Hestepension på hjul

Tekst: Birgitte Bjørkman

Carsten Nielsen havde netop
overtaget familiens
slægtsgård og hestepension,
da han blev rygmarvsskadet
ved et fald fra ridehusets
tag. Med god støtte
fra kommunen fik Carsten
mulighed for at videreføre
pensionen. I dag kører han
foder og halm til hestene,
harver ridebanerne siddende
bag rattet i sin traktor
og slår græsset på gårdens
store græsarealer.

IHornsherred på Sjælland i den lille
landsby Lyngerup finder man Mejerigården.
Her skal jeg møde Carsten
Nielsen, som er fjerde generation på
den gamle slægtsgård, hvor han driver
en hestepension.

Mit nummer blev trukket
På gårdspladsen tager Carsten Nielsen
imod mig. Skarpt forfulgt af hans to
hunde, Ludwig og Tille. Carsten har inviteret
RYK! på besøg, for som han siger
til mig: ”Andre bør få glæde af at se,
hvordan jeg klarer at passe en hestepension!”
Også RYK!s udsendte har set frem til
besøget, og jeg følger efter Carsten og
hundene over i ridehuset, hvor rundvisningen
starter. En rampe fører op til et
repos, hvor Carsten har fin udsigt til
den indendørs ridebane. Det var her,
Carsten i august 2000 faldt over syv
meter ned fra taget og brækkede ryggen.
- Jeg skulle udskifte nogle gamle lysplader
og var næsten færdig, da jeg røg
igennem ... det var mit nummer, der
blev trukket den dag!

Bevilling på 1,4 millioner
Efter ophold på Klinik for Rygmarvsskader
vendte Carsten Nielsen hjem til gården.
Opsat på at fortsætte hestepensionen.
- Under min indlæggelse i Hornbæk hørte
jeg om en tetraplegiker i Vejle, der
var landmand, og som dyrkede 100
hektar land. Jeg tænkte: Hvis han kan
køre traktor, så kan jeg også!
Besluttet på at drive hestepensionen
videre, henvendte Carsten sig til sin
kommune, og sammen med en handicapkonsulent,
personale fra Hornbæk
og kommune blev der holdt en række
møder.
- Alle var meget positive, og kommunen
bevilgede ombygninger og indretninger
for tilsammen kr. 1.4 million, så jeg idag kan fungere selvstændigt i dagligdagen
og passe min hestepension.

Ansat hjælper
Vi går videre til hestestaldene. På Mejerigaarden
er der plads til 29 opstaldede
heste og ponyer, der passes af Carsten
og hans hjælper, der er ansat i 37
timer ugentligt.
Mejerigården har også en rideskole tilknyttet.
- Der er nogle ting, jeg ikke kan klare
alene. Kommunen har
derfor bevilget mig ansættelse
af en hjælper
til brug i mit job. Hun
lukker bl.a. hestene på
fold hver dag, og hun
bistår mig med de ting,
jeg skal have praktisk
hjælp til.
Udenfor er Carstens
hjælper i fuld gang med
at trække en stor haveslange hen til vandtruget ved den ene
af foldene.

Gammel vasketøjsvogn blev fodervogn
Carsten står selv for fodringen tre
gange dagligt.
- Med hjælp fra det lokale byggemarked
har jeg fået ombygget en vogn med
håndbetjening. Én af dem, man bruger
til at køre vasketøj på hospitaler. Sædet
har vi taget fra en minicrosser. Det er
monteret på en drejesokkel, og bag på
vognen er der lavet en kasse til foderet.
Carsten kører op ad rampen ved fodervognen
og hopper over på vognens
sæde. Jeg og hundene følger efter ham
hen til siloen, hvor det valsede korn opbevares.
Her skovler han foderet fra
beholderen over i fodervognen, klar til
dagens fodring.
Det går hurtigt. Ved hver boks stopper
Carsten og fylder et stort målebæger
med foder, der hældes op i krybben til
Anton, Frisbee, Schatsmo, Pollux,
Hannibal, Julius, Laurits og de øvrige
12 opstaldede heste.
Det gør Carsten hver morgen kl. syv.
Dagens sidste fodring er ved ti-tiden
om aftenen.
- Man har ikke meget fri, heller ikke i
weekenden, for hestene skal fodres alle
ugens dage, fortæller Carsten med et
smil, der afslører, at han holder af jobbet.

