Hjemmeside RYK.dk

Ryk.dk

– en bedre hjemmeside

Tekst: Jens Bo Sørensen og Lotte Tobiasen, webredaktionen

Tre af RYKs vigtigste opgaver er vidensformidling, erfaringsudveksling og netværksdannelse, og hjemmesiden er en rigtig fin platform for alle tre ting. RYK prioriterer derfor det konstante arbejde med at videreudvikle og opdatere hjemmesiden meget højt.

Gennem det seneste par år har RYK arbejdet på at forbedre ryk.dk, som bl.a. har været plaget af en del fejl. Arbejdet har været meget langstrakt af årsager, vi ikke selv har haft indflydelse på, men nu er vi ved at være i mål.

På disse sider præsenterer vi nogle af de mange muligheder, der er på ryk.dk. Vi håber, du bliver inspireret og får lyst til at bruge hjemmesiden. Jo flere, der jævnligt bruger den, des større glæde får alle af netværksforummet, køb/salg funktionen, debatforummet og Tbasen. Så brug ryk.dk, hvis du vil hjælpe ligestillede, og hvis du vil være klogere på alt, hvad der vedrører et liv med en rygmarvsskade.

God fornøjelse!

Netværksforum

Har man en rygmarvsskade, eller er man pårørende, kan det være meget værdifuldt at være i kontakt med ligestillede. Uanset om kontakten er pr. mail, telefon eller et fysisk møde, kan den medføre støtte, trøst og viden, der ikke kan gives af andre, som ikke er ”i samme båd”. I netværksforummet kan man søge efter ligestillede ud fra flere kriterier, f.eks. funktionsnedsættelsens omfang og bopæl samt om man er rygmarvsskadet eller pårørende. Pt. er ca. 80 personer registreret i forummet. Vi håber, at endnu flere vil lade sig registrere. Selv om du måske ikke selv synes, du aktuelt har behov for at tale med andre, skal du huske, at du sidder inde med en lang række erfaringer, som kan være guld værd for andre.

OBS: Har du tilmeldt dig netværksforummet før december 2013, skal du redigere din profil, fordi der er lavet om på søgekriterierne.

Klik på ”Forum og debat” i den grønne menubjælke.

Debatforum

På samme måde som i netværksforummet kan man i debatten efterspørge viden og stille sin egen til rådighed. Debatforummet adskiller sig dog fra netværksforummet, bl.a. fordi, spørgsmål og svar kommer ud til en meget stor kreds af brugere, og fordi man i debatforummet kan være ganske anonym. Det kan være rart, når det f.eks. handler om sex og meget følsomme emner. Debatforummet er inddelt i en række emner og indeholder derfor et enestående arkiv over tidligere menings- og erfaringsudvekslinger. Kig derfor også i de gamle indlæg, hvis du savner svar på noget. Ud over debatforummet på ryk.dk sker der meget erfaringsudveksling på Facebook. Det er naturligvis rigtig fint. Vi vil dog gerne opfordre alle til også at benytte debatforummet, fordi Facebook ikke giver de samme muligheder for anonymitet og værdifuld arkivering.

Klik på ”Forum og debat” i den grønne menubjælke.

Tbasen

Tilgængelighedsbasen har fået ny søgeside samt mulighed for at få søgeresultatet i smartphone venligt format. Efter udfyldelse af søgekriterier kan der vælges mellem mobil-resultat eller web-resultat. Sidstnævnte fører søgningen over i den kendte gamle tbasen.dk. Mobil-resultatet er en ”smallere” resultatliste med navn og adresse på steder, der opfylder søgekriterierne. Hvert sted tildeles en farvet kørestol for at simplificere tilgængelighedsniveauet. Grøn = god tilgængelighed for alle, gul = god for manuelle stole, rød = dårlig tilgængelighed. Farverne vises kun i det smartphone venlige resultat, og de kan også anvendes som søgekriterie på søgesiden. Ved klik på stedets navn fås de mere detaljerede tilgængelighedsoplysninger. Ved klik på adressen linkes man til adressen i google-maps. Herfra kan der f.eks. fås kørselsvejledning. Vi håber, at denne modernisering vil blive godt modtaget og give Tbasen nyt liv.

