Forskning - rosen

Navnet er smukt, men det er et udbrud af rosen ikke. Dem, der har haft rosen, kan skrive under på det. Og har man først prøvet det, er man ikke i tvivl, når et nyt angreb af rosen sætter ind.

Redaktionen har snakket med læge Ph.D., Michael von Linstow fra Afdeling for Rygmarvsskader om behandling og forebyggelse af rosen.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Menneskets hud har mange gode funktioner. En sund og hel hud forhindrer bl.a. infektioner i at trænge ind i kroppen. Hos mennesker med en rygmarvsskade bliver huden mere sårbar over for infektioner, og derfor er rosen en velkendt komplikation hos både yngre og ældre rygmarvsskadede.

Hvad er rosen?

Rosen – på latin Erysipelas – er en akut og skarpt afgrænset overfladisk hudinfektion.
– Rosen er almindeligvis forårsaget af gruppe A streptokokker, der har fået adgang gennem en defekt i huden. I løbet af blot få timer kan den have spredt sig til den omkringliggende hud, og der kommer symptomer som kulderystelser, feber og hovedpine, fortæller læge Ph.D., Michael von Linstow.
På trods af at infektionen er overfladisk, kan en ubehandlet rosen blive livstruende.
– Derfor er hurtig behandling altafgørende. Til gengæld er det almindeligvis et godartet forløb, såfremt der indsættes med hurtig antibiotikabehandling.

Kendte faktorer

På spørgsmålet om hvilke faktorer hos rygmarvsskadede, der spiller ind ved et angreb af rosen, svarer Michael:
– Manglende eller nedsat følesans øger risikoen for hudskader, fx ved forflytninger, forbrændinger og udvikling af tryksår. En anden faktor er reduceret blodgennemstrømning og muskelaktivitet, som giver hævelse – ødem – i benene, hvilket også øger risikoen for hudskader.
Michael peger desuden på risikoen for fugtige hudområder, hvilket også giver anledning til hudskader.<
– Og en skade på huden letter adgangen for bakterier og dermed infektioner.

Hyppigt hos rygmarvsskadede

Hos rygmarvsskadede er det ikke usædvanligt at se rosen på underbenene. Det er typisk her, det bryder ud.
– Nedsat blodgennemstrømning og deraf ødem forårsager ofte skrøbeligere hud på underbenene, og den udsatte hud er mere modtagelig for rifter og sår. Og med en rift eller et sår på underbenet er der risiko for et angreb af rosen, forklarer Michael og fortsætter:
– Svampeinfektion mellem tæerne og eksem kan også være indgangsporte for et angreb af rosen.

Hvad skal man være opmærksom på?

Et angreb af rosen opstår oftest ret pludseligt. Det er overfladisk, rødt og afgrænset.
– Tilstanden viser sig med lokale tegn på betændelse som varme, rødme i huden og hævelse ledsaget af smerte og ømme lymfeknuder. Mange rygmarvsskadede vil ikke registrere smerten og skal derfor være ekstra opmærksom på de kliniske fund.
Almentilstanden er oftest påvirket med hovedpine, kvalme og opkast og hurtig temperaturstigning.
– For tetraplegikere, der ikke får feber, skal man her udvise særlig opmærksomhed på de kliniske fund… de reagerer ikke altid, som der står i almindelige lægebøger!
De kliniske fund kan således være svære at se hos rygmarvsskadede med blåmarmoreret hud.
– Her er det ekstra vigtigt at være særlig opmærksom på almentilstanden.
Michael tilføjer: – Rosen er i øvrigt som hovedregel ensidig. Det er oftest kun det ene underben, der bliver angrebet.

 

Behandling

Hvis man har mistanke om rosen, skal man kontakte sin læge.
– Vent ikke tre dage, for så er det ikke blot en håndflade stort men hele benet!
Lægen vil lave en diagnostisk undersøgelse eventuelt med dyrkning (podning) fra indgangsporten, hvis den kan lokaliseres, samt tage en blodprøve.
En penicillinbehandling vil hurtigt få bugt med infektionen og forhindre, at der opstår komplikationer. Omvendt kan en ubehandlet rosen give blodforgiftning.
– Hvis almentilstanden er væsentligt påvirket, kan henvisning til indlæggelse med intravenøs antibiotikabehandling være påkrævet, da rosen kan blive livstruende.

Forebyggende behandling

– Man kan forebygge ved at behandle de disponerende faktorer bedst muligt.
Michael peger på en lang række faktorer og anbefaler, at man benytter kompressionsstrømper og elevationsseng for at undgå ødem i benene. At man er opmærksom ved forflytninger, så man ikke risikerer at få sår og rifter, og at man sikrer sig fodtøj, hvor fødderne kan ånde og ikke giver risiko for fugtig hud og tryk på huden.
– Får man en svampeinfektion, skal den behandles, og man skal sikre sig en god hygiejne for at undgå hudirritationer, forklarer Michael, der desuden anbefaler daglig brug af en fugtighedsbevarende creme og såkaldt ”barrierecreme” på udsatte steder som fødder og underben.
– Rosen kan ramme alle aldre, men som ældre rygmarvsskadet skal man være særlig opmærksom på ovennævnte faktorer, da hudens egenskaber ændres med alderen og bliver mere sårbar. Behandling af diabetes er også værd at bemærke – jo højere blodsukker jo mere modtagelig for infektion.

Ingen medicinsk forebyggelse

– Der er gode grunde til at skyde hårdt med det samme, når rosen blusser ud. Foruden at rosen kan være livstruende, kan der også tilstøde livslange komplikationer.
Afslutningsvis spørger jeg, om man kan give forebyggende medicinsk behandling mod rosen.
– Der findes ingen brugbar evidens i litteraturen for forbyggende, medicinsk behandling. Ved forsøg har forebyggende penicillinbehandling ikke vist nogen givende effekt, så statistisk set er der ingen signifikant bevis for en brugbar medicinsk forebyggelse af rosen, konkluderer Michael.
– Man skal forebygge ved at være opmærksom på de førnævnte, disponerende faktorer, fastslår Michael og tilføjer:
– Og husk at stress forøger behovet for opmærksomhed, da man oftest glemmer at være opmærksom på sin krop, når man har travlt, slutter Michael von Linstow med en opfordring:
– Man kan holde rosen fra døren ved god opførsel!
Bryd den onde cirkel ved at undgå ødem i benene. Hæv benene, når det er muligt. Jo mindre hævelse jo bedre. Og bliv eventuelt vurderet med henblik på behov for kompressionsstrømper.

FAKTA

Medicinsk behandling

Førstevalgsbehandling er phenoxymethylpenicillin. Ved penicillinallergi behandles med Erytromycin eller Clindamycin. Ved mistanke om Staph.aureus behandles med dicloxacillin. (Kombinationsbehandling med phenoxymethylpenicillin og dicloxacillin kan også gives). Hvis der foreligger bakteriologisk svar på resistensbestemmelse, behandles der i henhold til resistensmønster. Ved manglende respons på behandling eller ved påvirket almentilstand indlægges til i.v. behandling med antibiotika.
En behandling vil typisk vare 14-21 dage. Denne suppleres med kompressions- og sårbehandling samt elevation. Ved et udbrud af rosen vil man hos ca. en fjerdedel af patienterne se et nyt udbrud inden for en 3-årsperiode.