Forskning: Hvor ondt gør det

 

Tekst: Cathrine Baastrup

 

Der er endnu ikke fundet en behandling, der kan fjerne kroniske smerter hos personer med en rygmarvsskade. Men nye forskningsmetoder ved måling af smerter hos dyr,der er blevet påført en rygmarvsskade, ses som et vigtigt skridt på vejen til bedre smertebehandling af rygmarvsskadede.

Mange mennesker med en rygmarvsskade kan nikke genkendende til, at kroniske smerter er en hyppig følge i årene efter en skade. Denne type smerter kan være meget svære at behandle med tilfredsstillende resultat, dels med hensyn til effekt og dels på grund af generende bivirkninger. Da smerterne kan være både kraftige og langvarige,er det et stor ønske at udvikle og bedre behandlings mulighederne.

Hvor ondt gør det?
På trods af intens forskning er det endnu ikke muligt at måle smerteobjektivt, og slet ikke smerteintensitet; hverken på mennesker eller dyr. Det,der gør ondt på én person, føles kun svagt ubehageligt for en anden, og for kroniske smertepatienter kan heltalmindelige ting, som berøring fra en forbipasserende, være lige så smertefuldt som kogende kaffe på huden for en ikke smertepatient. Smerte er således en meget individuel og personlig oplevelse, og det bedste værktøj til måling og beskrivelser af smerte er fortsat de ord, patienter kan sætte på deres oplevelser, når der spørges til: Hvor ondt gør det? Har du lige ondt hele tiden eller er der forskel fra morgen til aften, mandag til fredag, sommer til vinter? Er der ting, der forværrer eller formindsker dine smerter, fx bevægelse, varme eller kulde? Hvordan føles de smerter du har, er de fx brændende, stikkende, jagende eller dunkende? At beskrive sine smerter kan være en meget vanskelig opgave. Prøv selv at huske tilbage på sidste gang du have ondt, fx i en tand, og besvar de nævnte spørgsmål.

Brug af forsøgsdyr 
Det er helt nødvendigt at bruge dyr i de indledende forsøg til at udvikle nye behandlingsmuligheder mod smerter. Først når man har påvist, at et lægemiddel har effekt og er sikkert at give til dyr, er det tilladt og muligt at lade mennesker og patienter prøve det. Derfor er det vigtigt, at man kan måle smerter i dyr. Men som mange ejere af kæledyr ved, kan man godt se på ’Fido’, at den har ondt, men hvis årsagen ikke er kendt, kan vi ikke se, hvor ondt den har, og hvor eller hvorfor det gør ondt. Rigtig mange dyr, heriblandt rotter, er fra evolutionen ydermere indrettet sådan, at de ikke viser smerte, før det er helt umuligt at lade være. Det er simpelthen en dårlig ide at vise dine fjender, som gerne vil bruge dig til aftensmad, at du er svagere og nemmere at fange end de andre.

Mange falsk positive resultater
I mange år har forskere målt dyrs smerte ved at berøre fx en rotte med et let penselstrøg eller små tynde nylonhår og derefter observeret, hvor kraftig berøringen skal være, for at de trækker poterne til sig - som et udtryk for at nu gør det ondt. Desværre har der været mange falsk positive resultater, dvs. stoffer, der så ud til at have effekt i rotterne, men som ikke havde nogen effekt i patienter. Vi tror, forklaringen delvist er, at denne metode til at måle smerter i dyr ikke er god nok. Der er risiko for, at rotten reagerer ved at trække poten tilsig af mange andre årsager end smerte. Samtidig ligner denne type provokerede ”smertetærskler” ikke de smerter, som mange patienter har, hvor spontane smerter ofte kan være hovedproblemet.

