Fritid: Et aktivt jægerliv

Jagten er sat ind

Hvor store er chancerne for at kunne gå på jagt igen, når man har pådraget sig en høj rygmarvsskade? Den ivrige jæger fra Finderup, Jimmi Rasmussen var ikke i tvivl. Han havde skudt sin sidste buk.
–Jeg var sikker på, jeg aldrig ville komme på jagt igen.
Men Jimmis far og kone ville ikke give op. De pressede på, og i dag er Jimmi tilbage på jagtmarkerne.

Tekst: Max Steinar

Jagttårnet havde været væltet i lang tid. Jimmi Rasmussen besluttede derfor sammen med sine brødre og deres far, der også er jagtkammerater, at rejse tårnet til den tilstundende bukkejagt. Tårnet var næsten kommet op til lodret position, da noget gik galt. Tårnet faldt tilbage, og Jimmi kunne ikke nå at komme væk.
–Jeg væltede bagover, da jeg blev ramt af tårnet. Ikke noget hårdt slag, men nok til at slå mig ud af balance, og jeg landede hårdt ned på jorden, fortæller Jimmi.
Til den 40-årige midtjydes store uheld stod her nogle stubbe fra fyrretræer, som var blevet fældet med en buskrydder. Jimmi ramte med sin fulde vægt ned i en af disse stubbe, der ramte lige mod hans nakkehvirvler, som Jimmi pådrog sig et komplet brud på.

Håbet

For Jimmi Rasmussen har jagt altid været hele hans liv. Sammen med sin hustru Pia har han en fantastisk skovejendom midt i det pragtfulde sø- og skovområde ved Finderup i Midtjylland. Lige op og ned ad gården ligger ti hektar, som ægteparret har lavet skovrejsning på. Herudover ejer de flere skove i området, og i alt har de skøde på 57 hektar naturarealer.
Jimmi var også meget aktiv med plantespade og skovsav, og sammen med sin lige så aktive far har han skabt nogle meget afvekslende og smukke plantninger. Her myldrer det med Jimmis foretrukne jagtmål, råvildt.
Efter ulykken var Jimmi overbevist om, at han ikke kom på jagt igen.
- Jeg ville aldrig igen komme ud i den natur, hvor jeg har brugt så mange timer. Min verden var styrtet i grus.

Bare én jagt mere

Efter syv måneders indlæggelse på Vestdansk Center for Rygmarvsskader i Viborg kom Jimmi hjem til et nyt og anderledes liv. Til et hus, som var blevet ombygget, og med ansatte hjælpere alle døgnets 24 timer.
–Jeg kunne sidde og kigge på mine opsatser, læse i min jagtjournal, se mine rifler stå og samle støv i skabet, og så ellers bare lade tårerne trille.
I foråret 2011 havde Jimmi ikke fået det bedre.
–Min psykiske tilstand var i et frit fald mod afgrunden. Sneen var borte, et flot, grønt skær havde bredt sig over nyplantningen uden for vinduet, og snart ville bukkene begynde at feje. Og der sad jeg, lammet og inaktiv. Det gjorde ondt, fortæller Jimmi og fortsætter:
–Jeg tænkte, at kunne jeg bare få én jagt mere. En eneste bukkejagt mere, hvor jeg vidste, at det blev den sidste. Så jeg for alvor kunne suge alle indtrykkene, alle lydene, alle lugtene til mig, fordi der kom ikke flere. Så jeg havde den oplevelse at tære på resten af mit liv.

Vendepunktet

Et eller andet skulle der ske, og hjælpen var ikke så langt væk. Jimmi skulle bare høre efter, hvad hans far og hans kone, Pia havde forsøgt på i lang tid. At få ham til at prøve at affyre en riffel!
Jimmi lod sig overtale til at prøve, hvad han troede var umuligt. Det udslagsgivende var, at en chauffør på en handicaptransport havde fortalt ham om mulighederne i Kjellerup Skytteforening. Og da Jimmi affyrede en riffel for første gang efter ulykken, tog hans liv en ny drejning.
– Alene det at kunne håndtere en riffel og efterhånden også lave kryds 10’ere gjorde mig bare så glad. Det havde jeg jo ikke troet var muligt. Men det var lidt som at få en god forret uden at få hovedretten, altså at komme på jagt. For ganske vist kunne jeg – med lidt hjælp – betjene en standardriffel. Godt nok kunne jeg ikke lave aftræk med højre pegefinger, men må bruge venstre, ved at trække hele venstre arm bagud. Men hvad med at komme ud i terrænet? Og hvad med et stykke råvildt, som ikke har tænkt sig at stå stille som en papskive? Og hvad med rekylen – jeg kunne jo ikke selv holde ved våbnet? Nej, det virkede stadig umuligt at komme på jagt igen.
Jimmis far og Pia helmede ikke. De havde oplevet, hvilket løft, oplevelsen i skytteforeningen trods alt havde givet Jimmi. Nu skulle han bringes til at forstå, at han selvfølgelig skulle på jagt igen!
– Min far og Pia skubbede hele tiden på mig. De så mulighederne, jeg så kun begrænsningerne. Men heldigvis gav de ikke op. Jeg har en fantastisk familie, lyder det med en stemme fuld af taknemmelighed fra ”nyjægeren”.