Bobcat med møggreb
Ved siden af fodervognen står Carstens
håndstyrede Bobcat med en
møggreb foran.
- Bobcatten bruger jeg til at rense stalden
med.
Bobcatten kan løfte ca. 270 kg og for
at vise hvad den kan, skubber Carsten
den store skydedør i hallen til side med
greben. Den havde Carsten næppe
kunnet åbne med håndkraft.
Med greben griber Carsten om en
minibig-halmballe. Dem bruger han ca.
200 af om året. Katten Frede, der
sover middagslur, springer dovent ned
fra halmballen.
- Med Bobcatten kan jeg også bore huller,
når jeg skal lave hegn om foldene,
og om vinteren bruger jeg den som
sneskovl.

Ombygget traktor
Den dyreste rampe er rampen til
traktoren. Vi går over gårdspladsen til
maskinhallen, hvor Carstens ombyggede
traktor står.En traktor er som bekendt et højt køretøj,
så Carsten har fået lavet en rampe
i galvaniseret jern, der fører fra gårdspladsens
niveau til traktorens indstigning
halvanden meter over jorden.
Traktorsædet er et almindeligt, luftaffjedret
sæde, der er sat på et par
lange skinner, så Carsten kan skyde sig
frem og tilbage. Traktoren har ratgas;
en gasring, der giver mulighed for samtidig
at betjene koblingen og håndbetjent
bremse.
Ombygningen af traktoren kostede kommunen
100.000, fortæller Carsten
mens han flytter sig over i traktorens
sæde, sætter tænding til og bakker ud
af hallen.
Carsten er nu klar til at køre ud og løsne
ridebanernes underlag med den
store harve foran traktoren. Noget han
gør hveranden dag.
Jeg smutter hurtigt over gårdspladsen
og videre mod ridebanerne, så jeg kan
tage et par billeder. For Carsten tager
det ikke meget længere tid end for enhver
anden traktørfører at få maskinen
”på græs”, og jeg er da også kun lige
nået frem til ridebanerne, da traktoren
kommer til syne rundt om gården.
I efteråret bliver traktoren også flittigt
brugt. Så kører Carsten 3 - 4000 små
halmballer hjem, der skal bruges i
hestestaldene vinteren over.

Ramper til det hele
Uden for maskinhallen står der en rendegraver.
Endnu en dyr ombygning, bemærker
Carsten. Her har han også
fået indrettet håndstyring med gasring.
Og så er der græsslåmaskinen, hvortil
der som ved alle andre maskiner er
rampe.
- Om sommeren bruger jeg 10 timer
ugentligt på at slå græs. Det ser så
godt ud, når det er nyslået!
En truck må man også have på en
gård. Til at flytte alt det, der er tungt.
Til den er der også en lille rampe. Og til
affaldscontaineren udenfor er der også
lavet en rampe.
Rampe til vel nok det mindste køretøj
blandt Mejerigårdens store maskinpark
er rampen til minicrosseren. I øvrigt
den ottende rampe, jeg indtil nu hartalt på gården.
- Crosseren bruger jeg til at køre ud
ved foldene og reparere hegn.
På enhver gård er der et stuehus. Her
havde Carsten først fået lavet en trappelift
til hoveddøren.
- Når man render ind og ud af huset
mange gange om dagen blev det alt for
omstændeligt, Det havde jeg ikke tid til!
I stedet købte Carsten selv den galvaniserede
jernrampe, der fører op til huset.
Lidt stejl erfarer RYK!s udsendte,
men pladsen var ikke til en længere
rampe, bemærker Carsten, da han ser
mine anstrengelser. Indenfor i huset er
der indrettet køkken, og der er etableret
elevator til førstesalen og kælderen.
Til husets terrasse er der også anlagt
rampe, og rundt om stuehuset, på
gårdspladsen og op til ridebanerne er
der anlagt stier med fliser.

At fastholde livsværdier
- Med den opbakning jeg har fået fra
min kommune, er det blevet muligt for
mig at holde fast i mine livsværdier.
Jeg overvejede på et tidspunkt om jeg
bare skulle sælge gården og købe mig
et hus i Jægerspris. Men hvad skulle
jeg lave der?
- Det handler også om livskvalitet, slutter
Carsten og håber, andre rygmarvsskadede
kan bruge hans historie.

Med en masse notater i blokken og lidt
klogere på heste og mekanik kører jeg
fra Mejerigården. Bag bilen følger
Ludwig og Tille mig et stykke på vej, og i
bakspejlet kan jeg se et par sommerkåde
heste hoppe rundt i folden.

Justerbar bremse
Carsten Nielsen har sammen
med naboen udviklet en justerbar
kørestolsbremse til sin
”Küchall” kørestol. Med den
behøver han ikke løsne bremsen
fra stellet, når bremsen
skal justeres enten på grund af
dækslid eller udskiftning til andre
typer dæk eller hjul.
Interesserede kan kontakte
Carsten på: mejerigaarden.net