Ny måde til måling
For 10 år siden begyndte forskerne at lede efter en bedre måde at måle smerte på. Arbejdet skrider langsomt frem, også fordi vi skal sikre os, at dyrene ikke lider mere overlast end højst nødvendigt. (I DK og EU er der heldigvis skrappe regler for, hvordan forsøgsdyr skal behandles). På Smerteforskningscenteret i Aarhus har vi arbejdet med flere nye metoder, der tilsammen kan give os et bedre indtryk af, hvor mange smerter vores forsøgs-dyr har efter en rygmarvsskade, og som ikke mindst også kan bruges til at måle,om et lægemiddel har smertelindrede effekt. Metoderne består i, at man i stedet for at måle på en enkel og simpel reaktion som at trække poten til sig, måler, hvad rotten er villig til for at undgå en stimulation. Rotter bryder sig ikke om at være steder, hvor der er lys. Da de er natdyr og byttedyr, vil de helst gemme sig på små, mørke steder. Det udnyt-ter vi ved at sætte dem i en kasse meden lys og en mørk halvdel og lade dem bevæge sig frit. Alle rotter vil i en sådan kasse bruge klart mest tid i den mørke halvdel. Hvis vi derimod stimulerer dem med et lille nylonhår på et område af kroppen - hvor vi ved fra mennesker med en rygmarvsskade, at de kan have ondt - hver gang rotten bevæger sig frivilligt ind i den mørke del af kassen, ser man noget interessant. Rotterne med en rygmarvsskade lærer hurtigt at blive i den lyse halvdel for at undgå denne stimulation, mens rotter uden rygmarvsskade bliver i den mørke del til trods for stimulationen. Med andre ord mener vi, at denne kasse kan bruges til at se forskel på, hvilke rotter, der har smerte, og hvilke der ikke har.

Med smerte følger også angst 
En anden vigtig forbedring af smertemåling i rotter kom, da vi kiggede på hvilke andre problemer, rygmarvsskadede patienter med smerter ofte har. Med smerter følger nemlig ofte også angst, depression, social isolation og påvirket hukommelse. Disse symptomer kan også måles i rotter på forskellige måder, ved at udnytte den viden, vi har om normal rotteadfærd. Rotter undgår, hvis muligt, at bevæge sig ud i helt åbne områder, hvor de ikke kan beskytte sig mod rovdyr. Men de er også nysgerrige af natur. I en labyrint med både åbne og lukkede områder vil de derfor opholde sig mest i de lukkede områder, men foretage korte undersøgelses ture i de åbne områder. Angste rotter bliver derimod i de lukkede områder. Ved at bruge denne metode, har vi for førstegang målt, at rotter, der har fået en rygmarvsskade (og som ser ud til at have smerter jvf. den allerede beskrevne test, og som ikke havde angst symptomer, inden de fik rygmarvsskaden), også udvikler angst, og ikke mindst, at denne angst kan behandles ved at give rotterne smertestillende medicin. Det ser altså ud til, at vi ved at bruge en metode, der måler på rottens adfærd for at undgå smerter og kombinere den med at måle på andre symptomer, som ofte forekommer sammen med smerter, fx angst, kan få et bedre mål for, om rotterne har ondt, og hvor ondt de har. Et mål, der forhåbentlig kan bruges tilbedre at forudsige, om nye stoffer vil have gavnlig effekt på mennesker medsmerter.

Dansk deltagelse i EU projekt
På den model for rygmarvsskade i rotter, som vi anvender, mangler vi fortsat at undersøge, om vi også kan måle spontane smerter, depressions-lignende symptomer, social isolation og påvirket hukommelse. Vores smerteforskningscenter er derfor med i et stort EU projekt, hvor vi i de næste år samarbejder med andre universiteter og lægemiddelfirmaer om at forbedre smertemålingsmetoderne. Vores bidrag bliver kortlægning af ovenstående i vores rygmarvsskademodel. Til gengæld får vores center oplysninger og erfaringer fra de andre i projektet, som arbejder med andre typer smerter. De første data er lige nu ved at blive analyseret,og vi er meget spændte på resultatet. Det er vores håb, at vi kan finde en kombination af forskellige mål, som giver et mere reelt billede af, hvor påvirket rotter bliver pga. af smerte, altså lidt populært kunne man også kalde det en livskvalitetsmåling på rotter. Bliver vi i stand til at måle smerter ved hjælp af denne metode, vil det være af afgørende betydning for fremtidig smerteforskning i rotter, men vil også komme de rigtige smertepatienter til gavn. Altså, hvis et nyt stof viser, at det både virker ved at dæmpe angst, depression og direkte smerte i de beskrevne metoder, så er der stor sandsynlighed for, at det også vil have effekt på smerter i mennesker, heriblandt rygmarvsskadede. Man skal dog huske, at selvom vi har fået positive og opmuntrende resultater, er der stadig lang vej til behandling af patienter. Der skal også være nogle lovende stoffer, vi kan afprøve på dyrene, og stoffernes giftighed, bivirkninger og brugbarhed som lægemiddelskal undersøges. Men vi er sikre på, at dette er et vigtigte skridt på vejen til bedre smertebehandling af mennesker med en rygmarvsskade.