Hvor der er vilje er der vej

Tekst: Janke Bondam 

Ordsproget, hvor der er vilje er der vej, synes
her at været slået fast med syvtommersøm. 

Lige nord for Nevada City
ved Sierra Foothill i Californien
findes en storslået natursti,
som giver kørestolsbrugere
adgang til en
næsten otte km lang tur i
Yuba River Canyon-området.

Guldgravere lagde grunden
Det, der overhovedet har
gjort denne sti muligt i et
ellers uvejsomt terræn, er
gamle ingeniøropfindelser fra
1800-tallet. Da guldfeberen
var på sit højeste, var der
stor trængsel og arbejdsomhed
i Sierrabjergene. Der
skulle bruges vand i jagten
på guldet, og derfor lavede
guldgraverne kilometervis af
kanaler langs bjergkamme
og byggede massevis af
akvædukter over slugter. Ved
hjælp af en slags vandkanoner
blev der pumpet kraftige
vandstråler mod bjergsiderne,
hvorved jord, sand og
grus blev løsgjort. Via kanalerne,
der var bygget af træ,
blev alt ført ned ad bjerget,
ned til slusebokse med riflet
bund, så det tunge guld blev
fanget dér, mens resten af
mudderet flød videre. Det er
disse gamle flumes, som
guldgraverne kaldte disse
kanaler og akvædukter, der
har banet vejen og lagt
grunden for de tilgængelige
naturstier.

Længere år for år
Projektet er igangsat af The
California Department of
Parks and Recreation og udført
med hjælp fra adskillige
frivillige grupper. Og denne
kørestolstilgængelige sti, Independence
Trail bliver længere
og længere år for år.

Man må misunde denne helt
utrolige vilje til at lave tilgængelighed,
så man som kørestolsbruger
kan følges med
andre bjergvandrere gennem
skove, over slugter, forbi
vandfald og sceniske udsigtspunkter
… og så lige tage
hårnålesvingsturen ned til
flodbredden og selv fange
ørreden i vandet.