Hanne Skuldbøl. Hvordan undgår jeg senskader?

Hvad har jeg gjort for at undgå senskader?

65-årige Hanne Skuldbøl fra Viborg har været rygmarvsskadet i snart fem årtier, efter at hun i en trafikulykke i 1969 blev tetraplegiker. RYK! magasin har stillet Hanne spørgsmålet: Hvad har du gjort for at undgå senskader?

Tekst: Hanne Skuldbøl

Når man spørger mig, hvad jeg har gjort for at undgå senskader, må jeg gå helt tilbage til begyndelsen.
Jeg blev tetraplegiker som 19-årig efter en trafikulykke i 1969. Jeg havde min genoptræningstid på Fysiurgisk Hospital i Hald Ege, hvor vi havde nogle fantastisk dygtige fysioterapeuter: Steffensen, Malmros og Helbo m.fl. Ud over selve den fysiske del af optræningen, gik de meget op i at lære os, hvor meget det ville komme til at betyde for os på sigt, at vi hele tiden var opmærksomme på vores krop og dens signaler. Aldrig kun at stole på hverken læger eller andet plejepersonale, men hele tiden selv være 100 % til stede. Ja, jeg vil gå så vidt til at sige, at vi næsten blev hjernevasket med mantraet: Du skal passe på DIG.

Jeg blev gift, endnu inden jeg var blevet udskrevet, og overlægen sagde i den anledning til mig, at jeg skulle få alle andre end min mand til at gøre så meget som muligt for mig, for så skulle ægteskabet nok gå. Dermed mente han selvfølgelig, at det ikke er ens ægtefælle, som skal hjælpe med f.eks. personlige ting, nej, det skal hjemmeplejen, og det er meget vigtigt at huske på i et forhold. Vores ægteskab holdt i 33 år. Min mand blev syg og døde af lungekræft, men et år efter traf jeg igen en dejlig mand, som jeg er gift med i dag.

Rent lavpraktisk har jeg lige fra starten gjort meget for at holde øje med min hud, og jeg mener altså hver eneste morgen i alle årene. Rundt i sengen på begge sider og smøre huden bag på, og i det hele taget bodylotion over hele kroppen for at sikre, at huden er hel, ren, smidig og sund. Det er vigtigt, fordi vi ikke selv fugter huden. Se efter, at tåneglene ikke går ned i huden, hold øje med, at tøjet ikke strammer, og at skoene sidder rigtigt. Jeg har et par gange observeret små rifter i lårkrogen, fordi tøjet enten har strammet eller været for varmt, og så skal der altså aflastes med det samme og ikke måske i morgen. Her og nu. Jeg har erfaret, at medicinsk honning er godt til mindre sår/rifter.

Jeg har altid levet nogenlunde regelmæssigt. Gennem 30 år havde jeg et fast deltidsjob. Det krævede, at jeg kom op til tiden for at blive klar. Det krævede også, at jeg hele tiden var opmærksom på, at jeg sad på den rigtige pude og i den rigtige stol. Mit job bestod i arbejde, hvor arme og skuldre var meget involveret. Jeg skulle tit bruge tunge ringbind, men ellers sad jeg fast i alle årene foran en computer. Mangeårigt computerarbejde kan være invaliderende, så hvis ikke jeg havde været opmærksom på at træne med mine skuldre og skuldermusklerne, så havde jeg ikke haft mine egne skulderled i dag.
I den forbindelse vil jeg nævne, at da jeg havde haft almindelig personbil i 25 år, var jeg klar over, at fra da af hed det kassebil for at skåne mine skuldre. Jeg ved godt, at det kræver en vis overvindelse at se i øjnene, at den lille, fikse bil er passé, men alternativet er altså værre.

Det, der har drillet mig mest, har været tarm og blære. Jeg havde i mange år næsten kronisk blærebetændelse. I 1996 hørte jeg om  Mitrofanoff-operationen, og i 1997 fik jeg selv enMitrofanoff. Det var en ubeskriveligt stor lettelse for mig. Men efter alt for mange blærebetændelser, så måtte jeg samme år have endnu en stor operation. Min venstre nyre var færdig.
I de seneste år har jeg taget Vagifem, som er en stikpille, man lægger i skeden et par gange om ugen. Den styrker slimhinderne i hele ”trekantsområdet” (undskyld udtrykket), og jeg har ikke haft blærebetændelse, siden jeg begyndte at bruge den.