Georg Gearløs

Jimmis far har altid været fiks på fingrene. Han fik konstrueret en anordning til at sætte foran på kørestolen, som Jimmis riffel kunne ligge fastspændt i. Men prototypen var for lidt fleksibel; Jimmi kunne kun pege i én retning. Det problem klarede faderen blandt andet med et gammelt skuffeudtræk, som gjorde det muligt for Jimmi at skubbe riflen fra side til side.
Jimmi havde også et problem med at holde sin højre hånd fast oven på kolben. Det løste bøssemager Per Langvad ved at anbringe, hvad Jimmi kalder en ”skovsnegl” på kolbehalsen. Til slut var alle små og store problemer af teknisk karakter ryddet af vejen. Nu lavede Jimmi pletter efter pletter efter pletter.

Den første bukkejagt

Der var kun 14 dage til bukkejagten. Jimmis far fik ekstra travlt med at gøre klar i skoven til Jimmi. Spor blev ryddet, grene savet væk, jorden jævnet.
Jimmi har en Swiss Track, han kan montere foran kørestolen, og den kan klare en del forhindringer. Nu var det bare at vente.
Dagen oprandt. Fuglesang steg langsomt i intensitet, efterhånden som solen nærmede sig horisonten. Jimmi sad i skoven og var rede. Nu blev hans drøm til virkelighed! Han var ude i naturen igen! Sammen med Pia, som de havde sikret sig havde vagten som hjælper på den store dag.
En rå dukkede op. Det havde Jimmi for længst registreret, så da Pia begyndte at sige små lyde, troede han det var råen, hun ville gøre ham opmærksom på. Men inde i buskadset bag råen havde Pia opdaget en meget stærk seksender! I flere sekunder forsøgte hun at gøre Jimmi opmærksom på chancen, mens bukkefeberen begyndte at få tag i hende! Endelig forstod Jimmi, hvad det handlede om.
– Det var en meget flot buk. Men jeg kunne jo ikke dreje mig mod venstre, så jeg kunne kun nyde synet af ham, som han stod der i morgensolen – kæmpe stor!
Råen var efterhånden kommet længere frem på lysningen og trak bukken efter sig. Men til Jimmis skræk begyndte hun at blive urolig. Råen sprang og bukken sprang efter. Måske var Jimmi lammet. Men summen af hans mange års erfaring var intakt. Han gav et højt råb. Bukken stoppede og sikrede. Skuddet faldt øjeblikkeligt, og bukken, som var en flot seksender, væltede, død på stedet.
Det øjeblik i morgensolen, forenet i erkendelsen af, at Jimmis nye jægerliv hermed var en kendsgerning, glemmer ægteparret aldrig.
Og den første sommer blev det til ikke mindre end seks sommerbukke og i det efterfølgende efterår otte dyr (heriblandt en buk) og to ræve.

To en halv times forberedelse

Øverst i den bugnende dragkiste med floskler ligger ”Livet går videre”. Men Jimmi vil aldrig mere tage noget for givet. Han nyder hver jagt med en intensitet, som ingen, der ikke har været nede at vende, hvor han har været, kan forstå.
Jimmy har konstante smerter, men han kan delvist skubbe dem i baggrunden, når han er ude i naturen og koncentrerer sig om at holde sine sanser åbne under en jagt. Og det gør han, så ofte muligheden er der.
Året efter var det møgvejr under bukkejagten. Men Jimmi kunne ikke tage sig sammen til at tage hjem, så han blev dyngvåd og derefter syg i mange dage.
–Jeg havde bare glædet mig sådan, siger han smilende og forklarer:
- Når man skal stå op kl. 01.45 for at kunne være klar kl. 04.15, så smutter man ikke bare hjem, fordi det begynder at regne.
Jimmi har fire ansatte hjælpere, som afløser hinanden, heriblandt hans far og Pia. De to øvrige hjælpere har skullet oplæres i ikke blot at give personlig hjælp til Jimmi, men også hvordan man assisterer ham, når han nedlægger et vildt.
– Jeg har bl.a. instrueret dem i, hvordan man skal brække et stykke råvildt.
Og da Jimmi engang nedlagde et smaldyr, som gik fra skudstedet, måtte hans hjælper spore dyret i et tæt, nærliggende buskads. Hun trak dyret hen ved siden af Jimmis kørestol, og med lidt anvisninger brækkede den ellers helt uerfarne hjælper dyret, som om hun aldrig havde lavet andet.

- Det at være alene – eller næsten alene - i skoven, er, hvad jeg altid har været glad for og det jeg længtes efter, da jeg troede, jeg havde været på min sidste jagt, slutter den glade jæger fra Finderup Skove, der ikke længere tager jagtlivet for givet. Når han går på jagt i dag, sidder han med alle sanser vidtåbne, som var det hans første jagt.