Fritid: The Cliff Hanger

Tekst: Janke Bondam

Kun fantasien sætter grænsen for hvad ekstremsporten består i,

 

hvor og hvordan den udfolder sig og hvem der udfører den. Og hvad

 

de færreste mennesker overhovedet havde fantasi til at forestille

 

sig var muligt, gjorde den bemærkelsesværdige bjergbestiger,

 

canadiske Brad Zdanivsky, til virkelighed i sommeren 2005.

 

 

 

 

 

 

 

Bedriften var bestigningen af The

 

Grand Wall på den 700 m høje og

 

praktisk talt lodrette bjergside The

 

Chief ved Squamish i Vestcanada, og virke-

 

ligheden var, at Brad Zdanivsky er komplet

 

tetra efter et biluheld. Hvordan bjergbe-

 

stigningen rent faktisk foregik, kunne man

 

den sommer læse om i et par artikler i The

 

Globe & Mail.

 

 

 

Brad Zdanivsky, der i dag er 32, var 18,

 

da han brækkede halsen. Inden da havde

 

han været en ivrig klatrer, og allerede som

 

15-årig havde han nået de begyndende trin

 

i, hvad man kan kalde avanceret bjergbe-

 

stigning. Han havde det i generne, og det

 

at klatre var for ham som at forny ilten til

 

blodet. Så hvad gør man, når man brækker

 

halsen og stadig gerne vil være bjergbe-

 

stiger? Man lægger hovedet i blød og går i

 

gang med at løse problemet.

 

Brad og hans far, der også var en ivrig

 

klatrer, designede efter årelange grundige

 

undersøgelser og efterprøvninger - og

 

mange penge - en speciel klatre-tingest, som

 

de fik et professionelt firma til at konstru-

 

ere, så både sikkerheden og komforten var

 

i orden. Den består af en ramme med et

 

sæde. Foroven er der påsat to cykelhjul og

 

nedenfor et mindre hjul, som forhindrer

 

ham i at banke ind mod bjergvæggen. Han

 

er fastspændt til tingesten, som han selv

 

kalder den, og ved hjælp af sine bundne

 

hænder, kan han via trisser og taljer trække

 

sig opad. Ca. 30 cm for hvert træk.

 

 

 

Da Brad besteg The Grand Wall i 2005,

 

fulgte et hold af frivillige klatrere med op

 

og satte pløkkene med rebene op på bjerg-

 

siden, og gjorde det således muligt for Brad

 

at forcere den lodrette bjergvæg. Han star-

 

 

 

tede tidligt om morgenen, og fjorten timer

 

senere havde han nået toppen. En ekstremt

 

udmattende tur. En helikopter sørgede for

 

nedturen. Selv for en erfaren klatrer siges

 

The Chief at være en prøvelse af de svære.

 

Sejren efter at have klaret den udfordring

 

han havde sat sig for, igangsatte ikke alene

 

klatreblodets puls men også projekt Vertical

 

Challenge, hvis formål er ”at starte en

 

bevægelse, som vil gøre det muligt for flere

 

tetraplegikere at få del i ekstremsporten”,

 

som der står på deres webside, verticalchal-

 

lenge.org.

 

 

 

RYK! har været i mailkontakt med Brad

 

Zdanivsky for at høre nærmere om hans

 

klatreliv.

 

- Lige siden jeg var barn, har jeg klatret.

 

Jeg fandt altid de høje træer og de stejle

 

klipper, og fra de første teenageår sparede

 

jeg sammen til reb og udstyr. Efterhånden

 

begyndte jeg at møde andre klatrere og

 

udfordringerne på bjergvæggene blev større

 

og større. Det blev til uendelig mange ture

 

ud i bjergene, hvilket gav mig en dyb for-

 

bundenhed med naturen, der ikke vil slippe

 

mig. Derfor blev det noget af en udfordring

 

for mig pludselig at havne i en kørestol,

 

hvor adgangen til naturen blev nærmest

 

lukket for mig.

 

 

 

Er det her, Camuscitatet ”I den mørke vinter

 

lærte jeg endelig, at jeg besad i mig en usynlig

 

sommer”, som jeg læste på en af dine klatre-

 

chat-sider, kommer ind i billedet?

 

- Ja, i allerhøjeste grad; min klatring er min

 

usynlige sommer. Da jeg den oktoberaften

 

i ’94 forulykkede med bilen, husker jeg, at

 

min første tanke, da jeg lå hjælpeløs hen-

 

over rattet, var, at jeg aldrig ville komme

 

til at klatre igen. Så de første måneder på

 

 

 

hospitalet og senere på genoptræningscen-

 

tret gik med at stirre op i loftet. De bjerge,

 

der nu skulle bestiges handlede om at

 

sidde oprejst, lære at spise selv, påklædning

 

og andre dagligdags ting. Det sværeste

 

for mig var at glemme, hvem jeg nu var

 

og koncentrere al min energi på at vende

 

tilbage til college - datalogi, - selvom end

 

ikke den fedeste akademiske læsning kunne

 

kompensere for mit behov for at være ude

 

i naturen. Det tog derfor ikke lang tid, før

 

jeg begyndte at spekulere over, om det var

 

muligt for mig at vende tilbage til klipperne.

