Hvordan vi ser os selv

Tekst: Jean Dobbs
OVersættelse: Jane Bondam

Handicap og funktionstab kan udløse den samme

 

usikkerhed i mænd, som så mange kvinder slås med

 

i vores (kvinde)kropsfikserede kultur, og det kan

 

være ødelæggende for både samliv og seksualitet.

 

Amerikaneren Jeff Haynes var modig nok til at

 

stille op til fotografering i spejlkabinettet og til et

 

afslørende interview i New Mobility.

 

RYK! bringer en oversættelse af interviewet.

 

 

 

Hvad fik dig til at indvillige i at stille op til

 

denne fotoseance?

 

- Havde det bare været et ganske almin-

 

deligt fotomodelarbejde, - ja, så havde det

 

ikke min interesse. Men da jeg hørte, at der

 

skulle tages billeder i et spejlkabinet for at

 

illustrere det forvrængede selvbillede, som

 

mange af os i kørestol har, tændte det mig

 

virkelig. Der er mange fyre, som ikke føler

 

sig fysisk attraktive i forhold til kvinder, og

 

det gør ondt at høre, fordi jeg selv i så lang

 

tid heller ikke følte mig attraktiv. Jeg føler

 

altid, at jeg er for fed og i det hele taget uat-

 

traktiv, og at komme over denne hurdle er

 

noget, vi alle slås med. At stille op til disse

 

billeder, der måske kan hjælpe andre til at

 

se, at det nogle gange er vores egen opfat-

 

telse af os selv, der er forvrænget, dét fandt

 

jeg virkelig interessant.

 

 

 

Kunne du se dig selv i spejlet?

 

- Ja, og det var ret foruroligende og gjorde

 

mig noget forlegen. Der var billeder, som

 

fik mig til at se enormt fed ud, og der var

 

billeder, som fik mig til at se stor og musku-

 

løs ud. Og i ren og skær forfængelighed for-

 

søgte jeg at få fotografen Chris til at bruge

 

de billeder, hvor jeg så mest muskuløs ud.

 

 

 

Var der noget ved fotograferingen, som over-

 

raskede dig?

 

- Da jeg dukkede op til fotoseancen, vidste

 

jeg ikke, hvad jeg skulle forvente – jeg havde

 

jo aldrig før gjort noget lignende. Men da

 

det kom til stykket og Chris bad mig tage

 

tøjet af, var jeg helt rolig og afslappet, fordi

 

han er så professionel, og fordi han laver et

 

smukt stykke arbejde. Men der var da stadig

 

det øjeblik, hvor jeg selvfølgelig var nervøs

 

over at andre skulle se min krop.

 

 

 

Alligevel var du villig til at stille op nøgen.

 

Hvordan er du nået frem til dette punkt?

 

- Da jeg lå på hospitalet for fem år siden,

 

lærte jeg meget om ydmygelse. De fleste af

 

sygeplejerskerne var ikke blot på min egen

 

alder, men det var også piger, jeg genkendte,

 

fordi vi havde gået på samme college. Og

 

jeg kan huske, at da de i starten kom ind

 

for at give mig sengevask om morgenen,

 

bad jeg dem om at vaske mit ansigt først.

 

Jeg vidste, jeg ville tude, fordi jeg var så flov

 

og mente så, at hvis de først vaskede mig i

 

ansigtet, ville de ikke kunne se mine tårer.

 

Da jeg blev udskrevet, havde jeg det ikke

 

særlig godt med mig selv, - jeg var meget

 

genert og usikker. Men da jeg siden gik til

 

fysioterapi og genoptræning, var det igen

 

unge kvinder, som hjalp mig med at gen-

 

finde selvtilliden ved bare at være tålmo-

 

dige med mig og som lærte mig at blive

 

selvhjulpen.

 

 

 

Fortæl mig om din første date efter skaden.

 

- Da skaden skete (jeg var 21), var jeg kære-

 

ste med den kvinde, der nu er min kone, og

 

hun stillede op med al den støtte, jeg havde

 

brug for. Efter min ulykke havde jeg intet

 

tilbage hvad angik selvsikkerhed, selvbil-

 

lede eller selvværd. Men hun vaklede aldrig.

 

Hun har aldrig nogen sinde fået mig til at

 

tro, at hun tvivlede ... at hun muligvis ville

 

forlade mig, eller at jeg var blevet en helt

 

anden, end jeg var før.

 

 

 

Tror du, at mænd slås lige så meget med deres

 

kropsbillede, som kvinder gør?

