Fritid: Frihed i 4000 meters højde

Tekst: Annette Thomsen

Solskin, et XL fly, rigtig mange faldskærmsspringere,

min tandemmaster og mig - det kan kun blive en god

dag!

Så sidder jeg her igen. Jeg ser ud

på et fantastisk landskab af blå

himmel og hvide skyer og præ-

cist 4 000 meter under mig kan jeg se

aftegningerne af grønne marker og

veje. Jeg sidder i den åbne flydør. Mine

ben blafrer i vinden og jeg tager en dyb

indånding og krydser mine arme på

brystet. Jeg har gjort det før. Vi har

gjort det før. Fra forskellige fly, forskellige højder, forskellige springpladser og

på forskellige årstider. 42 gange før

har min tandemmaster sørget for, at

jeg har kunnet springe ud i det fri.

Ready, sæt, go proceduren er for

længst afløst af det simple ”go”. Der er

ingen grund til betænkningstid. Friheden venter, og jeg elsker det.

Frit fald

Jeg kigger op en sidste gang, og mærker vi er på vej ud i det fri. På et splitsekund forlader vi flyets døråbning og

laver noget, der minder om en kolbøtte.

Jeg får et glimt af flyveren og solen i ét

måske to sekunder og bliver derefter

bragt i den rette fritfaldsposition. Vi ligger på maven og jeg får tegn til at

strække armene ud. Jeg adlyder uden

videre. Med en faldhastighed på ca.

180 km/t er vindsuset så voldsomt, at

al kommunikation er umulig. Det her er

fantastisk! Her er ingen af dagligdagens

begrænsninger, der er frit og tilgængeligt, lige så langt øjet rækker både til

højre, venstre og opad. Kontrasten til

min hverdag er stor, normalt bevæger

jeg mig langsomt og uden mulighed for

at forcere selv den laveste kantsten i

min kørestol. En overvældende følelse

af frihed, glæde og ”drengerøvs-tendenser” trænger sig på og et smil så stort,

at selv Kim Larsen vil være misundelig,

breder sig fra det ene øre til det andet

- og jeg ved, at smilet og glæden holder

i flere uger.

”That's life”

Det er rigtig dejligt vejr heroppe i dag,

ikke for koldt og ikke for varmt. Jeg har

for længst spottet landingsbanen og

ved, at piloten har sat os af det rigtige

sted. Nu ligger jeg og kigger på de

andre springere under os. De er lette

at få øje på, fordi deres dragter og

skærme er i skrigende farver mod de

hvide skyer. Vi drejer lidt, og Odense

Lufthavn bliver tydelig for mig. Jeg kan

se springpladsen og ved, at vi nærmer

os de 1500 meter, og dermed er et

minuts frit fald ved at være slut. Jeg

nyder de sidste sekunder af vores frie

fald - tænker endnu engang ”that's life”.

At svæve igennem skyerne

Jeg mærker et lille ryk og ved, at

Michael har trukket faldskærmen. Det

rykker voldsomt opad, når faldskærmen

folder sig ud. Jeg føler mig som Pinocchio, der dingler i sine snore. Faldskærmen stabiliserer sig hurtigt. Nu er her

stille, meget stille. Jeg tager endnu en

dyb indånding og mærker, at jeg også

denne gang har fået propper i ørene. Vi

skærer et hjørne af en tynd hvid sky, og

et øjeblik hænger vi inde i skytågen, før

vores tur stille glider videre nedad. Vi

begynder at snakke om oplevelserne

indtil nu. Dog ingen tekniske detaljer.

Fra mit første spring har aftalen været,

at Michael har ansvaret for alt det tekniske og jeg har ansvaret for at nyde

oplevelsen. Det er jeg, når jeg selv skal

sige det, faktisk meget god til.

Landing for to

Det kritiske tidspunkt nærmer sig. Jeg spejder til siderne for at se, hvor de

sidste springere er; jeg vil helst ikke

kollidere med dem i landingen. Landingen er en blandet fornøjelse, når man

er tetraplegiker og ikke kan trække

benene op, som tandempassagerer

normalt gør. Det betyder, at det er

mine ben, der møder jorden først.

Michael er god til at lande os. Normalt

lander vi i springgraven, som er beregnet til landinger, men i dag bliver det en

landing i græsset ca. to meter fra

vores mål. Det er en fin landing, først

rammer fødderne og derefter begge

knæ græsset. Det gør ikke ondt i knæ-

ene lige nu, men det gør det i morgen.

Return to virkeligheden

Jeg sidder lidt i græsset og sunder

mig. Konditionen er ikke, hvad den har

været. Min springdragt er blevet græsgrøn på knæene. Jeg kigger endnu engang op i den blå himmel med de mange hvide og grå skyer. Det gik næsten

for hurtigt. 14 minutter i PAL 750 x l,

ét minut i frit fald og syv-otte minutter i

skærmen. Under 25 minutter og jeg

har ladet batterierne op, føler mig fri

og fyldt med energi til at vende tilbage

til hverdagen med de muligheder og

begrænsninger, der nu engang er, når

man sidder i kørestol. Min hjælper

sætter kørestolen i position, 1-2-3, og

jeg er løftet op i stolen og turen går

tilbage mod klubhuset til hyggesnak.

Har du fået lyst at tage et tandemspring,

så tjek center-jump.dk.eller tandemspring.dk.

Efterskrift

Af hensyn til historieskrivningen må jeg

nok tilstå, at spring nr. 43 ikke bliver

genfortalt blandt springere som ovenstående - næ, jeg vil blive mobbet, når

det bliver kendt, at jeg få minutter efter

at flyet var lettet, med en blanding af

panik, frustration og ærgrelse hørte

mig selv sige, at jeg ikke turde springe

ud, og om vi ikke kunne tage flyveren

ned igen. Baggrunden var, at vi under

indstigningen sammen med 15 andre

springere uheldigvis havde ”mistet” de

bånd, som vi bruger til at binde mit

højre ben sammen med Michaels højre

og tilsvarende med venstre ben. Båndene er et uundværligt hjælperedskab,

hvis mine hofter skal overleve rusketuren, når faldskærmen trækkes, og

hvis mine knæ skal holde til landingen.

Jeg véd det. På et tidspunkt mistede vi

et bånd under udstigningen i 2500 m

højde. I landingen var der derfor intet

styr på det ene af mine lamme ben.

Det kostede et overrevet korsbånd og

en flænge i menisken. Derfor ville jeg

ikke springe. En kvik faldskærmsspringer, der sad lige over for mig, fandt på

at binde ”pakke snore” sammen og lånte på mine vegne fire snore. Bandt

dem sammen to og to og derefter passede de perfekt som reservebånd. Jeg

kvitterede naturligvis med et af de der

Kim Larsen smil og trak vejret lettet og

taknemmeligt. Jeg vidste, at spring nr.

43 var sikret.