I rigtig, rigtig mange år døjede jeg med afføringsinkontinens, og det var ikke ualmindeligt, at det var to – tre gange om ugen, og næsten altid, når jeg var i byen. Det var meget belastende. En dag i 2006 fik jeg pludselig meget voldsomme mavesmerter, og en undersøgelse viste, at jeg var meget tæt på tarmslyng. Det betød, at jeg fra da af begyndte at lave tarmskylning. Jeg skyller lidt hver dag, men to gange om ugen bliver jeg skyllet igennem, og på den måde har jeg faktisk ingen uheld. De tre ting – tarmskylning, Mitrofanoff og Vagifem – har virkelig gjort så meget for mig i min hverdag, at jeg næsten føler, at jeg har fået et helt nyt liv.

Foruden masser af vitaminer og god mad, så skal maskineriet jo holdes i gang. OG DET ER VIGTIGT. Bortset fra at jeg altid har passet mit arbejde, så har jeg været meget aktiv med så mange andre ting. Bl.a. har jeg i mange år gået fast til styrketræning i et fitnesscenter en time to gange om ugen. Derudover har jeg en cykel med motor, så jeg kan lave passiv træning med benene. Jeg får den desværre ikke brugt så meget, som jeg gerne ville. Hver morgen strækker jeg benene igennem, for at arbejde nattens spasmer ud, ligesom jeg bearbejder benene med et massageapparat for at styrke kredsløbet og dermed prøve at undgå amputationer og blodpropper.
For omkring 20 år siden kunne jeg se, at mine ben dag for dag blev mere og mere blå, og de var altid koldere end is. Tilfældigt mødte jeg en dygtig sportsfysioterapeut, som sagde til mig, at jeg med det samme skulle gå i gang med massage på benene. Siden har jeg brugt nogle minutter hver morgen med et lille massageapparat på benene, og nu har jeg – i al beskedenhed – de sundeste, lune ben. I øvrigt er det jo også med til at forebygge ødemer. I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for Cathrine Guldbergs DVD med siddende træning. Der vil nok være en del tetraplegikere, som føler, at de ikke kan følge den, for der er fart på. Brug den alligevel, i det tempo, du kan.
Svømning og anden form for aktiv sport er selvfølgelig også godt, men det er bare ikke min historie.
Jeg er nødt til at sige, at hvis man ikke gider at afse tid og energi til regelmæssig styrke- og kredsløbstræning, så er det min overbevisning, at man før eller siden bliver tvunget til at bruge tid på diverse skader.

Hold øje med vægten

En sidste meget vigtig ting for mig er, at jeg har sørget for ikke at komme til at veje for meget. Det er bestemt ikke altid lige sjovt at skulle holde øje med vægten, men det er altså en stor belastning for hud, vejrtrækning, kredsløb og knogler, hvis man er for tung.
Jeg har i alle årene brugt manuel stol, men i forbindelse med overgangsalderen begynder vi jo at afkalke endnu mere, end vi gør i al almindelighed, så på grund af at jeg måtte se i øjnene, at jeg havde fået osteoporose, fik jeg for snart fem år siden en elstol. Mine skuldre og albuer var ved at være godt slidte. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at mine 42 år i manuel stol også har bidraget til mit gode helbred og min gode kondition i alle disse år –  altså fordi jeg samtidig har passet på mine led, den begrænsede muskelmasse i armene, og nakkemusklerne for den sags skyld.

Bortset fra et par større operationer, synes jeg egentlig, jeg er gået gennem livet uden de større skader. Aldrig svære tryksår eller knoglebrud og altid med fuld damp fremad. Masser af kærlighed, masser af aktivitet, fester og rejser og alt, hvad der tilsammen gør et godt liv.

Jeg kunne sagtens have undværet alle mine forbandede kampe med systemet, og når jeg nu ser tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvor det overskud kom fra, for der har været mange, og jeg har sikkert ikke haft den sidste. – Men trods alt …  

ELSK DET NU, DET SATANS LIV.

Hanne Skuldbøl
Født 150850
Tetra 1969
Ingen børn, men 3 bonusbørn og 4 børnebørn.

Hannes gode råd til at passe på kroppen:

  • Tjek hud, tånegle, og at tøj og sko ikke strammer.
  • Sid på den rigtige pude og i den rigtige stol.
  • Styrk krop og kredsløb med styrketræning og ”cykeltræning”.
  • Undgå ødem med massage.
  • Reducér spasmer med udspænding-
  • Pas på vægten.