 

De første forsøg blev til lidt rappelling,

 

som udviklede sig mere og mere, ligesom

 

udstyret blev yderligere forfinet og skræd-

 

dersyet til mig, så jeg kunne udnytte hver

 

en kraft, jeg havde tilbage. Kulminationen

 

af disse anstrengelser blev at nå toppen af

 

The Chief. Så at finde vejen tilbage til bjerg-

 

siderne blev min usynlige sommer, der har

 

gjort mig i stand til at klare de mørke vintre.

 

 

 

Hvorfor klatrer du, - hvad får du ud af det?

 

- Alle klatrere hader det spørgsmål … vi

 

klatrer, fordi det er sjovt, er vores umiddel-

 

bare svar. Det at være på udfordrende even-

 

tyr i den rå og vilde natur med vennerne er

 

utrolig givende. Og det at træne længe for

 

at nå et mål, og så samle alle trådene for at

 

få det til at ske, dét tænder mig. Jeg klatrede

 

jo før min ulykke og det føles kun logisk

 

at fortsætte mine mål. Det er selvfølgelig

 

ikke det samme som før hvad angår både

 

kræfter og ynde, men jeg er deroppe på

 

bjergsiderne sammen med kammeraterne,

 

og det er en fantastisk oplevelse. Det er

 

sammenblandingen af de store anstrengel-

 

ser, koncentrationen og det faretruende, der

 

holder dig fast i nuet; dét giver en spænding

 

uden sidestykke. Jeg kan forstå, at du har det i blodet, - at

 

du oplever en uovertruffen spænding ved at

 

hænge deroppe på klippevæggen, - men udefra

 

set forekommer det vildt. Er det generne, der

 

kalder?

 

- Ja, men det er oven i købet værre end som

 

så. Jeg føler mig forpligtet til at gøre det; jeg

 

føler at jeg rent faktisk ikke har noget valg.

 

At udfordringen er så indlysende og nærlig-

 

gende for mig, at det ikke at tage handsken

 

op vil være det samme som at indrømme,

 

jeg var besejret. Jeg ville miste noget af min

 

selvrespekt. Og på mange måder kommer

 

man tæt på livet og det at være i live der-

 

oppe på klippevæggen. Det drejer sig om

 

hårdt arbejde, om at fokusere. Fokusere på

 

klippen og næste lille etape og intet andet.

 

En langsom og rolig aktivitet, der har noget

 

spirituelt over sig. Adrenalinen er der selv-

 

følgelig, men faren skal hele tiden holdes

 

under kontrol. Det er ekstrem nærvær på en

 

fed og afhængighedsskabende måde. Og så

 

har jeg slet ikke nævnt udsynet og de åbne

 

vidder. Men det er ikke kun for at bevise

 

noget for mig selv. Det, der også kommer

 

ud af det er, at vi efterfølgende kan udvikle

 

klatreudstyr, som andre i kørestol kan få

 

glæde af og måske videreudvikle.

 

 

 

Er der andre, der har fulgt i dine fodspor;

 

tetraer, der også bestiger bjerge?

 

- Nogle af mine venner i kørestol har prøvet

 

lidt, men jeg vil gerne udvikle et større

 

program, så man kan klatre på lidt mere

 

regelmæssig basis. Adgangen til bjergene

 

er i sagens natur jo ikke særlig kørestolstil-

 

gængelige, så det er en udgiftstynget affære

 

at klatre.

 

 

 

Har du fremtidige klatreplaner?

 

- Ja, den store klippevæg – El Captain – har

 

jeg altid drømt om. Den ligger i Yosemite

 

National Park i Californien, og livet langt

 

har den stået som et mål for mig. Jeg håber

 

det bliver til virkelighed inden alt for længe.

 

Men mit åndedræt og blodtryk skal holdes

 

under nøje kontrol i sådanne udfordrende

 

situationer. At give sig i kast med El Captain

 

vil få The Chief til at tage sig ud som a piece

 

of cake, og rent bogstaveligt holder det mig

 

vågen om natten.

 

 

 

RYK! ønsker Brad Zdanivsky al mulig held

 

med hans vilde og ekstreme forehavende.

 

Vi vil holde øje med ham og se, om projek-

 

tet lykkes.

 

 

 

RYK! er i besiddelse af Brads DVD Back to

 

the Wall, hvor man kan se baggrunden, for-

 

beredelserne og selve forceringen af The Chief.

 

Den kan udlånes ved henvendelse til redaktri-

 

sen. Læs mere på: verticalchallenge.org