Helende arkitektur

Helena Rosenberg har skrevet en bachelor om den helende arkitekturs betydning for rehabiliteringsforløbet hos personer med hjerne- og rygmarvsskader. Inspirationen fandt hun på et rehabiliteringscenter i Sverige, hvor hun oplevede, at hendes egen mestring af sit handicap var en ressource, og at personalet arbejdede meget med brugerinddragelse og det tværfaglige samarbejde.

- Brugerinddragelse fik en helt ny og kvalitativ betydning, og det blev en øjenåbner for mig. De havde det HELE menneske som fokus!

Tekst: Birgitte Bjørkman

Helena Rosenberg er ikke i tvivl. Hun skal være fysioterapeut. En beslutning, der først kom senere i hendes studieforløb, da hun under et praktikophold i 2013 på et neurorehabiliteringscenter i Sverige erfarede, at hendes kørestol ikke behøvede at være en praktisk hindring, og at hendes personlige erfaringer som rygmarvsskadet var en ressource.
Men det turde Helena ikke tro på, dengang hun begyndte at læse til fysioterapeut. Hun så mere en mulighed for at bruge uddannelsen i et samspil med den coachuddannelse, hun havde taget nogle år tidligere.
- Jeg gik med tanker om at åbne et sundhedshus, hvor jeg kunne bruge min viden fra begge uddannelser, og hvor jeg kunne samle al den hjælp, jeg selv savnede, da jeg var indlagt.

Vil gøre en forskel

Baggrunden for Helenas studier finder vi en oktoberdag i 2002, hvor Helena, der dengang var gift, mor til to og fritidspædagog på fuld tid, blev kørt ned af en bil. Ved ulykken mistede Helena sin yngste søn, og selv blev hun rygmarvsskadet og mistede delvis førligheden.
- I min desperate kamp for at genvinde min førlighed oplevede jeg et sygehusvæsen med meget lille brugerinddragelse. De var ikke gearet til at have sådan én som mig… jeg var vist nok en rigtig vanskelig patient, husker Helena og slår en latter op. Det gør hun mange gange under vores samtale. Hun kan slet ikke lade være.
Men dengang var det alvor. Så alvorlig at Helena ikke så nogen idé med at være indlagt, da hun ikke oplevede, at der blev taget godt nok hånd om hende og hendes familie, der var midt i den værste krise, man kan tænke sig, og hvor det forventedes at hendes mand skulle være den stærke og være der for hende og deres 7-årige søn.
- Min familie var i opløsning. Så var det bedre at komme hjem og samle skårene.
Helena lod sig udskrive fra Afdeling for Rygmarvsskader og dermed også sammen med en masse uafklarede svar på de mange spørgsmål og udfordringer, som hun sad med som nyskadet.
- Det er jo en omfattende livsomvæltning at få en rygmarvsskade. For hvem er man, når man pludselig får revet så meget væk, og ens livsværk forsvinder.
Under Helenas indlæggelse savnede hun en større brugerinddragelse, og at der blev taget hånd om hele familien.
- Jeg savnede, at de så MIG bag sygehustøj, forflytninger, kateter og toiletbesøg.

Vil gøre en forskel

Helena besluttede sig for at forsøge at gøre en forskel. Hun tog en coachuddannelse, og i 2009 blev hun optaget på fysioterapeutuddannelsen. Under praktikopholdet i Sverige fire år senere fik Helena ikke blot en bestyrket tro på, at hun kunne klare at virke som fysioterapeut fra sin kørestol. På det svenske neurorehabiliteringscenter blev hun også præsenteret for helende arkitektur som det bærende element i behandlingen.
- Dels oplevede jeg, at min egen mestring af mit handicap var en ressource, og dels arbejdede personalet meget med brugerinddragelse og det tværfaglige samarbejde og havde det HELE menneske som fokus, fortæller Helena og fortsætter:
- Dette ophold blev en øjenåbner for mig.

Brugergruppe og nybyggeri

Året efter blev Helena inviteret til at være med i en brugergruppe i projekteringen og planlægningen af det nye neurorehabiliteringshus på Glostrup Hospital. Sammen med andre med rygmarvsskade har hun bidraget med sine personlige erfaringer, og her fik hun også mulighed for at bidrage med sin interesse for helende arkitektur.
- Både den helende arkitektur og brugerinddragelse har fra starten været højt prioriterede fokusområder i forhold til byggeriet, og både patientrepræsentanter med hjerne- og rygmarvsskade og fagpersonale har været inddraget, fortæller Helena, der ser det som en helt unik chance, når brugerinddragelse og helende arkitektur tænkes med fra starten og gennem hele processen i et nybyggeri.
- Det handler om alt fra den traditionelle træning til alle dagligdagens funktioner i forhold til brugernes indlæggelsesforløb frem til udskrivelse. Men også om personalets trivsel. Det handler om at skabe de optimale rammer for en bedre rehabilitering, fortæller Helena.

Studie i helende arkitektur

I Helenas bachelor har hun set på hvordan helende arkitektur påvirker rehabiliteringsforløbet, og hvordan de fysiske og organisatoriske rammer bedst udformes for at understøtte behandlingsforløbet. Hendes bachelor bygger på interview med fagpersoner og Helenas egne observationer.
- Rammerne skal være fleksible og kunne rumme flere funktioner. De skal kunne forandres efter patienternes individuelle behov, samtidig med at der kan opnås en hjemlighed under hele indlæggelsesforløbet, forklarer Helena og nævner elementer som lys, design, farver og materialer.
- Helende arkitektur som bærende element stiller nye krav til et hospitals fysiske rammer, men virkningen går langt videre, fortæller Helena og forklarer:
- Sundhedspersonalets funktioner og organisation og ikke mindst tværfaglige samarbejde forandrer sig, ligesom patientens rolle og inddragelse forandrer sig markant, når denne får øget ansvar og medinddrages i de mål, der sættes for rehabiliteringsforløbet.  
- Man kan sige, at inddragelsen af brugeren får en ny kvalitativ betydning. Sundhedspersonalet skal både fungere som faglig ekspertise og som konsulenter, som motiverer, støtter og udfordrer, fortæller Helena og påpeger, at når personalets tværfaglige samarbejde bliver en integreret del af strukturen, giver man patienterne de bedste handlekompetencer til at mestre rehabiliteringsforløbet.

I dag er Helena ansat i et såkaldt isbryderjob på Klinik for Rygmarvsskader. Det er hendes håb, at der bliver en stilling til hende, og hun får mulighed for at gøre en forskel for patienter, der som hende står midt i én af livets værste kriser.

Hendes eget liv har taget nogle omveje. Det lykkedes ikke at holde sammen på familien i Næstved. Helena og hendes mand blev skilt, og siden er Helena blevet mor til Maj-Luna og Carl og bor i dag i København sammen med sin kæreste Peter og de to yngste børn.