 

- Ja, helt sikkert. Se nu de fyre, der er på mit

 

sportshold. De er noget af det mest rå og

 

seje, du kan støde ind i. Og det er fyre, der

 

rigtig gerne vil have et romantisk forhold til

 

en kvinde; rigtig gerne vil tale med kvinder

 

og have et normalt kæreste- og sexliv. Men

 

mange af dem er ikke alene bange for afvis-

 

ning pga. deres ringe selvbillede, men oven

 

i hatten er de også bange for det, der følger

 

med en para-/tetraplegi, nemlig seksuel

 

dysfunktion, - ja, og alle de ting, som en

 

fyr forventes at gøre: bære kvinden over

 

dørtrinnet, bære de tunge indkøbsposer,

 

sætte ting op på væggene. Det er alle disse

 

følelser af tvivl om eget værd, der fører til

 

denne store, overvældende fornemmelse af

 

et ringe selvbillede. Og jeg mener ikke, at

 

fyre har det nemmere end piger, fordi der er

 

så mange ting, en mand traditionelt forven-

 

tes at gøre.

 

 

 

Du lyder ikke til at holde fast i spøgelset:

 

Billedet af dig selv ”før” sammenlignet med

 

billedet ”efter”?

 

- Nej, det har jeg måttet slippe. Det var som

 

en gigantisk abe, der sad på min ryg, og en

 

dag gik det op for mig, at det var mig selv,

 

der holdt den på plads dér. Jeg husker ikke

 

præcis, hvornår det var, men jeg kan bare

 

huske, at jeg længe havde haft det dårligt

 

med mig selv, hvad mit udseende angik og

 

hvordan folk opfattede mig. Alt det drop-

 

pede jeg så, og da jeg ikke bekymrede mig

 

om det mere, ja, så forekom mit liv meget

 

bedre. Jeg følte mig pludselig langt mere

 

åben, og folk nærmede sig mere. Da jeg

 

droppede vreden i mig og bitterheden over

 

min situation, følte jeg, at folk nu gerne

 

ville i kontakt med mig. Og det gør mig

 

rigtig glad, - det at opleve denne interaktion

 

med alle mulige interessante og unikke

 

mennesker.

 

 

 

 

 

Seksualitet

 

 

 

– en naturlig del af mennesket

 

 

 

Konklusionen er næppe epokegøren-

 

de i et nyt barchelorprojekt. Styr-

 

ken derimod ligger i, at der peges

 

på vigtigheden af, at ergoterapeuter

 

også inddrager barriererne i omgi-

 

velserne, når de tager fokus på sek-

 

sualitetsproblematikken.

 

 

 

Tekst: Janke Bondam

 

 

 

Fokus i behandlingen af rygmarvsskadede

 

mænd bør også have en bio-psyko-social

 

tilgang til seksualitetsproblematikken. Det

 

mener gruppen bag det ergoterapeutiske

 

bachelorprojekt “Seksualitet - en natur-

 

lig del af mennesket”. De har undret sig

 

over, at ingen ergoterapeutiske teorier

 

og modeller, de er blevet præsenteret for

 

gennem ergoterapistudiet, har omhandlet

 

seksualitet.

 

For at afgrænse studiet er målgruppen

 

indkredset til 18 – 30 årige mænd med

 

medfødt eller pådraget rygmarvsskade

 

inden det 15. år. Problemet er, desværre,

 

at det ikke lykkes skribenterne at finde

 

tilstrækkeligt med interviewpersoner.

 

Konklusionen på interviewene er næppe

 

epokegørende og kravler vel knap nok op

 

over det banalt indlysende. Men bortset

 

fra det, så forekommer det en smule pro-

 

vokerende, at der konkluderes generelt på

 

baggrund af tre informanter. Det forsøger

 

de at tage en smule forbehold for, men de

 

konkluderende generaliseringer står nu

 

alligevel og blafrer som dokumenterbare

 

sandheder iklædt videnskabens hvide kit-

 

tel. Det er som om, at man i projektet prio-

 

riterer metodehåndteringen meget højere

 

end resultatets validitet, som det hedder i

 

dets terminologi.

 

Projektets styrke derimod ligger i, at de

 

med deres undersøgelse peger på, hvor-

 

dan ergoterapeuter i behandlingen af fysisk

 

handicappede - med et øje på seksualitets-

 

problematikken, der udover det fysiske

 

også har psykiske og ikke mindst sociale

 

aspekter - kan bidrage ved at have fokus på

 

barriererne i omgivelserne. Med andre ord

 

tilgængeligheden, så mennesker med fysisk

 

handicap uhindret kan deltage i sociale

 

aktiviteter og derigennem skabe mulig-

 

hed for seksuel identitet, for, som titlen på

 

deres projekt indikerer, så er seksualiteten

 

en naturlig del af mennesket.