Forskning: Nyreskader

De fleste rygmarvsskadede har fået kontrolleret deres nyrefunktion rutinemæssigt siden deres rygmarvsskade. Men er det nødvendigt? Det har ph.d.-studerende Marlene Elmelund undersøgt i et forskningsprojekt, hvor 116 patienter indgik. Svaret er ja.

Tekst: Birgitte Bjørkman

I et nyt forskningsprojekt, gennemført i Klinik for Rygmarvsskader, Rigshospitalet, har ph.d.-studerende Marlene Elmelund i samarbejde med professor Fin Biering-Sørensen undersøgt nyrefunktionen hos patienter med en traumatisk rygmarvsskade pådraget i perioden 1956-1975.
Projektet er baseret på resultaterne af de regelmæssige nyreundersøgelser, herunder især renografi og clearanceundersøgelser, som er blevet gennemført fra tidspunktet for rygmarvsskaden og frem til 2012.

Er kontrol af nyrerne vigtigt?

Før 1970 var nedsat nyrefunktion den primære årsag til død hos patienter med en rygmarvsskade, men i takt med øget fokus på blæretømningsmetoden og forbedret behandling af infektioner og andre urinvejsproblemer har dette ændret sig.
- Formålet med projektet var at undersøge, hvor mange patienter med en traumatisk rygmarvsskade der oplever nedsat nyrefunktion, samt hvornår funktionsnedsættelsen indsætter efter rygmarvsskaden, fortæller ph.d.-studerende Marlene Elmelund og forklarer videre:
- Hvis det skulle vise sig, at det ikke var nødvendigt at lave regelmæssige nyreundersøgelser livslangt efter rygmarvsskaden, kunne man eventuelt nedsætte hyppigheden af undersøgelserne eller helt ophøre med undersøgelserne efter en årrække med normale resultater.

Hyppigere nyreskader

I studiet indgik 116 patienter, 16 kvinder og 100 mænd, og gennemsnitsalderen for tidspunktet for rygmarvsskaden var 22 år.
- Resultatet af studiet viser, at 45 år efter rygmarvsskaden var risikoen for at have fået moderat nyrepåvirkning 58 %, og risikoen for at have fået svær nyrepåvirkning 29 %. Desuden fandt man, at indsættelsen af nyrepåvirkning kan forekomme på et hvilket som helst tidspunkt efter rygmarvsskaden, selv efter 20, 30 eller 40 år med hidtil normale nyreundersøgelser, fortæller Marlene Elmelund og fortsætter:
- Forekomsten af nyrepåvirkning var noget højere end forventet, hvilket vi dog mener kan skyldes at vores definition af nyrepåvirkning også dækker over patienter med en enkelt abnorm undersøgelse, som senere hen normaliseres.
På spørgsmålet, om forekomsten af nyreproblemer er højere hos rygmarvsskadede, svarer Marlene Elmelund:
- Ja, vi har fundet en højere forekomst af nyrepåvirkning i forhold til den generelle befolkning.
Marlene Elmelund påpeger dog, at studiet er baseret på patienter med en rygmarvsskade fra en periode, hvor man havde en anden tilgang til bl.a. blæretømning.
- Risikoen for nyreskade kan blive påvirket af, hvordan man tømmer blæren. Størstedelen af de patienter, som indgik i studiet, havde igennem en lang årrække tømt blæren ved enten at banke eller presse, hvilket kan have medført øget risiko for nyreskader, fortæller Marlene Elmelund og fortsætter:
- Risikoen for nyrepåvirkning vil muligvis være noget lavere for patienter, som får en rygmarvsskade i dag, og som anvender engangskatetre i stedet for at banke eller presse ved blæretømning, men vi mangler fortsat mere viden på dette område.

Behandling for nyreskader

Hvis man opdager påvirket nyrefunktion i tide kan det ofte behandles. Årsagen er afgørende for den behandling, der tilbydes, og hver enkelt patient vurderes individuelt.
- Hvis undersøgelserne f.eks. viser forsinket afløb af urin fra nyrerne eller udvidelse af de øvre urinveje, vil man forsøge at behandle den udløsende årsag. Dette kan eksempelvis være en sten i de øvre urinveje, som skal fjernes. Hvis der ikke findes en umiddelbar årsag til det påvirkede afløb, vil man ofte se på blæretømningsmetoden. Hvis der f.eks. anvendes bugpres eller reflekstømning bør der overgås til intermitterende kateterisering, fast kateter eller topkateter. Desuden vil man overveje at undersøge trykforholdene i blæren for at afklare om trykket bør mindskes ved hjælp af antikolinergisk medicin eller injektioner med botulinum toxin, fortæller Marlene og fortsætter:
- Ved fortsat påvirket nyrefunktion vil man henvise patienten til nyremedicinsk afdeling til yderligere behandling..

Klar konklusion

- Af studiet kan vi konkludere, at det er vigtigt at gennemføre rutinemæssige undersøgelser af nyrerne, selv mange år efter pådragelsen af en rygmarvsskade, da en relativt stor andel af patienterne vil få påvirkning af nyrerne, fortæller Marlene Elmelund og forklarer:
- Nedsat nyrefunktion udvikler sig oftest gradvist og uden symptomer og kan derfor være svær at opdage på et tidligt tidspunkt, hvor det stadig er muligt at gribe ind for at undgå permanente nyreskader. Derfor er det så vigtigt med de rutinemæssige undersøgelser, så man kan gribe ind i tide.
- Som udgangspunkt anbefaler vi derfor fortsat at få lavet undersøgelser af nyrefunktionen omkring hvert andet år resten af livet efter en rygmarvsskade.

I forlængelse af forskningsprojektet arbejder Marlene Elmelund videre med resultaterne af de urodynamiske undersøgelser i forhold til nyrepåvirkning.
- Desuden arbejder vi på at lave et nyt studie, hvor vi bl.a. vil kigge på effekten af behandling med botox-blæreinjektioner i relation til nyrepåvirkning.

 

Marlene Elmelund er ph.d.-studerende på Klinik for Rygmarvsskader, Rigshospitalet og Gynækologisk og Obstetrisk afdeling, Herlev Hospital.

RYK! magasin følger op, når nye resultater foreligger.