I ramme alvor

Tekst: Janke Bondam

Midt på hovedgaden i den sjællandske by Viby står et hus, der påkalder sig mere opmærksomhed
end de omkringliggende med sin smukke brændte sienna-farve, symmetrien
og de store harmoniske vinduer. Det er Galleri Viby, som ejes af 47-årige Claus
Madsen, der pådrog sig en rygmarvsskade for 22 år siden. Hvordan han fandt vejen frem
til gallerivirksomheden er, hvad RYK!s udsendte har sat sig for at finde ud af.

 

1998 købte Claus Madsen Viby
hovedgades gamle slagterbutik og
foretog en gennemgribende istandsættelse,
så matriklen blev et tilløbsstykke
i den midtsjællandske by. Galleri
Viby er velbesøgt og skaber liv til byen
med løbende ferniseringer og malerkurser.
Og så er det tilmed tilgængeligt,
fordi Claus Madsen er kørestolsbruger
efter en arbejdsulykke i 1985, hvor han
pådrog sig en rygmarvsskade.

Lønseddel frem for pension
Tiden fra arbejdsulykken og frem til i
dag har været slidsom og præget af
lange arbejdsdage, men det har været
det hele værd. Claus Madsen fortæller:
- Da jeg var færdig med Hornbæk-forløbet,
fik jeg tilbud om en plejehjemsplads
og så bare få pension resten af
mine dage. Det er jo fuldstændig meningsløst,
at samfundet ikke brugte
bare fem minutter på sådan én som
mig, så jeg kunne komme i gang med
et arbejde.
For Claus Madsen blev det derfor lige
så meget en protest:
- Det ”handicapliv”, som man uden at
blinke ville placere mig i som 25-årig,
skulle jeg nok vise, ikke kom til at holde
en meter. Jeg ville være et aktiv i samfundet
og modtage en lønseddel frem
for en månedlig pensionsmeddelelse.

At springe ud hvor der er dybest
Hvordan kom du på den tanke at lave
et galleri?
- Inden jeg kom til skade havde jeg allerede
været inde og snuse til rammer
og billeder i et galleri, hvor jeg solgte
plakater. Jeg lærte dengang at lave
rammer, så jeg kunne vel altid lave
rammer igen og sælge billeder til folk,
tænkte jeg. Så jeg købte tre billeder,
rammede dem ind og solgte dem. Så
købte jeg fem billeder, rammede dem
ind og solgte dem.
Billederne blev solgt fra en lille rammeog
galleributik i Roskilde centrum, som
Claus drev i årene frem til 1997. Forretningen
gik strygende og Claus ansatte
i løbet af årene tre mand. Men da
arbejdet blev for stort, var det tid til at
ændre kurs, og Claus solgte butikken til
den lokale glarmester.
Fra tiden i Roskilde, med kontakt til
mange kunstnere, hvis billeder han
havde rammet ind, vidste han, hvor
stort behovet var for dem at have
udstillingsplads.
- Tanker om et galleri med tilknyttede
kunstnere havde allerede begyndt at
tage form i mig, så jeg begyndte så
småt at lede efter egnede lokaler.
I Viby så Claus en dag i ugeavisen, at
den røde slagterbutik i hovedgaden var
til salg. Han bød ind med et tilbud, vel
vidende at der skulle lægges både kræfter
og kærlighed i, hvis den gamle butik
skulle omdannes til galleri.
- Det var som at springe ud, hvor der
er dybest, og så håbe på, at man kan
træde vande, men jeg ville lave et rigtigt
galleri. Jeg vidste, at der her var et
marked, jeg kendte til og kunne håndtere,
fortæller Claus ikke uden stolthed.
Galleri Viby blev en realitet i sommeren
‘98.

Orden er det halve arbejde
Og det er et flot galleri, der er kommet
ud af anstrengelserne. Claus har ni
faste kunstnere tilknyttet, og adskillige
eksemplarer af deres kunst hænger
rundt omkring i de fire udstillingslokaler,
ligesom der ude i den store skulpturgård
står kunstværker. Lokalerne er
store og lyse, og det flotte parketgulv
skinner rent og flot, bortset fra de hjulspor,
jeg lige har lavet tværs hen over
gulvet med en hilsen fra en meget våd
januardag. I min bekymring over det
snavs, jeg har trukket med inden døre,
bedyrer Claus, at det ordner han. Han
står nemlig selv for rengøringen i galleriet;
støvsugning og vask af de store
gulvflader. Respekt! Der er tale om adskillige
m2 gulv.
I det hele taget er Claus et menneske
med sans for orden. Rammeværkstedet
med de store maskiner udviser en
orden ud over det sædvanlige, for, som
han fortæller, ”orden er det halve arbejde”,
hvilket uden tvivl er en indisputabel
sandhed. På den konto kan det måske
ikke undre, at Claus har en fortid som
soldat i livgarden og piccolofløjtespiller!

Tilpassede maskiner
De store maskiner, og der er vel seks -
otte af dem, har Claus selv af egen
lomme fået tilpasset, så de kan betjenes
fra kørestolen. På dem kan han
lave alt, der henhører under rammemageriet.
Gennemsnitlig laver han 70
rammer om ugen. Og så er der selve
galleri-arbejdet: kontakten med kunstnerne,
kunderne, udstillingerne, PR og
så de malekurser, der afholdes i løbet
af året.Det er et liv med mange bolde i
luften, men man fornemmer tydeligt, at
det nu kører på skinner. Tingene fungerer,
og drømmen om galleriet har nået
sin fulde blomstring og udfoldelse.

Længes efter noget andet
Kan du så ønske dig mere?
- Jeg længes efter bare at kunne
smække benene op og se fjernsyn uden
at falde i søvn. Det har jeg simpelthen
ikke gjort i årevis. Jeg er ”på” fra jeg
står op til jeg går i seng, - kunstnerne,
kunderne og rammeværkstedet plus
det lokale foreningsliv fordrer konstant
min imødekommenhed. Så nu er jeg så
småt ved at længes efter noget andet,
og derfor regner jeg også med at skille
mig af med det her.
Med det hele??!!
- Ja, hele molevitten.
I ramme alvor?
- I ramme alvor.
Har du så kig på noget nyt?
- Ja, et nyt liv! Når det nærmest kan
passe sig selv, så er det ingen udfordring
mere, og så mister jeg en stor
del af gnisten. Så er der ikke noget at
kæmpe for mere. Der er sat et skib i
søen, der skulle lære at sejle, og det
kan det nu.
Claus håber derfor, at en ny køber vil
drive galleriet videre. Men nu skal tingene
for hans vedkommende geares
ned, og han fortæller, at ejendommen
bliver sat til salg i foråret.

Protest bar frugt
I Galleri Vibys kunstnerkatalog skriver
en af kunstnerne: ”At arbejde med
billeder er en lang, uafsluttet proces, -
et vedvarende arbejde, hvor billedet er
i konstant udvikling og forandring. Som
én lang vandring”.
Og således fortsætter Claus Madsen
også sin vandring. Han begyndte at
arbejde med billeder for over 25 år
siden, hans livs maleri maler han stadig
på og har langt fra sat de sidste streger.
Hans protest har båret fuldmoden
frugt. Han har bevist, at han kan skabe
og igangsætte og være et stort aktiv i
bylivet. Hvad der bliver Claus Madsens
næste streger i hans livs maleri, må vi
vente med at se.

Jeg forlader det sienna-farvede galleri i
samme vejr som jeg kom. Men det
regnfulde januarvejr ser en lille smule
mere opløftende ud efter mit besøg i
Galleri Viby.