Fritid, sport: Curling

En kold fornøjelse

Selv om det er en kold sport, har Kenneth Ørbæk en varm interesse for kørestolscurling. Den kræver koncentration og taktik, men sporten giver også velvære og sammenhold – foruden VM-medaljer og deltagelse i de Paralympiske Lege.

Tekst: Anders Birch Breuning, Magasinværkstedet ApS 

Langsomt glider armen tilbage, og i en kontrolleret og præcis bevægelse bliver den ført frem igen. Den rumlende lyd af 20 kilo granit, der glider hen over isen, fylder hallen. Der er træningsaften i Tårnby Curlinghal på Amager, og alle banerne er i brug.

Mindre fysisk krævende

På en af banerne træner Tårnby Curlingklubs kørestolshold. Her bliver der ikke brugt koste til at udjævne og opvarme isen foran granitstenen, så den glider bedre. Og i stedet for at gribe om håndtaget på granitstenen bruger spillerne en såkaldt stick; en stang, der gør det nemmere at sigte og kontrollere stenen, når stenen sendes ud på banen.
- I starten gjorde vi det med hånden. Men det er nemmere og mere præcist at sætte stenene med en stick, fortæller Kenneth Ørbæk, der er skipper – eller anfører – på holdet.
Han har tidligere spillet kørestolsbasket og stået på vandski, men i takt med at han blev ældre, begyndte han at se sig om efter en sport, der var mindre fysisk krævende.
- En ven foreslog i 2002, at jeg prøvede curling. Jeg var mistroisk, men opdagede hurtigt at det er en både elegant og taktisk sport, siger Kenneth Ørbæk.

Sportsglæde gav holdet en træner

En dag i 2003 stod en garvet curlingskipper og så kørestolsbrugerne træne. Han havde observeret dem nogle gange, men denne gang blandede han sig i træningen og instruerede dem. Holdet oplevede, at de blev bedre af at følge hans råd, og kort efter bad de ham om at være deres træner. Den rutinerede curlingspiller var Per Christensen, der nu i flere end 10 år har været holdets træner.
Gennem årene har holdet været til VM i Skotland og de Paralympiske Lege i Torino. Præstationerne toppede i 2005, hvor de, som en del af det danske landshold, vandt sølv ved VM og i 2006 blev nummer fem ved PL. Lige nu er det danske hold i b-gruppen, men målsætningen er at kvalificere sig til PL i 2018.

Præcision og taktik

Selv om det også handler om at være med i eliten, er der andre årsager til, at Kenneth Ørbæk to gange om ugen sætter sten i Tårnby.
- Det giver en god fornemmelse, når man sætter en sten perfekt, og der er noget meditativt og afstressende over at træne. Og ens evne til at udregne og koordinere stenens bane bliver også udfordret, når man skal sætte den perfekt og skrue den uden om de andre sten, siger Kenneth Ørbæk.
Ud over at sætte en god sten fordrer sporten også taktisk overblik. Og det kræver øvelse at være god til det.
- Jeg tog ud til alle turneringer de første fem år for at se på og blive klogere på spillet. Og når jeg selv spiller, taler jeg kampen igennem med medspillere bagefter, forklarer Kenneth Ørbæk.
Øvelsen har betalt sig både for holdet, som nu og da vinder over de gående hold, og for Kenneth Ørbæk.
- Hvis der mangler en spiller på et af de gående hold i klubben, spørger de, om jeg vil være med. Det er en stor anerkendelse, siger Kenneth Ørbæk.

Samvær og glæden ved en god sten

Den eneste ulempe ved sporten er, at den er kold. Den foregår på is, og derfor er der naturligvis koldt på banen – specielt, når man sidder i kørestol.
- Når der kommer nye, bliver de altid overraskede over, hvor koldt det er, og det er ærgerligt, når det afholder dem fra at komme igen. For man kan få meget ud af sporten. Bl.a. det sociale samvær mellem spillerne i klubben og især på holdet. Man lærer hinanden at kende, og der er et rigtigt godt sammenhold. Og så selvfølgelig glæden ved at sætte en god sten, slutter Per Christensen.

 

Vil du prøve?

Der er kørestolshold i Tårnby, Hvidovre og Esbjerg, og der er mulighed for at træne i mange andre curlingklubber landet over. Hvis du vil prøve kørestolscurling, kan du kontakte Dansk Handicap Idræts-Forbund, som gerne hjælper med at finde din nærmeste klub. Du kan også læse mere på deres hjemmeside dhif.dk.

 

Curling

Man mener, at sporten kommer fra Skotland. I dag er den udbredt over hele verden og vinder mere og mere popularitet. I Danmark vandt sporten frem, efter det danske kvindelandshold vandt sølv ved OL i Nagano i 1998. Der findes curlinghaller i Hvidovre, Tårnby, Gentofte og Esbjerg. Klubberne i resten af landet spiller i ishockey- eller skøjtehaller.

 

Artiklen er venligst udlånt af Coloplast og har tidligere været bragt i Din Viden.