var Odense maraton i 2006. Senere på året var

jeg med Dansk Handicap Idræts-Forbund på La Santa, egentlig mest for at

spille basket, men ved et tilfælde kom

jeg i en racer, og så var jeg solgt. Jeg

har dyrket sport før, men det har aldrig

været seriøst som nu. Man kan godt

blive lidt nørdet af det, jeg træner trods

alt to gange om dagen, og mit liv drejer

sig meget om sporten. Men der er

nogle virkelig seje folk i denne, for mig

nye verden, og jeg er stolt over at være

blandt dem.”

I Beijing skal Marianne køre 12 km enkeltstart og 36 km landevejsløb på

håndcyklen. Hun klarede også kvalifikationen i kørestolsraceren, desværre for

sent til at blive udtaget. Der blev derfor

ingen pladser til Danmark i denne disciplin.

”Jeg skulle lige have mit speciale i Folkesundhedsvidenskab afleveret i februar, men siden da har der været fuldt

fokus på træningen. Jeg ville meget

gerne have kørt racer også, det må

blive næste gang. Pladsen i håndcykel

fik jeg først i midten af juni, men jeg har

trænet hele året med PL som mål. Der

er jo en del forskel på raceren og håndcyklen, men de supplerer hinanden

godt. I raceren, der er meget velegnet

til sprintdistancerne, ligger man nærmest foroverbøjet og bruger mest det

øverste af ryggen og skuldrene. Og så

kræver det god teknik. Og taktik. Men

der bliver også kørt maraton på den og

det er en sejtrækker. Jeg har prøvet

det! På håndcyklen, der er tungere men

har gear, sidder man tilbagelænet og

mere stationært. Det kræver mest af

alt råstyrke.”

Der er tre klasser efter grad af handicap, og Marianne kører i c-klassen,

som er de stærkeste. Under løbet

kører alle samtidigt. Dog ikke mænd og

kvinder. Man udregner vinderne i de

enkelte klasser ud fra deres tider.

Tæt på topformen

Træningen er nøje planlagt og det passer Marianne godt. Hun træner 12

gange om ugen og har derefter en hviledag. De tre gange er styrketræning

og ellers veksler hun mellem raceren

på stadion og håndcyklen på landevejen. Lige nu træner Marianne udelukkende håndcykel og kører 25-30 km pr

gang.

”Der er normalt altid andre til styrketræning og på stadion, men landevejen

kan godt være lidt ensom - selv om jeg

da får masser af smil og kommentarer.

Nogle gange cykler Torben, min træner,

med og vi har lige konstrueret et draftboard til at sætte bag på hans cykel.

Det kan jeg ligge i læ af og derved køre

overspeed. Det svarer også til at ligge

på hjul til løbene.

Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er

med en hviledag. Kroppen har brug for

at komme sig. Man skal lytte efter og

sørge for at sove godt. Ellers ringer jeg

til Torben for at høre, om jeg må pjække. Men jeg er faktisk meget pligtopfyldende og får dårlig samvittighed, hvis

ikke jeg har trænet.

Nu er jeg ved at nå topformen. Det er

fedt at kunne sige, at man er i sit livs

form som 31-årig. Og lidt pudsigt, at

det hele begyndte med at min fysik blev

dårligere, og jeg derfor havde større

behov for at dyrke en idræt. Vi rejser til

Beijing sidst i august, og de sidste par

uger trapper jeg træningen ned. Jeg er

også begyndt at fokusere mentalt på

PL. Jeg har nogle cd'er, jeg lytter til. Og

så siger jeg altid pænt farvel til træningen, også selv om den har været dårlig.”

Et godt socialt miljø

På verdensplan er der kun omkring

100, der kører håndcykel på højt niveau, så det er meget de samme, der

kører de store løb, og man lærer hurtigt hinanden at kende.

”Jeg er heller ikke bange for at møde

nye mennesker. Jeg synes der er et

godt socialt miljø. Vi bor på samme hotel, når vi er til løb og træner de samme steder før konkurrencerne. Jeg har

da hørt om tilfælde, hvor nogle forsø-

ger at psyke hinanden lige før løbet og

der er sikkert også nogle primadonnaer, der mener de er bedre end de

andre, men jeg har ikke oplevet noget

personligt. Der er altid god stemning

og lykønskninger efter løbene. Desuden er jeg jo en del af det danske atletiklandshold, så hvis jeg er af sted i det

regi, er vi sammen som et hold på

tværs af de forskellige atletikidrætter.

Der er løbere, kastere og racere. Det

er meget rart, når jeg ellers er den

eneste danske kvinde i min sport.”

Jeg føler mig som en rigtig atlet nu

”Jeg synes det skal være skægt, og det

er det jo. Jeg kan godt lide at udfordre

mig selv og se, hvad jeg er i stand til.

Jeg har ikke tidligere opfattet mig som

et konkurrencemenneske, men når det

gælder, vil jeg selvfølgelig vinde, det er

klart. Man skal i øvrigt være god til at

sætte sig op. Man er helt alene, når

man står ved starten. Det kræver altså

lidt nosser. Der er nogle, der er meget

fokuserede, på den der alvorlige måde.

Men jeg føler mig som en rigtig atlet

nu.”

“Jeg skal også aflevere whereabouts,

så jeg ikke kan slippe for dopingtests.

Det var lidt cool første gang jeg blev

testet. A og B-prøver, ikk”, griner

Marianne og tilføjer:

”Det har jeg selvfølgelig ingen problemer med.”

