Fritid: Kørestolsbasket

Sport med fart og intensitet

Er du til fart og spænding, vil du helt sikkert synes, at kørestolsbasketball er interessant.

Tekst: Frederik Dahl

I Danmark er der ca. 200 personer, der spiller kørestolsbasket. Men vi vil gerne være flere. Så har du god armfunktion og balance, og er du til fart og spænding, vil du helt sikkert synes, at kørestolsbasketball er interessant.

Ikke den store forskel

Hvis du kender til reglerne i almindelig basketball, så vil du ikke se den helt store forskel, når der spilles kørestolsbasketball. Der spilles på samme bane, og kurvene sidder i samme højde. Og ligesom i normal basketball spilles der med fem spillere på banen ad gangen.
Ud over få mindre ændringer er den store forskel på almindelig basket og kørestolsbasket, at spillerne sidder i kørestol, og at spillerne er delt op i point, alt efter omfang af handicap. Skalaen går fra 1 – 5, hvor en spiller, som scorer fem på skalaen, har mindst handicap. De fem spillere på banen må tælle samlet maksimum 14,5 point. Det betyder, at spillerne med bedst funktion ikke kan være på banen på samme tid, men at der skal være spillere med forskellig grad af handicap. Derfor er det en sport, som dækker utrolig bredt.

Stigende interesse

I dag er der 7 hold fordelt på danmarkskortet, hvilket er det højeste antal i mange år. Antallet har i de seneste år været støt stigende, i takt med at flere og flere har fået øjnene op for sporten.
Kigger man ud i det store udland, er niveauet i Danmark dog ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis ses der en tydelig fremgang, hvis man kigger tilbage på de seneste sæsoner.
Blandt de danske klubber er det Odense Hawks, der er løbet af sted med danmarksmesterskabet i de sidste otte år. I skrivende stund ligger de også i spidsen til at tage endnu et mesterskab i denne sæson. Sæsonen er dog langt fra færdig, og der spilles frem til maj.

Kørestolsbasketball kan varmt anbefales. Det er et højt udviklet spil og særdeles seværdigt. Og så følger der også et godt socialt samvær med blandt holdkammeraterne.

Har du fået lyst til at vide mere, finder du information på Facebook under Dansk Kørestolsbasket Liga. Det er den officielle profil for dansk kørestolsbasketball, hvor det også er muligt at stille spørgsmål.

Fakta om spillet

Højst to tag i hjulene med bolden i skødet ("skridtreglen"). Det er tilladt at drible med den ene hånd og samtidig køre med den anden. Kørestolen er en del af spilleren. Kun mindre stolekontakt er tilladt.
Spillerne tildeles point fra 1 – 5 efter grad af handicap. Banens fem spillere må sammenlagt udgøre max. 14,5 point. Normalt gående kan spille med i Danmark og tæller fem point. Det er ikke tilladt at løfte eller bruge fødderne. Bagdelen skal blive i sædet.
Der er klubber i Aarhus, Odense, København, Esbjerg, Vejle, Aalborg og Viborg. Der spilles danmarksmesterskabsturnering, hvor alle hold mødes 2 gange, hvilket vil sige, at der spilles i alt 12 kampe i løbet af en sæson, som strækker sig fra september og til maj.