Klik på Tbasen i den grønne menubjælke på ryk.dk.

RYK! magasin og artikelarkiv

Kan du ikke selv bladre i den trykte udgave af RYK! magasin, eller er det blevet spist af hunden, kan du læse magasinet i pdf-format på ryk.dk. Magasinets mange artikler – fyldt med værdifuld viden helt tilbage fra 2007 – ligger i artikeldatabasen. Klik dig frem til artiklerne eller søg på relevante emneord.

Find magasin og artikler ved at klikke på ”Om RYK! magasin” i øverste menulinje.

Bestilling af bøger og foldere

Alle RYKs bøger og foldere kan bestilles på ryk.dk.

Klik på ”Køb materialer” yderst til højre på forsiden.

Store samlinger af specifik viden

Inden for det seneste par år har RYK sat særlig fokus på to emner, som vi har offentliggjort masser af artikler, viden og erfaringer om. Det drejer sig om biler og gående rygmarvsskadede.

Find ”Bilguide” og ”Med gangfunktion” i den grønne menubjælke.

Køb og salg

Hold øje med RYKs køb/salg forum, hvis du er ude efter f.eks. et hjælpemiddel. Eller slå et opslag op, hvis du har noget til salg. Tilbuddet gælder kun private.

Klik på ”Forum & debat”.

Log ind

Du skal være oprettet som bruger på ryk.dk, hvis du vil

  • benytte netværksforummet
  • benytte debatforummet
  • opslå en annonce i køb/salg forummet

Vil du bare læse på hjemmesiden, behøver du ikke være logget ind. Log ind kræver ikke medlemskab af RYK, og du vælger selv dit brugernavn. Har du glemt dit brugernavn og/eller adgangskode, kan du indtaste din mailadresse og få tilsendt de savnede oplysninger.

Log ind i øverste højre hjørne.

Sådan finder du rundt

Der er flere muligheder:

  • find de vigtigste ting i en af boksene på forsiden
  • brug søgefunktionen i øverste højre hjørne
  • klik på udvalgte links i det nederste grå felt
  • klik dig frem via de to menulinjer øverst

 

Glemmer du at tjekke ryk.dk?

RYK udsender et nyhedsbrev med stort og småt i RYK, bl.a. invitationer til arrangementer og remindere om tilmeldingsfrister.

Tilmeld dig nyhedsbrevet i det nederste grå felt.

Arrangementer

På ryk.dk kan du finde invitationer til kommende arrangementer, omtale af afholdte arrangementer og billeder fra disse. Du kan også finde praktiske oplysninger om bl.a. kørselsgodtgørelse.

Klik på ”Arrangementer” i den grønne menubjælke.

Viden og nyheder

Ryk.dk indeholder masser af nyttig viden og nyheder fra RYK og verden omkring os. På forsiden kan der ved hjælp af pilene bladres mellem de fem nyeste nyheder. Er du ikke på ryk.dk så tit, skal du huske at tjekke ”Nyheder” i øverste menulinje. Her finder du alle ”gamle” nyheder i Nyhedsarkiv, som indeholder megen nyttig viden, også selv om de ikke er helt nye.

Klik på ”Viden” i den grønne menubjælke.

Klik på ”Nyheder” i den øverste menulinje.

Har du idéer eller stof til ryk.dk?

Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har nyheder, relevant viden eller information om arrangementer, som du mener vil være relevant for ryk.dk.

Send dem til webredaktion@ryk.dk.

Frivilligt arbejde i RYK

Har du lyst til at yde en indsats i RYK, eller vil du bare gerne vide, hvad der arbejdes med i organisationen?

Klik på ”Om RYK” i øverste menulinje og derefter på ”Aktiv i RYK”.

Kontakt

Vil du gerne tale med nogle af RYKs mange aktive, kan du finde kontaktoplysninger under ”Kontakt”.

Klik på ”Kontakt” i den øverste menulinje

Driller det?

Støder du på fejl på hjemmesiden, eller synes du, den er svær at bruge, hører vi meget gerne fra dig, så vi om muligt kan få løst problemerne.

Skriv til webredaktion@ryk.dk.