Et stort forbillede

Forventningerne er høje, men realistiske. Selv om Marianne vil gøre alt for

at slutte bedst muligt, gælder det lige

nu om at suge mest mulig erfaring ud

af en så stor begivenhed som PL. Så

kan hun altid gå efter guldet i London

2012.

”Det betyder meget at have kørt længe,

og jeg kan godt ærgre mig lidt over at

jeg ikke kom i gang før. Nogle af mine

modstandere har kørt i 20 år og ser

rimelig grumme ud. Connie Hansen har

hjulpet mig rigtig meget. Hun er en af

de helt store stjerner fra tidligere PL og

et stort forbillede. Jeg er ret stolt over

at blive sammenlignet med hende.

Det bliver specielt at køre i Beijing. Der

er en del bekymring over smoggen, og

jeg har hørt om folk, der vil gå med

masker, når de er ude. Desværre bliver

der ikke opvisningsløb i race under OL.

Det har der været til nogle af Golden

League stævnerne. Det er vigtigt at

vise sporten frem. Og også nødvendigt i

forhold til at skaffe sponsorer. Jeg laver

ikke andet i øjeblikket end at træne og

derfor kan jeg ikke klare mig uden mine

sponsorater. Men det bliver lettere, når

de store resultater kommer.”

Gensyn på Strandvejen

Et par dage efter møder jeg Marianne

på Strandvejen, hvor hun træner. Jeg

skal lige se hende på cyklen. Og det ser

godt ud. Hendes træner Torben har

kørt pace og ser mere træt ud end

Marianne. Før vi skilles spørger jeg, om

ikke hun skal have en tattoo fra PL.

Marianne griner og svarer, at vi må se.

Der skal jo også være plads til en fra

London 2012. Men til den tid er der

måske blevet mere arm at tegne på.

Landstræneren

Da jeg kommer hjem, ringer jeg til Torben Koue, der er træner for det danske atletiklandshold. Han fortæller:

”Det er gået fantastisk stærkt med

Marianne. Hun har hurtigt fundet sin

niche, og så har hun en kropsbygning

og medfødt styrke, der gør hende til lidt

af et naturtalent. Hun har en sammensætning af muskelfibertyper og et hjerte-karsystem, der gør, at hun både er

udholdende og sprintstærk. Selv om

det er første gang, håndcykling er på

PL-programmet, er konkurrencen

meget hård og den er blevet skærpet

på atletikområdet generelt. Det går

utrolig stærkt indenfor håndcykling. Der

bliver kørt løb om ret store pengepræ-

mier efterhånden og der er flere, der

dyrker håndcykling professionelt. Et

uheldigt tegn på den øgede konkurrence er flere dopingtilfælde. Endelig er

der en afgørende forskel fra tidligere,

idet man har strammet op på antallet

af klasser og der er i Beijing kun omkring 160 medaljer mod 200 førhen.

Men vi er glade for udviklingen, det skaber kun mere respekt om de medaljer

der tages, og man er fra politisk side

begyndt at profilere sig mere af sine

Paralympiske helte, som man også ser

det i OL-sammenhæng. Marianne har

stadig brug for at lære, og Beijing er et

vigtigt sted til at få nogle point på kontoen. Men hun er et stort talent og medaljerne skal nok komme.”

Vi ønsker Marianne og alle de andre

danske PL-deltagere et stort held og

lykke.

 

 

Kæmpende atleter

40 danske atleter blev udtaget af Dansk

Handicap Idræts-Forbund til De Paralympiske Lege i Kina 6. - 17. september.

De repræsenterer i alt 10 idrætter.

Blandt dem finder vi otte rygmarvsskadede idrætsfolk, bl.a. den 25-årige

kørestolsracer, Ebbe Blichfeldt fra Århus,

der stiller op til den prestigefyldte disciplin, kørestolsmaraton. De øvrige repræsentanter er Marianne Maibøll fra

Frederiksberg, der repræsenterer

Danmark i håndcykel-klassen og stiller op

i tidskørsel i enkeltstart og på landevej.

(Se artikel andetsteds). På ridebanen

finder vi Annika Lykke Dalskov fra

Odense, og i svømning deltager Karina

Lauridsen fra Esbjerg. Blandt gengangere finder vi sejleren Jens Als Andersen

fra Holbæk sammen med Johnny Kofoed

Andersen fra Hårlev og Kazimier Boleslaw Mechula fra Næstved, der begge

deltager i disciplinen skydning. I kørestolstennis er Kenneth Kammersgaard

fra Horsens med, idet han er blevet tildelt et wildcard af Det Internationale

Tennis Forbund.

De 13. Paralympiske Lege får deltagelse af 4000 idrætsudøvere fra 160 nationer, der skal dyste om medaljerne i 20

idrætsgrene. Man har gennem legene

kunnet følge de danske atleter på paralympic.dk

Her fra redaktionen ser vi frem til, at de

kæmpende idrætsfolk bringer medaljer

hjem til Danmark. Vi vil bringe nogle af

resultaterne i næste nummer af RYK!.

BB/Kilde: dhif.dk

 

 

De Paralympiske Lege har været det

største mål for de fleste handicappede idrætsfolk, siden det første gang

blev afholdt i 1960 i Rom. Der var dengang 400 deltagere fra 23 lande. I

dag er PL blevet til den største sportsbegivenhed i verden efter OL, med

over 4000 deltagere fra mere end

150 lande, der konkurrerer i 20 idrætter. I 2001 blev det besluttet, at

værtslandet for OL også skal afholde

PL. Som legene er vokset og sportsudøverne er blevet mere professionelle, er konkurrencen steget betydeligt. Der bliver til stadighed arbejdet på

at specificere klassifikationskravene

og dopingkontrol er indført på linie

med raskidrættens.

PM