Forskning - Bevægelse ved tankens kraft

Bypass til hjernen:

Med hjælp fra en hjernechip og computerteknologi er det for første gang lykkedes en tetraplegiker at bevæge sin lamme hånd ved tankens kraft. Teknologien, der hedder Neurobridge, leder hjernens elektriske signaler uden om skaden og direkte ind i musklerne.

Tekst: Teresa Lee, Videnskab.dk

Man siger, at tro kan flytte bjerge. Og nu kan tanker få liv i lammede kropsdele. Det er tilfældet for den unge amerikaner Ian Burkhart, der blev tetraplegiker efter en dykkerulykke i 2010, skriver Livescience.com.

Neurobridge

Med hjælp fra teknologien Neurobridge, der er udviklet af læger ved Ohio State University Wexner Medical Center og forskere fra Battelle Memorial Institute in Columbus, Ohio er det lykkedes den 23-årige Ian at bevæge sin hånd.
Neurobridge er et system, der kombinerer en hjernechip med en computer og et ærme, der sender elektriske signaler fra hjernen til Ians underarm og hånd.
»Det er ligesom en bypass til hjertet, men i stedet for at omdirigere blod, så omdirigerer vi de elektriske signaler fra hjernen og leder dem uden om skaden og direkte ind i musklerne,« fortæller Chad Bouton fra Battelle Memorial Institute i en pressemeddelelse, skriver Hngn.com.

Tanke bliver til bevægelse

Chippen, der er blevet placeret i Ian Burkharts hjerne under en tre timer lang operation, aflæser signaler fra hjernecellerne. Signalerne bliver sendt videre til computeren, der omkoder dem til signaler, som musklerne kan opfange. Derefter bliver disse videresendt til ærmet, som er dækket af ca. 200 elektroder, der stimulerer musklerne og på den måde får dem til at bevæge sig.
Der gik mindre end en tiendedel af et sekund, før tanke blev til virkelighed hos Ian Burkhart og han dermed kunne bevæge sin hånd, som han ikke har kunnet bevæge siden ulykken.

På en video fra The Ohio State University Wexner Medical Center, og som har gået verden rundt, vises, hvordan Ian Burkhart bevæger sin hånd, mens han er tilkoblet computeren og ærmet. Se youtube.com/watch?v=IqAb6X2uC0s

Læs mere om ny forskning på Videnskab.dk