Fritid: Naturen er igen tilgængelig

Tekst: Birgitte Bjørkman 

Som gående rygmarvsskadet har Marianne Steiner-Nobel haft svært ved at forlige sig med, at det var nødvendigt med et hjælpemiddel. Men siden hun fik sin Swiss-Trac, er hendes liv blevet meget lettere og smerterne mindre. - Jeg har hele mit liv været glad for at være ude. Jeg er sådan en mærkelig én, der langt foretrækker en regnvåd skov frem for en tur ud og shoppe. Men de lange ture i skoven måtte 56-årige Marianne Steiner-Nobel opgive. - Jeg bliver langsomt dårligere på den måde, at jeg kan gå kortere og kortere. Jeg kan jo gå, men ikke nær så langt, som mit sind ønsker. Vores ture blev kortere, og efterhånden gik min mand alene med hunden i weekenderne, hvor vi sammen plejede at gå lange ture. 

Overlevelsesture 

Mariannes rygmarvsskade er kommet snigende. Hun har haft flere diskusprolapser, hvoraf to har siddet for længe og trykket på rygmarven, og i 2004 fik hun diagnosen inkomplet tetraplegiker. Følgerne er bl.a. udtrætning og smerter. - Mine ture med hunden var blevet overlevelsesture, hvor vi dels ikke gik langt, dels gik langsomt og måtte holde pauser pga. dumme, stive, smertende ben. En tur betød flere timer revet ud af kalenderen til at ligge og ”komme mig”. Nogle dage, hvor jeg havde for ondt, gik vi slet ikke ud. 

En svær erkendelse 

Alligevel tog det flere år for Marianne at komme til den erkendelse, at hun havde brug for hjælpemidler. - Mine tanker har hele tiden været, at jeg er ”alt for god”, og hvad vil alle andre inklusive mine naboer da ikke tænke, når de det ene øjeblik ser mig gå helt normalt for så det næste at se mig i en kørestol med motor? Marianne forklarer: - Jeg har tænkt - og tænker nok stadig - at det virker meget utroværdigt at sidde i en kørestol, når man kan gå. Jeg har haft - og har stadig - dårlig samvittighed over at få et så voldsomt dyrt hjælpemiddel, når andre ikke engang kan få hjælp til en Mini Crosser. - Jeg synes, Swiss Trac’en er genial, men for dyr. Mit håb er, at der kommer et konkurrerende produkt, så prisen kan komme ned på et acceptabelt niveau og dermed muliggøre, at flere kan få en. Den betyder alt. - Nu har jeg så fået min Swiss-Trac, og livet er blevet mit igen! Et liv, hvor de ting, der giver mig allermest, stadig er tilgængelige, fortæller Marianne med et stort smil, der ikke kan skjule hendes store glæde ved hendes nye hjælpemiddel. En af de første ture med Swiss Trac’en gik til Gribskov, fortæller hun, hvor hund og mand endelig fik lov at gå til og maskinen stod sin prøve. Marianne slutter: - Det betyder alt for mig at kunne være ude i naturen, som jeg elsker så højt. Vi er ude hver dag. Den smertestillende medicin har jeg stadig behov for, men efter turene er jeg ikke så ødelagt, som jeg var, da jeg gik.