Fritid: Dykkerferie

Far og søn på dykkerferie

I et forsøg på at lave noget sammen med sin eventyrlystne søn tog Søren Kahn sammen med sin 16-årige søn dykkercertifikat og derefter på dykkerferie på Tenerife.
- Der var selvfølgelig udfordringer undervejs, men jeg synes, at det lykkedes at få en fantastisk ferie sammen. Også uden at han var min hjælper … i alt fald ikke ret meget.

Tekst: Søren Kahns

Alenefar med to store børn hver anden uge! Hvad gør man efter skilsmissen for at teenagebørnene gider bruge lidt af deres travle tid sammen med deres far? For mange drenge er livet jo fuld af eventyr og action. Hvilken 16-årig dreng er ikke mester i FIFA 16-ligaen eller har ikke lige overlevet endnu et bagholdsangreb i GTA? Så hvad gør man for at vække interessen hos sin 16-årige, eventyrlystne søn, og uden at han bliver min hjælper? Det kan være lidt svært at konkurrere med adrenalinkicket skabt i cyberspace, når man sidder der i sin kørestol, og bare det at komme over græsplænen kan synes uoverskueligt på en dårlig dag.

En gang for meget længe siden – før kørestolen kom ind i mit liv – var jeg konkurrencesvømmer. Derfor faldt mine tanker på dykning som en aktivitet, som Malte og jeg kunne lave sammen. Heldigvis var Malte med på idéen, og så var det ellers bare med at få tretrinsraketten fyret af: 1) Jeg skulle i gang med at svømme igen, 2) Vi måtte få lært at dykke og 3) Af sted til et eksotisk dykker-site.

Trin 1, svømningen, skulle vise sig at være overraskende anderledes, end jeg huskede den, fra før kørestolen blev en fast bestanddel af mit liv. Det var lidt ligesom at starte helt forfra med at lære at svømme. Nu  hang benene vinkelret på kroppen med fødderne slæbende hen over bunden. Og puha! 25 meter var maks. distance uden at holde pause. Heldigvis blev det hurtigt bedre. Med et par svømmefødder på fødderne kom benene op i noget, der mindede om vandret, og efter ugentlige besøg i svømmehallen i et halvt års tid, blev distancen øget gevaldigt, og hastigheden blev bedre. Med stolthed i stemmen kan jeg prale med, at jeg nu kan svømme fra de ældre damer med blomstrede badehætter. Som bonus forsvandt der også mindst 10 kg fedt fra den mave, der var gået hen og blevet lidt for stor.

Så langt, så godt! Næste trin gjaldt dykningen. Vi fandt en superdygtig instruktør, som var villig til at undervise mig (og Malte) med henblik på at blive PADI open water-certificeret dykker. Vi startede i bassin, hvilket var en kanon oplevelse af fysisk frihed. At komme ned i vandet og føle vægtløsheden og kunne ”svæve” omkring var fantastisk.
Det blev lidt mere bøvlet, da vi skulle i havet. Når man tager sit PADI-certifikat i det sene efterår, er vandet i de danske farvande temmelig koldt, hvilket vil sige, at man skal have rigtig meget tøj på for at holde varmen. Som kørestolsbruger er det temmelig bøvlet at få våddragten på, og det bliver ikke lettere af, at man skal have to på uden på hinanden. De mange lag af våddragter bevirkede, at jeg stort set ikke kunne bruge mine arme. Da der jo ikke er en motor i benene, var jeg vel blevet til, hvad der mest af alt mindede om en ubevægelig klump i vandet. Jeg vil sige, at der på dette tidspunkt i forløbet var lidt skepsis over, hvorvidt vi havde skudt lidt over mål i forhold til min formåen. Det vigtigste for mig var jo, at Malte ikke skulle være sin fars hjælper, men at han kunne blive udfordret og få en god oplevelse sammen med mig.

Vi havde aftalt at afslutte projektet med en dykkertur udenlands, og Malte ville gerne af sted, så jeg kontaktede et dykkercenter på Tenerife. De kunne ikke se, at det skulle være noget problem for en kørestolsbruger at dykke, så vi blev enige om at tage af sted, og så måtte vi jo se, om vi skulle dykke eller blev nødt til at ligge en uge ved poolen.
Det viste sig, at dykkercentret havde ret. Det var ikke noget problem for mig at dykke. Vandet var varmere, hvilket betød mindre bøvl med at få de færre lag tøj på – men vigtigst for mig var dog, at jeg kunne bruge mine arme til at svømme med. I vandet var følelsen af fysisk frihed, som jeg oplevede i poolen, tilbage. Jeg svømmede langsommere end de andre, men kunne følges med min søn og resten af gruppen, uden at der var nogen, som beklagede sig over tempoet. Vandet var klart, og vi svømmede sammen med mange forskellige slags ”fisk”. Vi kom bl.a. helt tæt på pilrokker, 8- og 10-armede blæksprutter og muræner, hvor man tydeligt kunne se deres karakteristiske sylespidse tænder. Vi gennemførte med succes trin 3, og Malte var ret tilfreds.

Der er selvfølgelig udfordringer, når man som kørestolsbruger tager på dykkerferie. Der skulle hoppes nogle meter ”på røven” hist og her. Efter dykket skal man så lige op i båden igen, men her var vores skipper, Dan, stærk nok til at hjælpe med at få mine 90 kg dødvægt bugseret op i båden. Endelig skrabede mine lavthængende ben ofte mod bunden, hvilket betød, at jeg jævnligt måtte fjerne et par søpindsvine-pigge fra knæene. Alle udfordringer var dog til at løse, og jeg synes, at det lykkedes at få en fantastisk ferie sammen. Også uden at Malte var min hjælper … i alt fald ikke ret meget.

Det bedste for mig ved turen er, at Malte blev udfordret og gerne vil af sted igen. Vi er dog lidt uenige om, hvor vi skal hen. Malte mener, at vi skal ud, hvor der er nogle hajer. Jeg er nok mere til et stille og roligt koralrev og mener, at hajerne kan han finde i cyberspace. Af sted skal vi! Nu må vi se, hvor vi ender henne.

Søren Kahn sidder i kørestol pga. en sygdom, som ødelægger de nerveceller, der styrer motorikken fra navlen og nedefter.